Mogens Lorentzen

Engang i 1940'erne var der et uhyre populært program på radioen. Maleren og forfatteren Mogens Lorentzen havde hver måned et causeri, det hed f.eks. "Så gik oktober".
Her blev den forgangne måneds vejr etc. behandlet poetisk og humoristisk. Jeg mindes en varm sommeraften, da jeg måtte løbe hjem fra biblioteket for at høre ham; fra åbentstående vinduer lød hans stemme hele vejen. Alle lyttede på hans udsendelse.
I denne måned er der grund til at mindes ham, for det er ham, der har skrevet den eneste julesang, hvor det overtroiske (nisser, jesusbarn og julemand) er blevet skiftet ud med poesi.
Jeg vil citere det sidste vers af Juletræet med dets pynt, fordi det er den bedste beskrivelse af julens egentlige budskab, der findes på dansk.

Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd'lig jul.

Juleforberedelser

Da jeg i sidste halvdel af 1940'erne var i lære på Dansk Andelstrykkeri, var der en ting, jeg næsten gruede for, det var den sæson, der startede i oktober. På den tid var der ikke en fagforening med respekt for sig selv, som ikke afholdt en juletræsfest for medlemmernes børn efterfulgt af bal.
Dvs. de skulle have en løbeseddel med program for juletræet, somme tider med en lille efterskrift om at træet ikke måtte plyndres.
Så var der billetterne, børnebilletter med kuponer til godtepose eller kurv, kakao og gavepakke. Voksenbilletter til festen og til ballet.
Og så var der en lodseddel til fordel for juletræet.
Og der var et utal af fagforeninger, så hver gang jeg kom ind og afleverede mit arbejde, lukkede faktoren skuffen og og gav mig et bundt nye ordrer på juletræsbilletter.
De nye billetter skulle jo helst ikke være mage til sidste års, og hue- og kasketsyerskernes skulle helst ikke ligne gelændersnedkernes; så det var en belastning at skulle variere disse, stort set enslydende billetter. Men det gav trods alt en god øvelse.

Om emballage af mælk

De første mælkeflasker, jeg husker, var af klart glas, og de var lukket med en rund papskive, der blev holdt fast med en kraftig rand af metal, som man skulle være forsigtig med, så man ikke rev sig på metallet. Jeg husker, at min morbror Villy demonstrerede, hvordan man gjorde på arbejdspladserne. Efter at have tømt flasken klemte han metalranden sammen, så den lige kunne skubbes ned i flasken. Det gav arbejde, sagde han, på mejerierne måtte man have folk ansat til at pille metallet ud af flaskerne.
Sødmælken var ikke homogeniseret, så den ville i løbet af en nat danne en prop af fløde, der lagde sig som et slimet lag over havregrynene om morgenen. Jeg syntes, det var ækelt, men der var dem, der kunne lide det.
Kærnemælk,ville i løbet af natten skilles i et klart lag øverst og et tykkere lag nederst; og flasken var efter brug stribet på indersiden.

Da jeg i 1944 kom ud af skolen, skulle jeg vente i nogle måneder på at få en læreplads, og i mellemtiden havde jeg et par små jobs, bl.a. som mælkemand. Jeg kørte for Rødovre mejeri i nogle kolonihaveforeninger. Jeg kørte på en longjohn (en lang cykel hvor der mellem styr og forhjul var et lad). Cyklen havde ikke hverken dæk eller slange, i stedet var hjulet udstyret med erstatning af træ, der med fjedre var monteret på fælgene. På ladet havde jeg 5-6 kasser med mælkeflasker, og fra hver side af styret hang to poser med mælkeflasker.

Jeg husker, at en af mine første kunder bad mig om en pot sød og en pægl fløde. Jeg skønnede, at mælken skulle være den største og gav hende en liter sødmælk og en kvart liter fløde, og det viste sig at være rigtigt.

