Når hverdagen bryder igennem

Bøger er holdbare, man kan læse forfatterens ord mange år efter bogen er udkommet. Så kan man læse om de store problemer, og hvordan de blev opfattet. Men hverdagen viser sig kun i glimt, men de er værd at lægge mærke til.
I Vredens Druer kan man læse i alle enkeltheder, om hvordan man i trediverne måtte lappe en lastbils slange, selv om tuben med solution var næsten tørret ind. Et hverdagssyn som kunne genkendes af læseren i mange år efter, men som nu er historie.
Mere spændende er det når glimtene viser sig i attenhundredetallets romaner. Hos Dickens myldrer de frem. f.eks. når en husfader, der pludselig kommer til lidt penge, skynder sig i byen og kommer hjem med et stykke kød pakket ind i et kålblad. Det minder om H.C.Andersens student, der køber ost hos spækhøkeren og får det pakket ind i en side fra en bog. Begge eksempler siger lidt om størrelsen på indkøbene.
Eller i Victoriatidens dameromaner. I Stolthed og Fordomme har man fornemmelsen af, at det indkvarterede regiment kun viser sig ved, at officererne deltager i ballerne; men så er der et sted, hvor damerne udveksler nyt: nye stoffer hos manufakturhandleren og så er der en menig, der er blevet pisket offentlig, en biting, der ikke dvæles yderligere ved.
I Jane Eyre begrundes et regiments tilstedeværelse i en bisætning ved, at den skulle standse nogle uroligheder. Hovsa, nu har vi fået skildret et idyllisk, harmonisk liv, og så hører vi om opstande, men dem skal vi lede i helt andre bøger efter, hvis man vil høre om dem.

Har De noget, De skal have klinket?

I vores skab med tallerkener er der en, som er lidt anderledes. Hvis man vender bunden i vejret på den, vil man se, at den har været revnet og limet sammen og som ekstra forstærkning er der sat et par kraftige metalklinker i til at holde skåret på plads.
Vi er ellers ikke meget for at beholde skåret porcellæn, men den tallerken vil vi beholde som et minde om den tid, da man gemte stykkerne fra ituslåede dele til den dag, da en mand ringede på med spørgsmålet:"Har De noget, De skal have klinket?". Han kom en gang om året, og kunne kyndigt bese skårene og udtale sig om, hvorvidt reparationen var mulig, og hvor mange klinker der var nødvendig. For man betalte for hver klinke.
I skolen var det i fysikundervisningen muligt at benytte klinkerne som eksempel på. at metaller udvidede sig i varme og trak sig sammen, når de blev kolde. De lignede nogle meget kraftige hæfteklammer, og blev opvarmet inden de blev sat i huller, der var boret på forhånd, og så holdt de skårene sammen. Og tallerkenen kunne så bruges mange år endnu.
I dag kendes kun udtrykket: "Har du noget, du skal have klinket?", men det er at forstå som en trusel om øretæver.