torsdag den 28. oktober 2010

Om kunstfærdig typografi

Jeg har tidligere brokket mig over moderne typografi, der glemmer at undgå horeunger og franske ditto. Jeg vil her fortsætte mit brokkeri, men først lidt historie.
For ca. halvandet hundrede år siden havde Frankrig en konge, der hed Louis-Philippe; ikke alle var lige begejstret for ham, og et blad bragte endog tegninger, hvor han blev afbildet som en pære.







Den slags svineri kan man jo ikke have, så bladet blev bragt for retten og dømt. Dommen skulle bringes i bladet, og det blev den. Se blot her forsiden:





Den slags må jo aftvinge en respekt, jeg har den dybeste beundring for den typograf, der har satt denne forside.
I vore dage ville den slags kunne udføres med nogle få klik med musen, og det kan desværre let forlede til, at det bliver brugt for tit. Resultatet er desværre, at mange linjer bliver hakket i stykker, så teksten er vanskelig at læse. Og det vil jeg gerne brokke mig over.

mandag den 20. september 2010

Hvad var livet uden fremmedord?

En kollega på trykkeriet viste mig et brev, han havde skrevet til sin husvært. Jeg viste ham, at han havde brugt tre fremmedord, alle tre forkert. Da jeg mente, at han hellere skulle have brugt de rigtige danske ord, svarede han, at han jo gerne ville vise, at han ikke var en ren analfabet. Og det var jo en rigtig betragtning.Så her er tre fremmedord, som enhver kan indflette i en samtale og vise, at man ikke er en analfabet.

Parallepipidum
Seks ens kvadrater er en terning. Seks rektangeler er en kasse (f.eks. en skotøjsæske). Seks paralellogrammer er siderne i et paralellepipidum (f.eks. en ligkiste).

Onomatopoietikon
er blot et lydefterlignende ord (f.eks. bang, risle).


Oxymoron
Er et ord,, der er sammensat af to modstridende begreber (f.eks. larmende tavshed, en rødglødende istap) for nogle år siden var der en humorist, der ville skabe en forening, der skulle hedde Henry, det skulle betyde hensynsfulde rygere,det er en oxymoron.

tirsdag den 20. juli 2010

Fremprovokerede trykfejl

tirsdag den 20. juli 2010


I november havde jeg et indlæg om sætternissen. Her er et par eksempler, hvor sætteren har hjulpet til:
En kollega, der havde stået i lære i Berlin, før og under 1. verdenskrig, fortalte, at han skulle sætte en sang til en forlovelsesfest, og heri stod sætningen "sie grûssten einander mit einem warmen hândedruck". Her ville han more korrekturlæseren ved at bytte om på ä og u i det sidste ord. Desværre gik fejlen igennem.
Et andet eksempel er fra et kort over Dyrehaven. I dag kan man her se, at stien, der går fra Peter Liep til friluftsteatret i Ulvedalene, hedder Teaterstien. Men på Politikens kort fra 1940'erne stod der, at den hed Hurtigknepperstien, og den slags ord så man dengang sjældent på tryk. Jeg er sikker på, at en eller anden har moret sig med at sætte den linje på.


0 kommentarer:

fredag den 11. juni 2010

Et citat

Det er snart blevet en hverdagsbegivenhed, at vi hører om danske soldater, der er blevet dræbt langt fra Danmark. Det får mig til at tænke på et digt af Harald Bergstedt, der sikkert er blevet til efter første verdeskrig, da USA indførte spiritusforbud:

DER ER DOG FORSKEL

Da Svendsens eget hjertebarn
blev slæbt i krig og skudt,
frembar han stolt sit tab på folkets alter.
Men da samme kære folk
fik hans frokostsnaps forbudt,
da græd han hjerrteblod i pressens spalter.

tirsdag den 20. april 2010

Gamle vittigheder

Kunstneren Herman Stilling sagde engang, at der var enkelte gamle vittigheder, som man burde holde vedlige, selvom de måske er uforståelige for nutidens unge.
Han nævnte som eksempel den om drengen, der meddeler værkføreren, at hans far ikke kommer, fordi han er syg. Værkføreren spørger:"Er din far i sygekasse?" hvortil drengen svarer: "Nej, han ligger i en almindelig seng."
Nu vil jeg bidrage med et par gode gamle.

