Julens sange

Når en sanger når til det punkt i sin karriere, da der er fare for, at den faste indtægt fra radioen begynder at svinde ind, er der kun en ting at gøre: udgive en sang, hvori ordet jul forekommer.Så vil pladen blive spillet mange år fremover, med den faste indtægt til følge. Det har samtidig den indbyggede forsikring mod, at der vil blive stillet kvalitetskrav. Pladevenderen skal jo i tiden op mod jul (fra oktober) blande det normale bras med en vis mængde juleplad(d)er.
Ind imellem dukker der eksempler op på det, som jeg vil kalde forhærdet tidselgemytlighed.
Det kan virke forfriskende.
Her mangler jeg dog at høre Scherfigs: "Hej hop! Nu har vi jul igen". Den findes nok ikke på plade. Vi må håbe på at et kor indsynger den. Jeg citerer første vers. Resten kan I finde på nettet.
Hej hop! Nu har vi jul igen,
med vat og lort og nissemænd
og julesalg i Jesu navn
til Herrens pris og Illums gavn.

Om snevejr og julegaver

Til indledning et par ord om snevejr før og nu: Når der er faldet sne kan vi idag høre traktorer med roterende børster, der fjerner den sne, der ligger, hvor fejemaskinen kan komme til; men i 30'erne og 40'erne kunne man høre en hær af forfrosne mænd, der med skovle og sneskrabere gav sig i kast med vejret. Hvor kom alle disse mænd fra? Det var arbejdsløse, der i god tid havde hentet et snetegn. Så kunne de afvente et tidspunkt, da deres nummer var med på tavlen. Der kunne f.eks. stå: Snetegn nr. 250 til 400.
Nu kommer min historie: Min fader havde en yngre broder, der hed Kaj, han elskede hele sit liv at give gaver, men et år, da han var arbejdsløs og ingen penge havde, var julen en sorgens dag for ham, han var trist hele aftnen.
Næste år var han stadig arbejdsløs, men det år faldt sneen i november, han tjente gode penge og købte det år de flotteste gaver til alle familiens børn. Og så var julen reddet for ham.

Om sætternissen

Her imod årets slutning ses der nisser allevegne; men jeg vil hylde en enkelt, som jeg kender en del til: nemlig sætternissen.
Det er ham, man kan give skylden for alle de tyrkfejl, der findes.
Nogle fejl kalder smilet frem, mens andre føles som en katastofe. Til de sidste hører fejl i et årsregnskab, det kan kræve at oplaget kasseres, og et nyt må trykkes.
Min far var i mange år beskæftiget med annoncerne i Social-Demokraten og fortalte om en pinlig fejl: Ved ombrydningen var en dødsannonce blevet tilføjet en linje med teksten: "afgået med kul til Newcastle".
Enkelte fejl kan fremkaldes med vilje. På trykkeriets kontor var der en dame, jeg mener hun hed Hilda Andersen. Hun fik trykt nogle visitkort, og hun fortalte mig om det chock, hun fik, da hun åbnede den fine æske med de to hundrede visitkort og så, at det øverste kort lød på Hulda Andersen. Detr lettede dog, da det viste sig, at det kun var de tre øverste, der så sådan ud.

Poesi kontra melodi

Mit forrige indlæg kunne efterlade det fejlagtige indtryk, at jeg ikke er glad for lyrik. Derfor vil jeg nu redegøre for min indstillling.
Jeg skulle engang læse korrektur på en sangbog, og jeg opdagede, at der var en vrimmel af gode vers; når jeg ikke havde lagt mærke til kvaliteten tidligere, var det fordi, det var noget, der blev sunget. Når først der er melodi på, svækkes ens kritiske sans, det er derfor gamle, rædselsfulde sange stadig er i brug.
Dertil kommer, at mange komponister må have opfattet teksten som noget inferiørt, som man ikke skulle tage hensyn til.
For at få teksten til at passe til melodien var der flere små fikse løsninger.
Man kunne gentage en linje, så teksten kom til at ligne en drikkevise, hvor de øvrige svirebrødre kunne gentage sidste linje; men det er ikke noget, der klæder lyriske strofer, som digteren har gjort sig umage med.
Eller man kunne forvrænge et ord, ved at lade en stavelse fylde som flere.
F.eks.: "Det har du tidt betalt med dit dyreste Blod", det blev til: "Det har du tit betalt med dit dyre hesteblod".
En anden lille fidus er at lægge trykket de forkerte steder, ligesom når buschauffører udtaler stoppestednavne forkert. Her må gamle Adam Ø lægge eksempel til igen.
Hør på når danske fuldrikker synger vor nationalsang. De synger: "Der ER et yndigt land, det STÅR med brede bøge", men jeg tror Adam ville have sagt: "Der er et YNDIGT land, det står med BREDE bøge"; men pyt, han har været død længe.
Jeg har tit ved møder tænkt, at hvis jeg skulle skrive referat, ville jeg skrive noget i retning af: "Ved hjælp fra nogle komponister -- som skal være unævnt -- lykkedes det forsamlingen at skamfere udvalgte dele af dansk lyrik".