Der var mangel på flasker, så jeg skulle svare for de flasker, jeg modtog og afleverede, desværre havde bagerne en anden måe at regne på end mejeriet. gang på gang så jeg, at folk havde tage deres en-liter flaske til bagere og fået en deciliter fløde. Når jeg så modtog den lille flaske i stedet for den store, var jeg nødt til at sige, at så måtte de betale de 25 øre, der var forskellen; det endte gerne med, at de fandt en stor flaske frem, som de ellers havde gemt til at sylte rabarbersaft i.

Da Kolonihavesæsonen var forbi, kunne jeg gå rundt om de forladte huse og finde husmødrenes lager af tomme flasker, der lå skubbet ind under husene. Det gav mig et ekstra overskud. Så var der ikke brug for mig, når kunderne var flyttet hjem, og jeg måtte finde noget andet.

Æg og mælk -- Før og nu

Jeg har tidligere skrevet om de tanker, som synet af et bagervindue sætter igang. Denne gang vil jeg skrive om et par andre dagligvarer:

Æg
I supermarkedet ligger æggene solidt indpakket i hylstre af pap eller plast. Der er forskellige størrelser, og desuden kan man vælge mellem buræg, æg fra skrabe-høns, fritgående høns eller økologiske høns.
I min barndom og ungdom var alle æg vist økologiske, de var opdelt i størrelse; men derudover var der klinke-æg, almindelige æg og nogle, hvorpå der var stemplet et stort P, det var præserverede æg. Præserverede æg var biligere end almindelige æg, de var æg,der var blevet syltet på den årstid, da høns lagde flest æg. Min far fortalte mig, at på Bispebjerg Hospital havde man nogle kolossale bassiner, hvor æggene blev nedlagt i vandglas, så de kunne holde sig, til de skulle benyttes.
Der var ikke noget med selv at tage varerne, damen bag disken lagde det ønskede antal æg i en papirspose, og så var det ens eget ansvar at bringe dem hjem i hel stand.

Mælk
I dag er mælk noget, man henter i supermarkedets køledisk, hvis man vel at mærke kan finde det, som man ønsker. Nu er der så mange slags mælk: Skummetmælk, letmælk, minimælk og hvad ved jeg. Tidligere havde vi skummet. kærne og sødmælk.
På et tidspunkt da kun ganske få havde køleskab, var det vanskeligt at undgå, at mælken blev sur i løbet af natten. Så skulle man have mælk om morgenen var der flere muligheder, man kunne begive sig til det nærmeste bageri eller ismejeri (læg mærke til forstavelsen is) for selv at hente sin mælk; eller man kunne få den bragt. Bagere såvel som ismejerier havde bude til at bringe det ønskede, eller man kunne få mælken fra et af de mange mejerier, der var dengang. Resultatet var, at der i samme opgang tidligt om morgenen kunne være et rend af 4-5 forskellige bude.
Da jeg i 30'erne boede i Sønderborg, kom der en mælkevogn kørende hver dag. Kusken betjente husmødrene, der kom ud med deres små mælkespande. Bagest i hestevognen var der to haner til mælk, fløde havde han inden i vognen.
Jeg var stolt, når han lod mig sidde på bukken og holde tømmerne. Jeg kunne så lege, at jeg var kusk. I virkeligheden vidste hesten selv, hvor den skulle standse.

Når hverdagen bryder igennem

Bøger er holdbare, man kan læse forfatterens ord mange år efter bogen er udkommet. Så kan man læse om de store problemer, og hvordan de blev opfattet. Men hverdagen viser sig kun i glimt, men de er værd at lægge mærke til.
I Vredens Druer kan man læse i alle enkeltheder, om hvordan man i trediverne måtte lappe en lastbils slange, selv om tuben med solution var næsten tørret ind. Et hverdagssyn som kunne genkendes af læseren i mange år efter, men som nu er historie.
Mere spændende er det når glimtene viser sig i attenhundredetallets romaner. Hos Dickens myldrer de frem. f.eks. når en husfader, der pludselig kommer til lidt penge, skynder sig i byen og kommer hjem med et stykke kød pakket ind i et kålblad. Det minder om H.C.Andersens student, der køber ost hos spækhøkeren og får det pakket ind i en side fra en bog. Begge eksempler siger lidt om størrelsen på indkøbene.
Eller i Victoriatidens dameromaner. I Stolthed og Fordomme har man fornemmelsen af, at det indkvarterede regiment kun viser sig ved, at officererne deltager i ballerne; men så er der et sted, hvor damerne udveksler nyt: nye stoffer hos manufakturhandleren og så er der en menig, der er blevet pisket offentlig, en biting, der ikke dvæles yderligere ved.
I Jane Eyre begrundes et regiments tilstedeværelse i en bisætning ved, at den skulle standse nogle uroligheder. Hovsa, nu har vi fået skildret et idyllisk, harmonisk liv, og så hører vi om opstande, men dem skal vi lede i helt andre bøger efter, hvis man vil høre om dem.

