Om fotografering

Da jeg var dreng stod der en kanonfotograf på Københavns Rådhusplads, han havde apparatet på et stativ,og det kunne godt ligne et skydevåben, deraf navnet. Først tog han billedet, så fremkaldte han i kassen negativet (på papir), og så slog han en holder ud, anbragte negativet der, fotograferede det, og så var det positivbilledet, der blev fremkaldt. Det var hans forretning, han stod der altid ligesom manden, der solgte duefoder.
Min mor havde et apparat, det var en sort kasse, der var ikke noget med at indstille, man pegede på emnet, trykkede på en knap, og så blev filmrullen sendt til fremkaldelse og kopiering.
Min onkel Erland fotograferede familien ved særlige lejligheder; han kunne også fotografere indendørs, han hældte et pulver (magnesium) op i en lille holder, trykkede på en knap, og så flammede det op som et lyn, det kaldtes blits.
Jeg havde så småt håbet på at få et apparat foræret til min konfirmation, i 1941, men sådan blev det ikke,men jeg havde fået næsten to hundrede kroner, og dagen efter købte jeg et klapkamera for 125 kr. Jeg gik hjem til Erland og spurgte ham til råds for her skulle man både indstille blænde og tid, men filmen skulle sendes til fremkaldelse. Senere købte jeg en lille, rund metalskive, den kunne man indstille på, hvilken måned det var, om der var klar sol eller overskyet, og så stod der, hvilken blænde, man skulle bruge.
Efter krigen var der mangel på sådan noget som film, så jeg solgte klapkameraet og købte et pladeapparat, for der var så få, der brugte plader, så det kunne man få. Det var herligt, først skulle man på en matskive se billedet,og da bælgen kunne trækkes ud, så der var 15 cm fra linse til matskive eller plade, kunne man få et knivskarpt billede; det var væsentlig bedre end de nyere apparater. Fremkaldelsen hjalp en af mine kammerater, der var kemigraflærling, mig med. Vi tilbragte mange timer i mørkekammer med fremkaldervæske og fixerbad. Han havde også forstørrelsesapparat, så vi kunne næsten alt.
Det krævede, at jeg havde et stativ med mig, det glemte jeg desværre under sengen på et vandrerhjem i Wales i 1949. Og apparatet lånte jeg ud engang i 60'erne, hvor det er nu ved jeg ikke.
Senere købte vi et mere moderne apparat til film, og nu kunne man fotografere i farver, resultatet var diapositiver, som man kunne betragte i et særligt apparat eller som lysbillede. Nogle år efter kunne man få papirbilleder. Men man skulle stadig sende filmen til fremkaldelse og kopiering.
I år 2000 fik vi et kamera, som vi kan slutte til komputeren, billederne kan ses på skærmen og printes ud, og det er slut med at købe film, for der er mulighed for et utal af billeder, og der er råd til at sortere i billederne. Overvejelser om blænde og tid er slut.
Nu er vi nået til at vore mobiltelefoner også kan tage billeder, så man altid har apparatet ved hånden.
Hvad bliver det næste?