søndag den 13. september 2009

Poesi kontra melodi

Mit forrige indlæg kunne efterlade det fejlagtige indtryk, at jeg ikke er glad for lyrik. Derfor vil jeg nu redegøre for min indstillling.
Jeg skulle engang læse korrektur på en sangbog, og jeg opdagede, at der var en vrimmel af gode vers; når jeg ikke havde lagt mærke til kvaliteten tidligere, var det fordi, det var noget, der blev sunget. Når først der er melodi på, svækkes ens kritiske sans, det er derfor gamle, rædselsfulde sange stadig er i brug.
Dertil kommer, at mange komponister må have opfattet teksten som noget inferiørt, som man ikke skulle tage hensyn til.
For at få teksten til at passe til melodien var der flere små fikse løsninger.
Man kunne gentage en linje, så teksten kom til at ligne en drikkevise, hvor de øvrige svirebrødre kunne gentage sidste linje; men det er ikke noget, der klæder lyriske strofer, som digteren har gjort sig umage med.
Eller man kunne forvrænge et ord, ved at lade en stavelse fylde som flere.
F.eks.: "Det har du tidt betalt med dit dyreste Blod", det blev til: "Det har du tit betalt med dit dyre hesteblod".
En anden lille fidus er at lægge trykket de forkerte steder, ligesom når buschauffører udtaler stoppestednavne forkert. Her må gamle Adam Ø lægge eksempel til igen.
Hør på når danske fuldrikker synger vor nationalsang. De synger: "Der ER et yndigt land, det STÅR med brede bøge", men jeg tror Adam ville have sagt: "Der er et YNDIGT land, det står med BREDE bøge"; men pyt, han har været død længe.
Jeg har tit ved møder tænkt, at hvis jeg skulle skrive referat, ville jeg skrive noget i retning af: "Ved hjælp fra nogle komponister -- som skal være unævnt -- lykkedes det forsamlingen at skamfere udvalgte dele af dansk lyrik".

fredag den 4. september 2009

Hjortens Flugt som hadegave

I vore dage vil det være utænkeligt, men i begyndelsen af forrige århundrede var "Hjortens Flugt" meget benyttet som konfirmationsgave.
Jeg kan ikke forestille mig, at den har vakt større glæde hos modtagerne. Jeg har selv inden konfirmationsalderen læst bogen fra ende til anden, det var inden overflødig undervisning havde svækket min naturlige kritiske sans, så mit indtryk var, at det ikke var umagen værd, jeg syntes Blicher kunne gøre den slags bedre og kortere og mere forståeligt.
Jeg har senere arbejdet med en ældre sætter, der havde været i lære inden første verdenskrig, han fortalte, at han i løbet af sin læretid mindst fire gange havde sat "Hjortens Flugt"op i hånden; der var ikke sats nok til at sætte alle sider op på en gang, så han satte de sider, der skulle stå på den ene side af et ark og så måtte han lægge satsen tilbage i kassen og sætte det, der skulle sættes på den anden side. Til sidst kunne han alle versene udenad, men med den metode fik han ikke læst versene i den rigtige rækkefølge.
Han må have været åndeligt ret stærk, for man kunne overhovedet ikke mærke, at han havde taget varig skade af det.