9. april og 4. maj

I dag ævles der på fuld kraft om 9. april, og hvad den dato skulle betyde.
Jeg var 12 år i 1940, og var skræmt, for jeg vidste, at mine forældre var socialdemokrater, og jeg havde hørt om, hvordan Nazityskland behandlede anderledes tænkende, og jeg havde mødt tyskere, der havde måtet flygte fra Tyskland. Det var også noget jeg havde læst om i Socialdemokraten og i DUIs blad Rødfalken.
Hvis mine forældre havde været pæne borgerlige mennesker og havde holdt en anden avis; ja så havde jeg intet anet.
Jeg ved det, for i 1943 var jeg på en feriekoloni, og der opdagede jeg, at mine kammerater aldrig havde hørt om, at der havde været koncentrationslejre i Tyskland før krigen. De troede, at det var noget nyt, og blev overrasket ved at høre min påstand, at der var tyskere, der var blevet spærret inde der. Jeg ved ikke, om de troede mig.
Så tro ikke på dem, der hævder, at hele nationen stod samlet imod besættelsen.
Da krigen sluttede var jeg glad for at have overlevet krigen, og især fordi, man jo havde grund til at frygte, at befrielsen blev med bomber og granater; sådan som det viste sig at gå på Bornholm.
Når folk, der er født efter krigen, udtaler, at man burde havde ydet størrre modstand, med de tab, det ville medføre; så fristes jeg til at spørge, hvilke onkler eller tanter kunne I ønske ofret? For hvis det blev jeres forældre, hvad var der så blevet af jer?
Traditionen med at fejre besættelsens ophør med stearinlys i vinduerne er en smuk skik, men det bliver ikke hos mig.
Efter at vi selv er begyndt at angribe andre lande og deltage i besættelse, synes jeg ikke, vi har noget at lade andre høre

Nuclear lyrik

Under den kolde krig gjaldt det om at holde frygten for en atomkrig ved lige, det var ens i øst og i vest, for det var jo kun den anden part, man skulle frygte.

Her i landet udgav man denne pjece om hvordan, man skulle forholde sig, hvis krigen kom; man skulle gå ned i en af de beskyttelsesrum, der ikke fandtes, og leve af dåsemad til sirenens signal lød, der sagde,at det ikke mere var farligt at trække vejret.

Det fik mig til at skrive følgende digt med inspiration fra det amerikanske blad MAD:

Jeg sidder i min sikre kælder

og spiser Irma frikadeller,

men forårsluften frisk fra filter,

den gør mig kåd, den gør mig ilter.

Jeg tænker på de piger søde,

som jeg måske engang skal møde.

Det bliver i en anden kælder,

hvor lyden fra en geigertæller

med tusinder af raske klik,

gir os den sødeste musik.

Der skal hun sidde på mit skød,

selvom det værker i mit kød,

for under paddehattens sky

går man med undertøj af bly,

Det giver jo lidt ekstra vægt,

men tænk blot på vor efterslægt,

De børn vi får, vil være kære,

selv om de måske blir lidt sære.

for takket videnskabens flid,

behøves ikke thalidomid.

Det gir os tryghed ved at læse

statsministeriets nye pjece.

Julens sange

Når en sanger når til det punkt i sin karriere, da der er fare for, at den faste indtægt fra radioen begynder at svinde ind, er der kun en ting at gøre: udgive en sang, hvori ordet jul forekommer.Så vil pladen blive spillet mange år fremover, med den faste indtægt til følge. Det har samtidig den indbyggede forsikring mod, at der vil blive stillet kvalitetskrav. Pladevenderen skal jo i tiden op mod jul (fra oktober) blande det normale bras med en vis mængde juleplad(d)er.
Ind imellem dukker der eksempler op på det, som jeg vil kalde forhærdet tidselgemytlighed.
Det kan virke forfriskende.
Her mangler jeg dog at høre Scherfigs: "Hej hop! Nu har vi jul igen". Den findes nok ikke på plade. Vi må håbe på at et kor indsynger den. Jeg citerer første vers. Resten kan I finde på nettet.
Hej hop! Nu har vi jul igen,
med vat og lort og nissemænd
og julesalg i Jesu navn
til Herrens pris og Illums gavn.

Om snevejr og julegaver

Til indledning et par ord om snevejr før og nu: Når der er faldet sne kan vi idag høre traktorer med roterende børster, der fjerner den sne, der ligger, hvor fejemaskinen kan komme til; men i 30'erne og 40'erne kunne man høre en hær af forfrosne mænd, der med skovle og sneskrabere gav sig i kast med vejret. Hvor kom alle disse mænd fra? Det var arbejdsløse, der i god tid havde hentet et snetegn. Så kunne de afvente et tidspunkt, da deres nummer var med på tavlen. Der kunne f.eks. stå: Snetegn nr. 250 til 400.
Nu kommer min historie: Min fader havde en yngre broder, der hed Kaj, han elskede hele sit liv at give gaver, men et år, da han var arbejdsløs og ingen penge havde, var julen en sorgens dag for ham, han var trist hele aftnen.
Næste år var han stadig arbejdsløs, men det år faldt sneen i november, han tjente gode penge og købte det år de flotteste gaver til alle familiens børn. Og så var julen reddet for ham.

