Om håndskrift

I sin tid havde alle lært skråskrift, den har det desværre med at blive komplet ulæselig. De eneste, deer kunne skrive så man kunne læse det, var bibliotekarer. Alle kartotekskort var udfyldt i hånden, og alle med den samme letlæselige skrift; man kunne ikke se hvilken af bibliotekarerne, der havde skrevet kortet, de var alle ens. Selv troede jeg, at jeg havde en læselig håndskrift, indtil jeg som soldat skulle skrive krypterede telegrammer ned. Det var ikke ord men koder på fem bogstaver, og når de skulle dechiffreres, måtte der ikke være fej, så ville resten af telegrammet gå i skuddermudder. Der var forskel på piümn og püinm. Men som typograf så jeg eksempler på håndskrifter, der var så ulæselige, at man skulle tro, at det var løgn.
Men bedre tider var på vej; en dag så jeg en maskinsætter på vej gennem håndsætteriet, han standsede pludselig op og stod og studerede en dagseddel. "Hvem har skrevet det?" spurgte han. Jeg forklarede, at det var vor nye lærling, og at han måtte være på det første hold af elever, der forlod skolen efter at have lært den norske formskrift. Lidt efter stod alle fem maskinsættere og beundrede lærlingens håndskrift. "Tænk, hvis vore kunder skrev sådan!" lød deres dom.
Desværre synes det, som om det i dag ikke agtes så højt at skrive, så det kan læses. Og det er synd.
Formskriften er nemlig også køn. Er den skrevet med kuglepen, er den for tam; men brug en fyldepen, der gør forskel på op og nedstreger; det gør alverden til forskel