Poesi kontra melodi

Mit forrige indlæg kunne efterlade det fejlagtige indtryk, at jeg ikke er glad for lyrik. Derfor vil jeg nu redegøre for min indstillling.
Jeg skulle engang læse korrektur på en sangbog, og jeg opdagede, at der var en vrimmel af gode vers; når jeg ikke havde lagt mærke til kvaliteten tidligere, var det fordi, det var noget, der blev sunget. Når først der er melodi på, svækkes ens kritiske sans, det er derfor gamle, rædselsfulde sange stadig er i brug.
Dertil kommer, at mange komponister må have opfattet teksten som noget inferiørt, som man ikke skulle tage hensyn til.
For at få teksten til at passe til melodien var der flere små fikse løsninger.
Man kunne gentage en linje, så teksten kom til at ligne en drikkevise, hvor de øvrige svirebrødre kunne gentage sidste linje; men det er ikke noget, der klæder lyriske strofer, som digteren har gjort sig umage med.
Eller man kunne forvrænge et ord, ved at lade en stavelse fylde som flere.
F.eks.: "Det har du tidt betalt med dit dyreste Blod", det blev til: "Det har du tit betalt med dit dyre hesteblod".
En anden lille fidus er at lægge trykket de forkerte steder, ligesom når buschauffører udtaler stoppestednavne forkert. Her må gamle Adam Ø lægge eksempel til igen.
Hør på når danske fuldrikker synger vor nationalsang. De synger: "Der ER et yndigt land, det STÅR med brede bøge", men jeg tror Adam ville have sagt: "Der er et YNDIGT land, det står med BREDE bøge"; men pyt, han har været død længe.
Jeg har tit ved møder tænkt, at hvis jeg skulle skrive referat, ville jeg skrive noget i retning af: "Ved hjælp fra nogle komponister -- som skal være unævnt -- lykkedes det forsamlingen at skamfere udvalgte dele af dansk lyrik".