Har De noget, De skal have klinket?

I vores skab med tallerkener er der en, som er lidt anderledes. Hvis man vender bunden i vejret på den, vil man se, at den har været revnet og limet sammen og som ekstra forstærkning er der sat et par kraftige metalklinker i til at holde skåret på plads.
Vi er ellers ikke meget for at beholde skåret porcellæn, men den tallerken vil vi beholde som et minde om den tid, da man gemte stykkerne fra ituslåede dele til den dag, da en mand ringede på med spørgsmålet:"Har De noget, De skal have klinket?". Han kom en gang om året, og kunne kyndigt bese skårene og udtale sig om, hvorvidt reparationen var mulig, og hvor mange klinker der var nødvendig. For man betalte for hver klinke.
I skolen var det i fysikundervisningen muligt at benytte klinkerne som eksempel på. at metaller udvidede sig i varme og trak sig sammen, når de blev kolde. De lignede nogle meget kraftige hæfteklammer, og blev opvarmet inden de blev sat i huller, der var boret på forhånd, og så holdt de skårene sammen. Og tallerkenen kunne så bruges mange år endnu.
I dag kendes kun udtrykket: "Har du noget, du skal have klinket?", men det er at forstå som en trusel om øretæver.

H.C.Andersen kontra K. Marx

En af humoristen Robert Storm Petersens vagabonder erklærer, at overlægen havde den diagnose, at han led af sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke. Sådan har jeg det også.
Nu læste jeg historien om den lille pige med svovlstikkerne. I den er hendes fader nærmest en skurk, der jager den stakkels pige ud i sneen. Men jeg husker, at i "Kapitalen" fortæller Marx om en læge i Wien, der havde konstateret, at de yderst fattige mennesker, der som den sidste udvej lavede svovlstikker, led de frygteligste kvaler af fosforforgiftning.
Så har historien en ganske anden vinkel. Men for en forfatter er døden af sult og kulde jo en pæn, ublodig og renlig måde at aflive sine personer. Hostrup lader i "Gjenboerne" en lystig vise handle om en soldat, der fryser ihjel, så det var ikke et ukendt fænomen. Andersen bruger også metoden andetsteds.
Jeg tror Andersen følte, at historien endte lykkeligt, den lille pige kommer i himlen.
Jeg vil sige om Andersen, som Poul Henningsen engang sagde om en daværende justitsminister: Manden er jo kristen, og det skal jo give et skævt syn på tilværelsen.

Hvem ønsker at blive mindet med en kompostbunke?

I denne blog vil jeg tillade mig at fortælle om alt, hvad jeg påskønner, og alt hvad jeg afskyer.
I dag vil jeg skrive om kompostbunker. Desværre lever vi i en verden, hvor der sker ulykker og forbrydelser. Nogle gange med den følge, at uskyldige mennesker må lade livet. Det kan være en spritbilist, der har påkørt folk, eller det kan være utilsigtet drab af folk, der tilfældigt har været i nærheden af skudepisoder.
Hver gang vil man se det samme syn: Velmenende mennesker synes, at de skal mindes den afdøde ved at lægge blomster på stedet. Det kan se smukt ud, lige når det sker, men tænk på, hvordan en buket slatne tulipaner ser ud, når den har ligget i solen uden vand i et par timer.
Hvem tør fjerne sådan en kompostbunke, man vil jo blive beskyldt for at være følelseskold.
Jeg husker et tilfælde på Frederiksberg, hvor en ung spritbilist havde kørt sig selv ihjel; her blev kompostbunken liggende i flere uger.
Vil man gerne købe blomster, så giv dem til nabo eller genbo, og sig: Jeg synes, der sker så meget ondt i verden, så her er et forsøg på at gøre livet lidt lysere.