Hjortens Flugt som hadegave

I vore dage vil det være utænkeligt, men i begyndelsen af forrige århundrede var "Hjortens Flugt" meget benyttet som konfirmationsgave.
Jeg kan ikke forestille mig, at den har vakt større glæde hos modtagerne. Jeg har selv inden konfirmationsalderen læst bogen fra ende til anden, det var inden overflødig undervisning havde svækket min naturlige kritiske sans, så mit indtryk var, at det ikke var umagen værd, jeg syntes Blicher kunne gøre den slags bedre og kortere og mere forståeligt.
Jeg har senere arbejdet med en ældre sætter, der havde været i lære inden første verdenskrig, han fortalte, at han i løbet af sin læretid mindst fire gange havde sat "Hjortens Flugt"op i hånden; der var ikke sats nok til at sætte alle sider op på en gang, så han satte de sider, der skulle stå på den ene side af et ark og så måtte han lægge satsen tilbage i kassen og sætte det, der skulle sættes på den anden side. Til sidst kunne han alle versene udenad, men med den metode fik han ikke læst versene i den rigtige rækkefølge.
Han må have været åndeligt ret stærk, for man kunne overhovedet ikke mærke, at han havde taget varig skade af det.

Ændring af tronfølgerloven

Her har vi det endelige bevis på, at Folketingets medlemmer ikke regner os for andet end stemmekvæg, der kan gennes i den ene eller anden retning efter forgodtbefindende. Sidste gang tronfølgerloven blev hevet frem var det for at få stemmekvæget til at deltage i grundlovsafstemningen. Det var ved den lejlighed Margrethe ved en lov med tilbagevirkende kraft blev til tronfølger. Hvem har ellers haft glæde af det?

Nu skal vi igen til rette en petitesse, kan det ikke være så uendeligt ligegyldigt, hvem i den familie, der ved et tilfælde skal kaldes regent.

I sin tid, da kongeværdigheden blev taget alvorligt, blev kongen den, der anførte de drabsmænd, der skilte landet af med den forrige, men senere skulle kongen vælges af stænderforsamlingen. Det blev senere erstattet af den nuværende ordning, hvor embedet går i arv. Når den slags findes f.eks. i Nordkorea, så kan enhver se, hvor utidssvarende det er.

Derfor: Stem ved de afstemninger. der har en smule betydning, men stem blank ved denne tåbelige afstemning. Lad de royale ugeblade om at beskæftige sig med det vås.

Jeg har tænkt at skrive tværs over sedlen: Forøvrigt synes jeg monarkiet skal afskaffes.

Politik og psykologi

Sidst i 1940'erne var jeg medlem af en forening,der hed Vita. Det er måske lidt meget sagt, at kalde det en forening. Der var ingen bestyrelse og ingen medlemmer, men der var et stilehefte, hvori mødedeltagerne kunne skrive navn og adresse, og hvert møde sluttede med, at man aftalte, hvem der skulle arrangere næste måneds møde. Så blev der samlet ind til porto og lokaleleje, og så var det de udvalgte, der udsendte indbydelser etc.
De fleste af deltagerne var kunstnere, malere eller digtere, og for ikke at virke som en kunstner iførte jeg mig mit pæne blå jakkesæt i stedet for den islandske sweater jeg normalt benyttede.
Jeg var blevet indført i kredsen af en lidt ældre ven, Sigurd Wåle, han var en forfatter og filosof, der for at få sine skrifter udbredt, selv duplikerede dem, heftede dem og solgte dem. Så da han en aften holdt et foredrag med titlen "psykologi på selvbiografisk grundlag", fandt jeg mit pæne sæt tøj frem og troppede op.
Det, der gjorde det længstvarende indtryk, var hans beretning om hans to højskoleophold; når man var arbejdsløs kunne man tage på højskole, og det havde han benyttet sig af. Første år var han på Roskilde Arbejderhøjskole, der var flest DSU'ere, så der blev han ivrig kommunist.
Næste år kom han på Askov, der var det vensrefolk, og de syntes at kommunister var en slags uskadelige idealister, men at socialdemokrater havde fanden skabt, så der blev han socialdemokrat.
Det syntes jeg var en yderst belærende historie.

