Om hjernevask før og nu

Jeg husker min barndomstid i børnehave og folkeskole, som en lang gang hjernevask, det startede i børnehaven med salmer og bøn og fortsatte i skolen, her blev det religiøse ævl suppleret med nationalt bavl.
Jeg gik nogenlunde uskadt igennem maskinen, for mit barndomshjem var fri for den slags. Det betyder ikke, at der ikke var andre påvirkninger af mit unge sind. Hertil hører propaganda, som jeg ser tilbage på med glæde. Et par bøger, der udkom, da jeg var 7-8 år hører hertil. Forfatteren Harald Bergstedt (ham med "Solen er så rød, mor" og "Jeg ved en lærkerede") redigerede 1. og 2. bind af en antologi af fortællinger for børn.

Herfra vil jeg citere en hel historie, jeg har brugt ny retskrivning, men bevaret ældre udtryk, f.eks. "muhamedaner".

MANDEN I TOGET

En lille historie om religionerne

Af Harald Bergstedt

I en kupe sad fem slubberter. Den ene var kristen, den anden var jøde, den tredie var muhamedaner, den fjerde var buddhist, og den femte var fritænker.

De kom fra hver sin del af verden, havde gået i hver sin skole, lært hver sin religion, og hver af dem sad nu og pralede af, at hans religion var den eneste rigtige, og at de andre var nogle hedningehunde, idioter og "djævelens børn". De hvæsede og spyttede på hinanden, de truede og skreg op, så der ikke var ørenlyd i kupeen; mens de mundhuggedes om, hvis religion, der var den rigtige.

Da kom der en fredelig rejsende ind med sin kuffert og sit rejsetæppe. Han satte sig i et hjørne af kupeen for at spise sin rejsemad i fred og ro uden at blande sig i kævleriet.

Men nu for de andre over ham og ville ha ham med ind i deres skænderads. Den kristne ville absolut gøre ham til kristen. Jøden ville gøre ham til jøde. Muhamedaneren ville omvende ham til muhamedaner og fritænkeren til fritænker.

Den rejsende bad, om han ikke måtte få lov til at passe sig selv. Han var ude på en vigtig rejse og havde meget alvorlige ting at tænke på.

Men nu blev de alle fem fornærmede og faldt i fællesskab over ham og plyndrede ham. Den ene tog hans kuffert, den anden hans tæppe, den tredie hans mad, den fjerde hans penge, og den femte gav ham et spark ud af døren; hvorefter de alle fem satte sig til at dele byttet og mundhugges videre.

- - -

Plyndret og blodig gik den arme rejsende ned gennem toget og fandt endelig ind i en lun og fredelig kupe.

Her sad der fem flinke og rare mennesker. Den ene var kristen, den anden var jøde, den tredje muhamedaner, den fjerde buddhist og den femte fritænker.

Også de kom fra hver si del af verden, havde gået i hver sin skole og lær hver sin religion. Men da de var kloge og gode mennesker alle fem, så var de netop ivrige efter at høre hinandens meninger, for om de muligvis kunne lære noget nyt eller godt hos hinanden, eller finde ud af, hvis religion, der var den rigtigste.

Men da den fremmede kom ind i kupeen, så hørte de straks op med at tale om religioner og gav sig i stedet for til at udspøre ham om, hvordan han var kommet så galt afsted.

Og alle fem havde ondt af ham og ville gerne hjælpe ham. Den ene gav ham et tæppe, den anden gav ham mad, den tredje gav ham penge, den fjerde forbandt hans sår, og den femte påtog sig

at hente politiet, når toget standsede for at skaffe ham hans ret.

Den fremmede havde siddet dødbleg af harme og fortvivlelse. Nu fyldtes han påny af glæde ved at møde så megen godhed og kammeratlig hjælpsomhed. Og da toget standsede, så rystede han deres hænder til tak og sagde:

- - - Farvel allesammen, hver og en. Jeg kender jer jo ikke, og I kender heller ikke mig. Jeg ved ikke, hvad religion I har hver for sig, jeg ved heller ikke, hvis religion, der er den rigtige. Jeg tror sandheden er international lige som solen og luften og ligeligt fordelt ud over alle nationer og religioner. Jeg ved kun, at I er mine medmennesker og gode kammerater -- alle fem -- og at jeg vil huske jer og takke jer alle, så længe jeg lever..