Skriftstørrelser

I bogtryk har man et mål,der hedder et punkt. De forskellige skriftstørrelser har hver deres navn.
Man måler fra det øverste af et versal (stort) bogstav til det nederste af et nedhængende bogstav. En 6 punkt skrift hedder Nonpareil (udtales nonprel), 8 punkt er Petit, 10 punkt er Korpus, 12 punkt Cicero, 14 punkt Mittel, 16 punkt Tertia, 20 punkt Text.
Hvis satsen er kompres, vil nedhængende bogstaver røre ved næste linjes versaler, det vil være uskønt, og derfor bliver satsen skudt, dvs. der indskydes to punkt ekstra mellem linjerne.
Nu er der små forskelle på de typografiske mål verden over, derfor svarer Words mål ikke til typografiske mål her i landet.
Når en skriftstørrelse i Word hedder 12 pkt, så svarer det nærmest til skudt korpus, for skydningen regnes med i de 12 pkt.

QWERTY og ETAOIN

Jeg tror de fleste kan genkende det første af de to ord i overskriften. Det er de første seks bogstaver på tastaturet af en skrivemaskine, og det er overgået til komputoren, så alle kender den rækkefølge; men der findes jo andre tastaturer. På en sættemaskine var der en anden opstilling. Jeg har aldrig været maskinsætter, men som håndsætter skulle jeg ombryde satsen, f.eks. inddele satsen i enkelte sider. En linotype støbte en linje ad gangen; det kunne ske, at maskinsætteren havde brug for at gøre opmærksom på, at her skulle der ske noget, en tabel indsættes eller lignende, og derfor lod han fingeren glide ned ad den første række taster, og så stod der: ETAOIN ETAOIN ETAOIN, næste række gav så: SHRDLU. Det ville sætteren så straks opdage.
Det at det var hele linjer betød, at hvis en fejl skulle rettes, så måtte hele linjen skiftes ud. Hvis sætteren, der skiftede denne linje tog fejl og satte den nye linje ind et forkert sted, så var der først mulighed for trykfejl, og den slags kan så ses i en bog hundrede år senere.

Om fotografering

Da jeg var dreng stod der en kanonfotograf på Københavns Rådhusplads, han havde apparatet på et stativ,og det kunne godt ligne et skydevåben, deraf navnet. Først tog han billedet, så fremkaldte han i kassen negativet (på papir), og så slog han en holder ud, anbragte negativet der, fotograferede det, og så var det positivbilledet, der blev fremkaldt. Det var hans forretning, han stod der altid ligesom manden, der solgte duefoder.
Min mor havde et apparat, det var en sort kasse, der var ikke noget med at indstille, man pegede på emnet, trykkede på en knap, og så blev filmrullen sendt til fremkaldelse og kopiering.
Min onkel Erland fotograferede familien ved særlige lejligheder; han kunne også fotografere indendørs, han hældte et pulver (magnesium) op i en lille holder, trykkede på en knap, og så flammede det op som et lyn, det kaldtes blits.
Jeg havde så småt håbet på at få et apparat foræret til min konfirmation, i 1941, men sådan blev det ikke,men jeg havde fået næsten to hundrede kroner, og dagen efter købte jeg et klapkamera for 125 kr. Jeg gik hjem til Erland og spurgte ham til råds for her skulle man både indstille blænde og tid, men filmen skulle sendes til fremkaldelse. Senere købte jeg en lille, rund metalskive, den kunne man indstille på, hvilken måned det var, om der var klar sol eller overskyet, og så stod der, hvilken blænde, man skulle bruge.
Efter krigen var der mangel på sådan noget som film, så jeg solgte klapkameraet og købte et pladeapparat, for der var så få, der brugte plader, så det kunne man få. Det var herligt, først skulle man på en matskive se billedet,og da bælgen kunne trækkes ud, så der var 15 cm fra linse til matskive eller plade, kunne man få et knivskarpt billede; det var væsentlig bedre end de nyere apparater. Fremkaldelsen hjalp en af mine kammerater, der var kemigraflærling, mig med. Vi tilbragte mange timer i mørkekammer med fremkaldervæske og fixerbad. Han havde også forstørrelsesapparat, så vi kunne næsten alt.
Det krævede, at jeg havde et stativ med mig, det glemte jeg desværre under sengen på et vandrerhjem i Wales i 1949. Og apparatet lånte jeg ud engang i 60'erne, hvor det er nu ved jeg ikke.
Senere købte vi et mere moderne apparat til film, og nu kunne man fotografere i farver, resultatet var diapositiver, som man kunne betragte i et særligt apparat eller som lysbillede. Nogle år efter kunne man få papirbilleder. Men man skulle stadig sende filmen til fremkaldelse og kopiering.
I år 2000 fik vi et kamera, som vi kan slutte til komputeren, billederne kan ses på skærmen og printes ud, og det er slut med at købe film, for der er mulighed for et utal af billeder, og der er råd til at sortere i billederne. Overvejelser om blænde og tid er slut.
Nu er vi nået til at vore mobiltelefoner også kan tage billeder, så man altid har apparatet ved hånden.
Hvad bliver det næste?

