Solidaritet - et smukt ord

Dagens erindring er af den triste slags, den stammer fra den første gang, jeg blev klar over, hvor smålige vi er, når det gælder.
Scenen er i Folkets Hus kort tid efter krigen.
Typografernes lærlingeforening havde generalforsamling, og formanden aflagde beretning. Det fremgik heraf, at typografernes fagforening havde opfordret mestrene til at hæve lærlingenes løn, da priser var steget, og det var dyrt at have de unge mennesker på kost. Mestrene havde ikke været uvillige, de ville øge lønnen med en krone om ugen; men det var på den betingelse, at hjemmene fik besked, da man jo ellers ville risikere, at de unge mennesker beholdt den krone selv, og den ikke kom husholdningsbudgettet til gode.
Dette udløste et brøl af harme. Så kunne det fandeme være lige meget!
Første års løn lå på ti kroner om ugen, og så steg lønnen med en krone hvert år.
Hvad kunne man få for en krone? Ja, man kunne f.eks. købe tre franskbrød, så lidt var den værd.
Men her havde vi en flok idealistiske unge mennesker. Der var ikke den kinesiske kuli, eller landarbejder i USAs sydstater, som de ikke var solidariske med, men deres egen familie kneb det med.
Men hvad, sådan er menneskene, man skal blot ikke forvente for meget, så blive man ikke skuffet