Hvor småt kan det blive?

Den mindste skrift, jeg har prøvet som sætter, var nonpareille (udtales nonprel), her er bogstavernes højde fra top til bund seks punkt, det svarer til ca to millimeter. Der fandtes mindre grader, perle var fem punkt, diamant fire punkt, men de små grader var ulæselige og brugtes sjældent. I dag sættes tv-programmerne med nonpareille og nogle af dem med perle.Jeg må have en lup med, hvis jeg i butikker vi llæse, hvad der er i maden, eller hvad der står i brugsanvisninger. Før i tiden var det kun forsikringsselskaber der brugte så små grader og kun på bagsiden af forsikringspapirer.

Om krøllede bogstaver

Jeg har aldrig haft problemer med at læse gotiske bogstaver (trykte vel at mærke, med håndskrift er det noget andet), det skyldtes, at mellem de første bøger jeg læste, var der en lille bog med eventyr, den stammede fra min mors barndom; det var sider fra Familie-Journalen, der var blevet falset og indbundet. Det var en samling af formodentlig engelske eventyr; af en helt anden type end danske; de var spændende at læse, og det, at det var gotiske bogstaver gjorde intet, Senere i skolen var det stadig almindeligt, at en del af læsebogen var med gotiske bogstaver, men nu var jeg jo vant til dem.
Som sætterlærling lærte jeg reglerne for gotiske bogstaver, det var mest de to slags "s", der er et lille og et langt, det sidste bliver af den usikre læser ofte forvekslet med et "f". Og så er der flere ligaturer, dvs. sammenstøbninger af flere bogstaver.
Jeg fik imidlertid kun brug for denne viden en eneste gang. Det var under krigen, Hovedstadens Brugsforening fik trykt nogle kort på tysk. der stod:  Denne butik tilhører en dansk forbrugerforening,og må efter dansk lov kun sælge til medlemmer.Og det stod med Schwabacher, en sort gotisk skrift.
Nok var de tyske soldater en besættelsesmagt, men den menige soldat rettede sig efter lovens bogstav, og gik hen og købte sine flødeskumskager et andet sted.

En valghistorie

En gammel kollega fortalte denne lille erindringshistorie fra tiden før første verdenskrig. Arbejdstiden var meget lang, og det kunne knibe med, at alle kunne nå at komme hjem og ned til valgstedet inden lukketid. Men det var der råd for, et par mand ventede med at stemme, indtil valgformanden råbte, om der var nogen til stede, som endnu ikke havde afgivet sin stemme; så trådte en mand frem og meldte sig, han fik sin stemmesedddel og forsvandt bag forhænget,det tog lang tid, før han meddelte, at blyanten var knækket, og han fik en ny. Når han så havde smølet sig færdig, gentog komedien sig med en ny vælger. På den måde kunne det lykkes at få tid til de sidste.
Men han sagde også, at hans far var ude for, at hans partifæller kunne fortælle ham, at de havde ladet en anden stemme i hans sted, fordi de var i tvivl om, hvorvidt han kunne nå at komme frem til tiden.

Om demokrati

Her i landet er vi meget interesseret i demokrati i andre lande, det skal der til, siges det. Men er vi så glade for demokrati?
Prøv f.eks. at blade i Højskolesangbogen, Der er stort set tre kategorier: Der er religiøse sange og salmer; der er nationale sange, og der er de nuttede sange. Men man vil ikke finde en eneste, der handler om demokrati. Det interesserer ikke digtere. Heller ikke i prosa findes der ret meget om demokrati. Det sidste jeg har set er en historie af Carl Winther Sørensen i samlingen " Vi vandrer sol i møde" fra 1934, den hedder "Da Pløk skulle stemme", den handler om en murersvend, der må rejse på tomlen gennem hele landet for at kune stemme ved et valg i 30'erne.
Vi kan se hyldest til frihed, men det er en helt anden sag. Grundloven handler om demokrati, men også om at begrænse den.
Men jeg efterlyser digtere, der synes, at demokrati er lige så vigtigt som blå himmel, grønne marker og andet
nuttet stof.

Om håndskrift

I sin tid havde alle lært skråskrift, den har det desværre med at blive komplet ulæselig. De eneste, deer kunne skrive så man kunne læse det, var bibliotekarer. Alle kartotekskort var udfyldt i hånden, og alle med den samme letlæselige skrift; man kunne ikke se hvilken af bibliotekarerne, der havde skrevet kortet, de var alle ens. Selv troede jeg, at jeg havde en læselig håndskrift, indtil jeg som soldat skulle skrive krypterede telegrammer ned. Det var ikke ord men koder på fem bogstaver, og når de skulle dechiffreres, måtte der ikke være fej, så ville resten af telegrammet gå i skuddermudder. Der var forskel på piümn og püinm. Men som typograf så jeg eksempler på håndskrifter, der var så ulæselige, at man skulle tro, at det var løgn.
Men bedre tider var på vej; en dag så jeg en maskinsætter på vej gennem håndsætteriet, han standsede pludselig op og stod og studerede en dagseddel. "Hvem har skrevet det?" spurgte han. Jeg forklarede, at det var vor nye lærling, og at han måtte være på det første hold af elever, der forlod skolen efter at have lært den norske formskrift. Lidt efter stod alle fem maskinsættere og beundrede lærlingens håndskrift. "Tænk, hvis vore kunder skrev sådan!" lød deres dom.
Desværre synes det, som om det i dag ikke agtes så højt at skrive, så det kan læses. Og det er synd.
Formskriften er nemlig også køn. Er den skrevet med kuglepen, er den for tam; men brug en fyldepen, der gør forskel på op og nedstreger; det gør alverden til forskel

Tanker om Janteloven

Der var engang en stor forfatter, ingen kan eller kunne sige andet, end at han var et geni. Det pinte ham derimod, at der var folk, som  syntes, at han som person havde fejl; han var desværre temmelig fordrukken, og kunne være en plage for sine venner. Det, syntes han, var deres fejl, og så skrev han Janteloven.
Den giver stof til eftertanke og bør kendes af alle; men den er ikke en undskyldning for, at man kan te sig, som man vil, uden at man risikere kritik. Uanset hvor dyr en bil man har, så skal man overholde færdselsreglerne, det er ikke begrundet i misundelse, men i ønsket om lighed for loven. Husk, selv fattigrøve uden bil skal overholde hastighedsgrænserne.