Om sætternissen

Her imod årets slutning ses der nisser allevegne; men jeg vil hylde en enkelt, som jeg kender en del til: nemlig sætternissen.
Det er ham, man kan give skylden for alle de tyrkfejl, der findes.
Nogle fejl kalder smilet frem, mens andre føles som en katastofe. Til de sidste hører fejl i et årsregnskab, det kan kræve at oplaget kasseres, og et nyt må trykkes.
Min far var i mange år beskæftiget med annoncerne i Social-Demokraten og fortalte om en pinlig fejl: Ved ombrydningen var en dødsannonce blevet tilføjet en linje med teksten: "afgået med kul til Newcastle".
Enkelte fejl kan fremkaldes med vilje. På trykkeriets kontor var der en dame, jeg mener hun hed Hilda Andersen. Hun fik trykt nogle visitkort, og hun fortalte mig om det chock, hun fik, da hun åbnede den fine æske med de to hundrede visitkort og så, at det øverste kort lød på Hulda Andersen. Detr lettede dog, da det viste sig, at det kun var de tre øverste, der så sådan ud.

Poesi kontra melodi

Mit forrige indlæg kunne efterlade det fejlagtige indtryk, at jeg ikke er glad for lyrik. Derfor vil jeg nu redegøre for min indstillling.
Jeg skulle engang læse korrektur på en sangbog, og jeg opdagede, at der var en vrimmel af gode vers; når jeg ikke havde lagt mærke til kvaliteten tidligere, var det fordi, det var noget, der blev sunget. Når først der er melodi på, svækkes ens kritiske sans, det er derfor gamle, rædselsfulde sange stadig er i brug.
Dertil kommer, at mange komponister må have opfattet teksten som noget inferiørt, som man ikke skulle tage hensyn til.
For at få teksten til at passe til melodien var der flere små fikse løsninger.
Man kunne gentage en linje, så teksten kom til at ligne en drikkevise, hvor de øvrige svirebrødre kunne gentage sidste linje; men det er ikke noget, der klæder lyriske strofer, som digteren har gjort sig umage med.
Eller man kunne forvrænge et ord, ved at lade en stavelse fylde som flere.
F.eks.: "Det har du tidt betalt med dit dyreste Blod", det blev til: "Det har du tit betalt med dit dyre hesteblod".
En anden lille fidus er at lægge trykket de forkerte steder, ligesom når buschauffører udtaler stoppestednavne forkert. Her må gamle Adam Ø lægge eksempel til igen.
Hør på når danske fuldrikker synger vor nationalsang. De synger: "Der ER et yndigt land, det STÅR med brede bøge", men jeg tror Adam ville have sagt: "Der er et YNDIGT land, det står med BREDE bøge"; men pyt, han har været død længe.
Jeg har tit ved møder tænkt, at hvis jeg skulle skrive referat, ville jeg skrive noget i retning af: "Ved hjælp fra nogle komponister -- som skal være unævnt -- lykkedes det forsamlingen at skamfere udvalgte dele af dansk lyrik".

Hjortens Flugt som hadegave

I vore dage vil det være utænkeligt, men i begyndelsen af forrige århundrede var "Hjortens Flugt" meget benyttet som konfirmationsgave.
Jeg kan ikke forestille mig, at den har vakt større glæde hos modtagerne. Jeg har selv inden konfirmationsalderen læst bogen fra ende til anden, det var inden overflødig undervisning havde svækket min naturlige kritiske sans, så mit indtryk var, at det ikke var umagen værd, jeg syntes Blicher kunne gøre den slags bedre og kortere og mere forståeligt.
Jeg har senere arbejdet med en ældre sætter, der havde været i lære inden første verdenskrig, han fortalte, at han i løbet af sin læretid mindst fire gange havde sat "Hjortens Flugt"op i hånden; der var ikke sats nok til at sætte alle sider op på en gang, så han satte de sider, der skulle stå på den ene side af et ark og så måtte han lægge satsen tilbage i kassen og sætte det, der skulle sættes på den anden side. Til sidst kunne han alle versene udenad, men med den metode fik han ikke læst versene i den rigtige rækkefølge.
Han må have været åndeligt ret stærk, for man kunne overhovedet ikke mærke, at han havde taget varig skade af det.