Solidaritet - et smukt ord

Dagens erindring er af den triste slags, den stammer fra den første gang, jeg blev klar over, hvor smålige vi er, når det gælder.
Scenen er i Folkets Hus kort tid efter krigen.
Typografernes lærlingeforening havde generalforsamling, og formanden aflagde beretning. Det fremgik heraf, at typografernes fagforening havde opfordret mestrene til at hæve lærlingenes løn, da priser var steget, og det var dyrt at have de unge mennesker på kost. Mestrene havde ikke været uvillige, de ville øge lønnen med en krone om ugen; men det var på den betingelse, at hjemmene fik besked, da man jo ellers ville risikere, at de unge mennesker beholdt den krone selv, og den ikke kom husholdningsbudgettet til gode.
Dette udløste et brøl af harme. Så kunne det fandeme være lige meget!
Første års løn lå på ti kroner om ugen, og så steg lønnen med en krone hvert år.
Hvad kunne man få for en krone? Ja, man kunne f.eks. købe tre franskbrød, så lidt var den værd.
Men her havde vi en flok idealistiske unge mennesker. Der var ikke den kinesiske kuli, eller landarbejder i USAs sydstater, som de ikke var solidariske med, men deres egen familie kneb det med.
Men hvad, sådan er menneskene, man skal blot ikke forvente for meget, så blive man ikke skuffet

Om at være senil

I de sidste tredive år har jeg set på mig selv som en tilpas tyk mand i sin bedste alder; men i de sidste par år er jeg af og til kommet i tvivl om , hvorvidt andre har det samme indtryk.
Det startede, da en ung pige (der så ud som var hun tegnet af Bjørn Wiinblad til 1001 nat) rejste sig og tilbød mig at sidde ned i en overfyldt Bus 5A. Det blev jeg lidt flov over, men senere gentog det sig, og jeg lagde mærke til, at de unge enten var sorthårede eller have tørklæde på, så det var ikke kun fordi, jeg så så affældig ud, men det var fordi, det var unge af anden etnisk herkomst, der endnu ikke var fuldt tilpasset den danske kultur.
Men da jeg på det sidste har svært ved at holde balancen i bussen, er deres altmodische opførsel ikke noget, der harmer mig, jeg nærmest påskønner det og er taknemmelig.

Om at bruge regler eller bruge sin sunde fornuft

En lærling på fagskolen for bogtryk havde fået den opgave at sætte et stykke, hvor manuskriptet var på engelsk. Lidt efter tilkaldte han læreren: "Der mangler et komma her", sagde han. Det imponerede læreren, lærlingen var ikke overvældende kløgtig, men at kende til tegnsætning på engelsk, det er da noget. "Hvorfor tror du det?" spurgte han. "Jo" svarede knægten," Der skal da altid komma foran men." Det var håbløst af forklare ham, at men måske betød noget andet på engelsk. Han holdt på, at det havde han lært i skolen.
Tilsvarende havde jeg en yngre lærekammerat, der holdt på reglen om at st, sp, sk aldrig skilles må. Jeg måtte bede ham dele istap, ispind og iskage, før han indså, at der var undtagelser til reglen.
I vore dage er det komputerne, der er dumme, det forklarer mange af de mærkelige orddelinger, der optræder i aviser og andre tryksager.
Det program, der vil dele ordet koldskål rigtigt, vil lave fejl i ordet spidskål. Hvordan undgår man disse fejl. Først og fremmest ved at læse korrektur. Men man kan forudse problemet allerede mens man skriver teksten første gang. Hvis man benytter Word, er der et lille fif: Man indsætter en skjult bindestreg i ordet, der hvor det eventuelt skal deles. Det gøres ved at trykke på Ctrl og bindestreg samtidig. Når teksten printes ud, vil den kun ses, hvis ordet skal deles. Det kan også bruges, hvis der er blevet for store ordmellemrum i en linje. Så sætter man en skjult bindestreg ind i ordet først i næste linje, så deles det der, og problemet er løst.