Dagen før fars dag går en husmoder fulgt af sin lille søn ind til en cigarhandler og køber tre cigarer, der bliver udleveret i en lille pose, som hun lægger ned i sin indkøbskurv. Da de kommer ud på gaden, siger den lille: "Mor, manden troede, at du ville ryge dem selv." Moderen: "Hvorfor tror du det?" Drengen: "Jo, han sagde 'Pas på, De ikke knækker Dem' ."

En hestevogn står uden for en kælderbeværtning, hesten gumler i sin mulepose, og kusken sidder i beværtningen og får en øl, så stikker en lille dreng hovedet ind og spørger"Mand, mand, må jeg klappe din hest? Kusken svarer: "Gu må du ej, skrup af med dig:" Lidt efter er drengen der igen: "Mand, mand din hest er væltet." Hvortil kusken svarer: "Så har du jo klappet den alligevel, din satans knægt!".

fredag den 9. april 2010

9. april og 4. maj

I dag ævles der på fuld kraft om 9. april, og hvad den dato skulle betyde.
Jeg var 12 år i 1940, og var skræmt, for jeg vidste, at mine forældre var socialdemokrater, og jeg havde hørt om, hvordan Nazityskland behandlede anderledes tænkende, og jeg havde mødt tyskere, der havde måtet flygte fra Tyskland. Det var også noget jeg havde læst om i Socialdemokraten og i DUIs blad Rødfalken.
Hvis mine forældre havde været pæne borgerlige mennesker og havde holdt en anden avis; ja så havde jeg intet anet.
Jeg ved det, for i 1943 var jeg på en feriekoloni, og der opdagede jeg, at mine kammerater aldrig havde hørt om, at der havde været koncentrationslejre i Tyskland før krigen. De troede, at det var noget nyt, og blev overrasket ved at høre min påstand, at der var tyskere, der var blevet spærret inde der. Jeg ved ikke, om de troede mig.
Så tro ikke på dem, der hævder, at hele nationen stod samlet imod besættelsen.
Da krigen sluttede var jeg glad for at have overlevet krigen, og især fordi, man jo havde grund til at frygte, at befrielsen blev med bomber og granater; sådan som det viste sig at gå på Bornholm.
Når folk, der er født efter krigen, udtaler, at man burde havde ydet størrre modstand, med de tab, det ville medføre; så fristes jeg til at spørge, hvilke onkler eller tanter kunne I ønske ofret? For hvis det blev jeres forældre, hvad var der så blevet af jer?
Traditionen med at fejre besættelsens ophør med stearinlys i vinduerne er en smuk skik, men det bliver ikke hos mig.
Efter at vi selv er begyndt at angribe andre lande og deltage i besættelse, synes jeg ikke, vi har noget at lade andre høre

torsdag den 25. februar 2010

Nuclear lyrik




Under den kolde krig gjaldt det om at holde frygten for en atomkrig ved lige, det var ens i øst og i vest, for det var jo kun den anden part, man skulle frygte.
Her i landet udgav man denne pjece om hvordan, man skulle forholde sig, hvis krigen kom; man skulle gå ned i en af de beskyttelsesrum, der ikke fandtes, og leve af dåsemad til sirenens signal lød, der sagde,at det ikke mere var farligt at trække vejret.
Det fik mig til at skrive følgende digt med inspiration fra det amerikanske blad MAD:
Jeg sidder i min sikre kælder
og spiser Irma frikadeller,
men forårsluften frisk fra filter,
den gør mig kåd, den gør mig ilter.
Jeg tænker på de piger søde,
som jeg måske engang skal møde.
Det bliver i en anden kælder,
hvor lyden fra en geigertæller
med tusinder af raske klik,
gir os den sødeste musik.
Der skal hun sidde på mit skød,
selvom det værker i mit kød,
for under paddehattens sky
går man med undertøj af bly,
Det giver jo lidt ekstra vægt,
men tænk blot på vor efterslægt,
De børn vi får, vil være kære,
selv om de måske blir lidt sære.
for takket videnskabens flid,
behøves ikke thalidomid.
Det gir os tryghed ved at læse
statsministeriets nye pjece.