9. april og 4. maj

I dag ævles der på fuld kraft om 9. april, og hvad den dato skulle betyde.
Jeg var 12 år i 1940, og var skræmt, for jeg vidste, at mine forældre var socialdemokrater, og jeg havde hørt om, hvordan Nazityskland behandlede anderledes tænkende, og jeg havde mødt tyskere, der havde måtet flygte fra Tyskland. Det var også noget jeg havde læst om i Socialdemokraten og i DUIs blad Rødfalken.
Hvis mine forældre havde været pæne borgerlige mennesker og havde holdt en anden avis; ja så havde jeg intet anet.
Jeg ved det, for i 1943 var jeg på en feriekoloni, og der opdagede jeg, at mine kammerater aldrig havde hørt om, at der havde været koncentrationslejre i Tyskland før krigen. De troede, at det var noget nyt, og blev overrasket ved at høre min påstand, at der var tyskere, der var blevet spærret inde der. Jeg ved ikke, om de troede mig.
Så tro ikke på dem, der hævder, at hele nationen stod samlet imod besættelsen.
Da krigen sluttede var jeg glad for at have overlevet krigen, og især fordi, man jo havde grund til at frygte, at befrielsen blev med bomber og granater; sådan som det viste sig at gå på Bornholm.
Når folk, der er født efter krigen, udtaler, at man burde havde ydet størrre modstand, med de tab, det ville medføre; så fristes jeg til at spørge, hvilke onkler eller tanter kunne I ønske ofret? For hvis det blev jeres forældre, hvad var der så blevet af jer?
Traditionen med at fejre besættelsens ophør med stearinlys i vinduerne er en smuk skik, men det bliver ikke hos mig.
Efter at vi selv er begyndt at angribe andre lande og deltage i besættelse, synes jeg ikke, vi har noget at lade andre høre