Om hjernevask før og nu

Jeg husker min barndomstid i børnehave og folkeskole, som en lang gang hjernevask, det startede i børnehaven med salmer og bøn og fortsatte i skolen, her blev det religiøse ævl suppleret med nationalt bavl.
Jeg gik nogenlunde uskadt igennem maskinen, for mit barndomshjem var fri for den slags. Det betyder ikke, at der ikke var andre påvirkninger af mit unge sind. Hertil hører propaganda, som jeg ser tilbage på med glæde. Et par bøger, der udkom, da jeg var 7-8 år hører hertil. Forfatteren Harald Bergstedt (ham med "Solen er så rød, mor" og "Jeg ved en lærkerede") redigerede 1. og 2. bind af en antologi af fortællinger for børn.

Herfra vil jeg citere en hel historie, jeg har brugt ny retskrivning, men bevaret ældre udtryk, f.eks. "muhamedaner".

MANDEN I TOGET

En lille historie om religionerne

Af Harald Bergstedt

I en kupe sad fem slubberter. Den ene var kristen, den anden var jøde, den tredie var muhamedaner, den fjerde var buddhist, og den femte var fritænker.

De kom fra hver sin del af verden, havde gået i hver sin skole, lært hver sin religion, og hver af dem sad nu og pralede af, at hans religion var den eneste rigtige, og at de andre var nogle hedningehunde, idioter og "djævelens børn". De hvæsede og spyttede på hinanden, de truede og skreg op, så der ikke var ørenlyd i kupeen; mens de mundhuggedes om, hvis religion, der var den rigtige.

Da kom der en fredelig rejsende ind med sin kuffert og sit rejsetæppe. Han satte sig i et hjørne af kupeen for at spise sin rejsemad i fred og ro uden at blande sig i kævleriet.

Men nu for de andre over ham og ville ha ham med ind i deres skænderads. Den kristne ville absolut gøre ham til kristen. Jøden ville gøre ham til jøde. Muhamedaneren ville omvende ham til muhamedaner og fritænkeren til fritænker.

Den rejsende bad, om han ikke måtte få lov til at passe sig selv. Han var ude på en vigtig rejse og havde meget alvorlige ting at tænke på.

Men nu blev de alle fem fornærmede og faldt i fællesskab over ham og plyndrede ham. Den ene tog hans kuffert, den anden hans tæppe, den tredie hans mad, den fjerde hans penge, og den femte gav ham et spark ud af døren; hvorefter de alle fem satte sig til at dele byttet og mundhugges videre.

- - -

Plyndret og blodig gik den arme rejsende ned gennem toget og fandt endelig ind i en lun og fredelig kupe.

Her sad der fem flinke og rare mennesker. Den ene var kristen, den anden var jøde, den tredje muhamedaner, den fjerde buddhist og den femte fritænker.

Også de kom fra hver si del af verden, havde gået i hver sin skole og lær hver sin religion. Men da de var kloge og gode mennesker alle fem, så var de netop ivrige efter at høre hinandens meninger, for om de muligvis kunne lære noget nyt eller godt hos hinanden, eller finde ud af, hvis religion, der var den rigtigste.

Men da den fremmede kom ind i kupeen, så hørte de straks op med at tale om religioner og gav sig i stedet for til at udspøre ham om, hvordan han var kommet så galt afsted.

Og alle fem havde ondt af ham og ville gerne hjælpe ham. Den ene gav ham et tæppe, den anden gav ham mad, den tredje gav ham penge, den fjerde forbandt hans sår, og den femte påtog sig

at hente politiet, når toget standsede for at skaffe ham hans ret.

Den fremmede havde siddet dødbleg af harme og fortvivlelse. Nu fyldtes han påny af glæde ved at møde så megen godhed og kammeratlig hjælpsomhed. Og da toget standsede, så rystede han deres hænder til tak og sagde:

- - - Farvel allesammen, hver og en. Jeg kender jer jo ikke, og I kender heller ikke mig. Jeg ved ikke, hvad religion I har hver for sig, jeg ved heller ikke, hvis religion, der er den rigtige. Jeg tror sandheden er international lige som solen og luften og ligeligt fordelt ud over alle nationer og religioner. Jeg ved kun, at I er mine medmennesker og gode kammerater -- alle fem -- og at jeg vil huske jer og takke jer alle, så længe jeg lever..