Om kunstfærdig typografi

Jeg har tidligere brokket mig over moderne typografi, der glemmer at undgå horeunger og franske ditto. Jeg vil her fortsætte mit brokkeri, men først lidt historie.
For ca. halvandet hundrede år siden havde Frankrig en konge, der hed Louis-Philippe; ikke alle var lige begejstret for ham, og et blad bragte endog tegninger, hvor han blev afbildet som en pære.







Den slags svineri kan man jo ikke have, så bladet blev bragt for retten og dømt. Dommen skulle bringes i bladet, og det blev den. Se blot her forsiden:





Den slags må jo aftvinge en respekt, jeg har den dybeste beundring for den typograf, der har satt denne forside.
I vore dage ville den slags kunne udføres med nogle få klik med musen, og det kan desværre let forlede til, at det bliver brugt for tit. Resultatet er desværre, at mange linjer bliver hakket i stykker, så teksten er vanskelig at læse. Og det vil jeg gerne brokke mig over.

Hvad var livet uden fremmedord?

En kollega på trykkeriet viste mig et brev, han havde skrevet til sin husvært. Jeg viste ham, at han havde brugt tre fremmedord, alle tre forkert. Da jeg mente, at han hellere skulle have brugt de rigtige danske ord, svarede han, at han jo gerne ville vise, at han ikke var en ren analfabet. Og det var jo en rigtig betragtning.Så her er tre fremmedord, som enhver kan indflette i en samtale og vise, at man ikke er en analfabet.

Parallepipidum
Seks ens kvadrater er en terning. Seks rektangeler er en kasse (f.eks. en skotøjsæske). Seks paralellogrammer er siderne i et paralellepipidum (f.eks. en ligkiste).

Onomatopoietikon
er blot et lydefterlignende ord (f.eks. bang, risle).


Oxymoron
Er et ord,, der er sammensat af to modstridende begreber (f.eks. larmende tavshed, en rødglødende istap) for nogle år siden var der en humorist, der ville skabe en forening, der skulle hedde Henry, det skulle betyde hensynsfulde rygere,det er en oxymoron.

Fremprovokerede trykfejl

tirsdag den 20. juli 2010


I november havde jeg et indlæg om sætternissen. Her er et par eksempler, hvor sætteren har hjulpet til:
En kollega, der havde stået i lære i Berlin, før og under 1. verdenskrig, fortalte, at han skulle sætte en sang til en forlovelsesfest, og heri stod sætningen "sie grûssten einander mit einem warmen hândedruck". Her ville han more korrekturlæseren ved at bytte om på ä og u i det sidste ord. Desværre gik fejlen igennem.
Et andet eksempel er fra et kort over Dyrehaven. I dag kan man her se, at stien, der går fra Peter Liep til friluftsteatret i Ulvedalene, hedder Teaterstien. Men på Politikens kort fra 1940'erne stod der, at den hed Hurtigknepperstien, og den slags ord så man dengang sjældent på tryk. Jeg er sikker på, at en eller anden har moret sig med at sætte den linje på.


0 kommentarer:

Et citat

Det er snart blevet en hverdagsbegivenhed, at vi hører om danske soldater, der er blevet dræbt langt fra Danmark. Det får mig til at tænke på et digt af Harald Bergstedt, der sikkert er blevet til efter første verdeskrig, da USA indførte spiritusforbud:

DER ER DOG FORSKEL

Da Svendsens eget hjertebarn
blev slæbt i krig og skudt,
frembar han stolt sit tab på folkets alter.
Men da samme kære folk
fik hans frokostsnaps forbudt,
da græd han hjerrteblod i pressens spalter.