Skriftstørrelser

I bogtryk har man et mål,der hedder et punkt. De forskellige skriftstørrelser har hver deres navn.
Man måler fra det øverste af et versal (stort) bogstav til det nederste af et nedhængende bogstav. En 6 punkt skrift hedder Nonpareil (udtales nonprel), 8 punkt er Petit, 10 punkt er Korpus, 12 punkt Cicero, 14 punkt Mittel, 16 punkt Tertia, 20 punkt Text.
Hvis satsen er kompres, vil nedhængende bogstaver røre ved næste linjes versaler, det vil være uskønt, og derfor bliver satsen skudt, dvs. der indskydes to punkt ekstra mellem linjerne.
Nu er der små forskelle på de typografiske mål verden over, derfor svarer Words mål ikke til typografiske mål her i landet.
Når en skriftstørrelse i Word hedder 12 pkt, så svarer det nærmest til skudt korpus, for skydningen regnes med i de 12 pkt.

QWERTY og ETAOIN

Jeg tror de fleste kan genkende det første af de to ord i overskriften. Det er de første seks bogstaver på tastaturet af en skrivemaskine, og det er overgået til komputoren, så alle kender den rækkefølge; men der findes jo andre tastaturer. På en sættemaskine var der en anden opstilling. Jeg har aldrig været maskinsætter, men som håndsætter skulle jeg ombryde satsen, f.eks. inddele satsen i enkelte sider. En linotype støbte en linje ad gangen; det kunne ske, at maskinsætteren havde brug for at gøre opmærksom på, at her skulle der ske noget, en tabel indsættes eller lignende, og derfor lod han fingeren glide ned ad den første række taster, og så stod der: ETAOIN ETAOIN ETAOIN, næste række gav så: SHRDLU. Det ville sætteren så straks opdage.
Det at det var hele linjer betød, at hvis en fejl skulle rettes, så måtte hele linjen skiftes ud. Hvis sætteren, der skiftede denne linje tog fejl og satte den nye linje ind et forkert sted, så var der først mulighed for trykfejl, og den slags kan så ses i en bog hundrede år senere.

Om fotografering

Da jeg var dreng stod der en kanonfotograf på Københavns Rådhusplads, han havde apparatet på et stativ,og det kunne godt ligne et skydevåben, deraf navnet. Først tog han billedet, så fremkaldte han i kassen negativet (på papir), og så slog han en holder ud, anbragte negativet der, fotograferede det, og så var det positivbilledet, der blev fremkaldt. Det var hans forretning, han stod der altid ligesom manden, der solgte duefoder.
Min mor havde et apparat, det var en sort kasse, der var ikke noget med at indstille, man pegede på emnet, trykkede på en knap, og så blev filmrullen sendt til fremkaldelse og kopiering.
Min onkel Erland fotograferede familien ved særlige lejligheder; han kunne også fotografere indendørs, han hældte et pulver (magnesium) op i en lille holder, trykkede på en knap, og så flammede det op som et lyn, det kaldtes blits.
Jeg havde så småt håbet på at få et apparat foræret til min konfirmation, i 1941, men sådan blev det ikke,men jeg havde fået næsten to hundrede kroner, og dagen efter købte jeg et klapkamera for 125 kr. Jeg gik hjem til Erland og spurgte ham til råds for her skulle man både indstille blænde og tid, men filmen skulle sendes til fremkaldelse. Senere købte jeg en lille, rund metalskive, den kunne man indstille på, hvilken måned det var, om der var klar sol eller overskyet, og så stod der, hvilken blænde, man skulle bruge.
Efter krigen var der mangel på sådan noget som film, så jeg solgte klapkameraet og købte et pladeapparat, for der var så få, der brugte plader, så det kunne man få. Det var herligt, først skulle man på en matskive se billedet,og da bælgen kunne trækkes ud, så der var 15 cm fra linse til matskive eller plade, kunne man få et knivskarpt billede; det var væsentlig bedre end de nyere apparater. Fremkaldelsen hjalp en af mine kammerater, der var kemigraflærling, mig med. Vi tilbragte mange timer i mørkekammer med fremkaldervæske og fixerbad. Han havde også forstørrelsesapparat, så vi kunne næsten alt.
Det krævede, at jeg havde et stativ med mig, det glemte jeg desværre under sengen på et vandrerhjem i Wales i 1949. Og apparatet lånte jeg ud engang i 60'erne, hvor det er nu ved jeg ikke.
Senere købte vi et mere moderne apparat til film, og nu kunne man fotografere i farver, resultatet var diapositiver, som man kunne betragte i et særligt apparat eller som lysbillede. Nogle år efter kunne man få papirbilleder. Men man skulle stadig sende filmen til fremkaldelse og kopiering.
I år 2000 fik vi et kamera, som vi kan slutte til komputeren, billederne kan ses på skærmen og printes ud, og det er slut med at købe film, for der er mulighed for et utal af billeder, og der er råd til at sortere i billederne. Overvejelser om blænde og tid er slut.
Nu er vi nået til at vore mobiltelefoner også kan tage billeder, så man altid har apparatet ved hånden.
Hvad bliver det næste?