Tanker om demokrati

Som led i bestræbelserne for at ensrette den danske befolkning har regeringen nedsat en gruppe af smagsdommere, der har udgivet en demokratikanon.
Kvaliteten af dette udvalgs arbejde kan ses af, at såvel Paulus som Luther bliver nævnt, som personer, der har fremmet den demokratiske tanke.
Jeg tror, at det ville have forbløffet begge de herrer. Nutidens danske udgave af kristendom-light er ganske vist ikke til hinder for demokrati, men tidligere tiders udlægning var næppe så demokratisk, at det kunne mærkes.
Jeg vil gerne yde mit bidrag til samlingen af eksempler på demokratisk tankegang:
I min læretid på et københavnsk trykkeri oplevede jeg følgende: Lige efter krigen blev en meget dygtig typograf ansat; men det vakte harme hos en del af de ansatte, for den pågældende var tysk statsborger, selv om han havde levet årtier i Danmark, og man sagde, at han havde været med i en væbnet tysk afdeling under krigen.
På det tidspunkt var der overalt i den danske befolkning en hysterisk stemning, der nærmede sig lynchmentalitet.
Da var det, jeg så den demokratiske tankegang for fuld udblæsning. En del af de ældste kolleger sagde, at uanset hvad manden blev beskyldt for, så skulle han have lov til at forsvare sig.
Det skete så på et klubmøde, der var jeg ikke med, for jeg var kun lærling, og så demokratiske var man dog heller ikke.
På mødet kunne han fortælle, at han havde været indkaldt, men det var jo ikke med hans gode vilje. Derefter faldt modviljen mod hans ansættelse væk.
Jeg glemmer ikke de ældre svende, der gik imod hysteriet og forsvarede demokratiet.

Dansk og matematik

Det hænder, at almindelige danske udtryk ikke er så nøjagtige, som man kunne ønske det. Det gælder især når man går ind på områder, der kan behandles matematisk.

Større og mindre
Hvis en pris er steget fra 100 kroner til 400 kroner, så er den firedoblet, eller som man ofte siger, den er fire gange så høj. Ingen kan indvende noget imod det, men hvis prisen falder fra 400 kroner til 100 kroner, så er det problematisk at sige, at den er fire gange lavere, for hvis den blot er en gang lavere, så er varen jo gratis. Så her må man hellere sige, at den er en fjerdedel eller er 300 kroner lavere.

Prisskilte
Gå en tur ned ad en gågade, der vil du se et skilt på udstilling af dametøj. Der står: ”Fra 100 kroner”, prøv at lede, der er intet til 100 kroner, alting er dyrere. Derfor, når du ser sådan et skilt, så oversæt det til det, der menes: ”Mindst 100 kroner”. Så slipper du for at ærgre dig.

Det modsatte kontra det omvendte
Det modsatte af tallet 5 er minus fem, men det omvendte af 5 er en femtedel.

Varme og kulde
Når temperaturen stiger fra ti grader til tyve, er der mange, der vil sige, at det er blevet dobbelt så varmt. Og omvendt, når om vinteren temperaturen falder fra minus 10 grader til minus 20 grader, så siger man, at der er dobbelt så koldt. Det er alt sammen noget der kommer af, at vi ser på Celsius-skalaens tal, men hvad nu, hvis vi så på Fahrenheit-skalaen, så vil det første eksempel være en stigning fra 50 til 68, og i det andet tilfælde vil det være et fald fra 14 til minus 4.

Chance
I almindeligt sprogbrug er ordet chance noget positivt; man tager chancen for at vinde i lotteriet, og selv når man i trafikken tager en chance, så er det i forhåbning om, at det går godt. Men ingen ønsker at tale om chancen for at få lungekræft; her vil man tænke på risikoen.
I matematik har man et neutralt ord, der kan anvendes overalt, her taler man om sandsynligheden. Det bevirker imidlertid, at man ikke ser så lyst på muligheden for at vinde i lotto, når man først tænker på den kolde og beregnelige sandsynlighed frem for den mere håbefulde chance.