Arbejdsløshed - set udefra

Det må have været i 1934, jeg gik i første klasse i Sønderborg. Jeg legede med min bedste ven, der var et par år ældre end jeg, han hed Hejser, jeg er senere blevet klar over, at han nok har heddet Hans eller Heinz.
På den anden side af et plankeværk lå en have med et kirsebærtræ, og ejeren havde rakt en pose kirsebær over til os. Vi var i gang med at dele bærrene, da en tredje dreng kom ind til os, han så så trist ud, at vi spurgte om, hvad der var galt. Han fortalte os, at hans far var blevet arbejdsløs. Så vi blev enige om at dele bærrene med ham.
Jeg vidste godt, hvad en arbejdsløs var. Der kom tit en eller anden og tiggede, havde vi ingen penge, så kune han få en madpakke med. Men jeg anede ikke, at det var noget, der kunne ramme almindelige mennesker. Så jeg spurgte min mor, om min far også kunne blive arbejdsløs og fik at vide, at han havde fast arbejde, så det beroligede.
Ti år senere havde jeg fået lovning på en læreplads, og et par af min fars yngre brødre sagde, at typograf, det var et virkeligt godt fag, for de havde sådan en god arbejdsløshedskasse. Det vidste de, for medens de selv kun havde fået understøttelse efter en eller to uger, så havde typografer fået den fra første uge.

Derfor kom Danmark i krig i Irak

Der er dem, der tror, at danske soldater blev sendt til Irak på grund af frygten for masseødelæggelsesvåben; men selv vor statsminister mener, at man må find en anden begrundelse.
Men jeg mener nu, at årsagen skal søges længere tilbage. Da jeg var dreng i 1920'erne og 30'erne, var mine forældre og hele deres generation overbeviste om, at krig var noget skidt, og der var ingen vindere men kun tabere på begge sider.
Så kom krigen og besættelsen, og da krigen endelig sluttede i maj 1945 hed det sig, at det var en sejr (V-dag), og alle fik travlt med at komme på det vindende hold.
Det lykkedes i den grad, at historieundervisningen for kommende generationer gik ud på, at vi (med lidt hjælp) vandt krigen.
Og så er det nemt, at få folket til at godkende krigsdeltagelse.
Det er prøvet før: Ved lidt historieforfalskning blev Slaget på Rheden lavet om til en sejr, og så efter treårskrigen var danskerne parat til hvad som helst, og var til at lokke til krigen 1864.
Men for at gå tilbage til min barndom: Gode socialdemokrater følte, at hvis vi fik Europas Forenede Stater, så kunne vi slippe for verdenskrig nr. 2.
Da 2. verdenskrig sluttede hørte jeg ældre svende udtrykke håbet om, at grænserne igen blev åbnede, så unge håndværkere kunne arbejde overalt i Europa.
Men da afstemningen om EU kom, var de blevet så skræmte ved tanken om, at udlændinge kunne komme hertil, at de stemte imod.
Vi mangler det store nederlag, der kan vække til eftertanke.

Bogtryk - før og nu

Herover ses en side fra en af de ældste trykte bøger Gutenbergs 42-linjede bibel. Her vises, hvad der er idealet for en trykside: siden udgør en smuk rektangel, ved nærmere betragning kan det ses, at hvor en linje ender med en bindestreg, er denne anbragt uden for kolonnen, så man undgår at få en ujævn kant. Hvad der yderligere bidrager til at give siden et roligt udseendeer, at der er samme ordmellemrum overalt, det kunne kun gøres ved at Gutenberg havde tegnet og støbt nogle af typerne i forskellige bredder, senere tiders typografer havde ikke denne udvej.
En håndsætter måtte knibe eller spærre i mellemrummene for at opnå lige lange linjer. Men han kunne tage hensyn til udseendet, foran visse bogstaver som A, T og V var der ikke brug for så stort ordmellemrum som andre steder.
En maskinsætter havde ikke denne mulighed, hans maskine lavede automatisk samme mellemrum i hele linjen.
Var der flere linjer efter hinanden med for store ordmellemrum, kunne der opstå hvide floder ned gennem siden. Så måtte ombryderen ind til maskinsætteren for at få sat nogle linjer om, så siden fik et pænt udseende.
Det samme gjaldt, hvis der var mere end to bindestreger efter hinanden, det var ikke velset.
Hvad der slet ikke kunne tolereres var en horeunge, det vil for en typograf betyde, at en udgangslinje kom øverst på en side, for det ville spolere det rektangel, som kolonnen skulle udgøre.
Det var ikke så slemt, hvis en indrykket linje kom nederst på en side, så det blev kun kaldt for en fransk horeunge.
Gutenberg måtte sætte alt i hånden, men kunne lave de smukkeste bøger, så kom maskinsatsen til, og kvaliteten faldt.
Nutidens maskiner har snart overtaget alt, men kvaliteten er også blevet derefter. Betragt denne gengivelse af et bogopslag med ikke mindre end to horeunger, og det er ikke blot, fordi det er en biligbog, for den slags kan ses i dyre, illustrerede bøger på det fineste papir