Lydstyrke
Styrken af en lyd, støj eller musik, måles i decibel. Man kan let tro, at hvis trafikstøjen måles til at være 40 decibel den ene dag og til 80 decibel næste dag, at så er støjen blevet dobbelt så stærk. Det er imidlertid en fejl, for decibel er en logaritmisk skala, så for hver 10 decibel er støjen 10-doblet; så de 40 decibel betyder en stigning på 10.000 gange.

Jordskælv
Styrken af et jordskælv udtrykkes ved et tal på Richterskalaen. Det er en logaritmisk skala, så Richtertallet 6 betyder at udslaget på måleren er ti gange større end ved Richtertallet 5.

Om wienerbrød og drikkepenge

Det tidspunkt, da jeg stærkest føler, at jeg ikke længere kan følge med udviklingen, er hvis jeg ser priserne i en bagerbutik.

Jeg nævnte det for min far, der på det tidpunkt var over 90, og fortalte, hvordan jeg huskede en pige, der engang i 1940-erne fik besked af sin mor, hun skulle køre til bageren og hente 11 stk. 11-øres wienerbrød og 7 stk. 7-øres. Jeg husker det, fordi hun syntes det lød så fjollet.

Min far sagde, at da han var dreng, hed det en 2-øres kage.

Han fortalte, at han boede nær ved Østerbro gasværk, og når kuskene kom fra værket med et læs koks, kunne hestene have svært ved at komme op over bakken. Så kom de små drenge løbende og hjalp med at skubbe, og til gengæld kastede kusken så e par 2-ører til dem.

Jeg tror ikke, at de kuske var sæligt velhavende, men i wienerbrødspriser vil det svare til, at en chauffør, der blev skubbet i gang, ville kaste et par 10-kroner.

Det tror jeg ikke på ville ske.

Om paratviden

For et par år siden blev hele landet rystet ved at erfare at skoleelever ikke mere spildte tiden i geografitimerne med at indøve bynavne på remse. Det fik vor undervisningsminister til at gå i aktion for det bereb, der hedder paratviden. I den anledning skrev jeg følgende indlæg i lærernes fagblad:

Paratviden er godt!
Jeg ik ud af skolen med realeksamen i 1944, og jeg husker det meste af, hvad jeg har lært for eksempel i geografi.
Jeg ved at Kina har 400 millioner indbyggere, og at det er præcis 100 gange mere end i Danmark, hvad der viser, at vi er en lille udsøgt skare. Jeg ved, at Prag er hovedstaden i Tjekkoslovakiet og hvor den polske korridor ligger.
Jeg er glad for min paratviden, der har sparet mig for senere at skulle søge oplysninger.

Opslag

Følgende tekst har jeg printet ud på A5 papir og ophængt i busstoppestders læskure. Følg mit eksempel, så vil livet være blevet bedre allerede om en halv snes år:

Hvis du ikke har din mor med til at rydde op efter dig,
er der kun en udvej:

DU MÅ SELV
LÆGGE DINE CIGARETSKOD
I BØTTEN

Så behøver dine modmennesker
ikke føle, at de lever
på bunden af
et askebæger

Fremmedord som krydderi

I sin tid var der et stormagasin, der hed Magasin du Nord, det er fransk og skulle efter min ordbogbetyde Nordens butik.
Så skiftede det navn til Magasin, men alle vi, der er glade for det fremmedartede, blev ved med at udtale det på en affekteret måde, så man kan høre, at vi er med på den værste.
Nu står der med kæmpebogstaver Magasin Sale, så jeg fandt min fransk-danske ordbog frem og så at sale betyder snavset, - det var da sært.
Så prøvede jeg med engelsk-dansk ordbog, her står der, at sale betyder salg.
Jeg tror betydningen ligger midt imellem, det er sikkert udsalg af varer, der er blevet lidt nusset.
Eller hvad mener I.