Om utålmodighed

Her står jeg i Netto i en lang række og venter på at få lov til at betale de varer, jeg selv har udvalgt. Foran og bag mig står utålmodige mennesker, der kommer med tilråb som: "Nu er der otte her i køen!" tanken er, at den stakkels kassedame skal få tilkaldt hjælp, så vi kan blive ekspederet to minutter før.

Så er det jeg tænker på de gode gamle dage, dengang i 1930'erne da jeg som en lille dreng blev sendt i byen med en lang seddel med alle de ting, der skal hentes i brugsen.

Brugsen var et aflangt lokale, der var delt på den lange led af en disk, bag disken stod ekspedienten, og væggen bag ham var dækket af reoler med varer, i den ene ende af hans side stod kaffemøllen og i den anden grøntafdelingen. På kundesiden var der plads til at stille sig op til det var ens tur. Det var skrækkeligt, hvis man stod bag en dame (i mine tanker en kælling), der startede med at bede om tre pund kartofler, ekspedienten gik ned i grøntafdelingen, afvejede i en pose kom tilbage og spurgte: "Var der ellers noget?" Så bad damen om tre løg, han gik tilbage og hentede tre løg, men damen syntes, de var så små, så han må hente et til. Og således måtte den stakkels mand gå frem og tilbage den ene gang efter den anden. Når det endelig blev min tur, gav jeg ham blot sedlen, så kunne han hente tingene i den rækkefølge, der passede ham.
Alle varerne blev anbragt på et ark brunt papir, ekspedienten tog blyanten ned fra øret, skrev alle priserne ned på papiret, lagde tallene sammen, pakkede varerne ind og modtog pengene. Blev der betalt med en seddel, blev der betalt tilbage ved at tælle opad. Hvis beløbet var 6,35, så blev der lagt småpenge til, så vi nåede 7 kr. og så lagt kronemønter til, indtil vi nåede de 10 kr.

Skulle jeg have slagtervarer, så gik turen til brugsens slagter ved siden af, og her stod man i kø igen, indtil damen fra før havde bestemt sig. Skulle jeg have hakket kød, tog det lidt ekstra tid, medens slagteren hakkede kødet. Her blev kødet pakket i hvidt fedttæt papi, og denne pakke blev så igen pakket i brunt papir.
Et besøg i udsalget ved siden af (med venten i kø) var nødvendig for at få et kvart kg smør, smørret befandt sig i en drittel (en lille tønde af træ), der lå på en hylde. Ekspeditricen tog en flad træspartel op af den krukke med vand , den stod i, tørrede vandet hen over et ark pergamentpapir, gravede smørklumpen ud af dritlen og klaskede smørret op på papiret, vejede det, justerede mængden, og så begyndte en gang klasken, venden og drejen og klasken, indtil smørret havde den ønskede kassefacon, så blev det pakket ind. Igen med ekstra papir til sidst.

I dag ville disse indkøb foregå på en gang i et supermarked, selv inkluderet ventetid i kassekøen tager det ikke en fjerdedel af tiden, men vi er blevet mere utålmodige.

Lad os sige det, som det er

Jeg har forslag til et par slogans, som jeg vil tilegne de to regeringspartier og deres onde ånd:

Det første er:

BORGERNE HAR DET BEDST, NÅR DE ER I LOMMEN PÅ DEM, DER HAR PENGENE

Og nummer to er:

AT VÆRE EUROPÆER, ER AT VÆRE SIG SELV, AT VÆRE DANSK ER AT VÆRE SIG SELV NOK

Lad os være ærlige og sige det, som det er.