Ændring af tronfølgerloven

Her har vi det endelige bevis på, at Folketingets medlemmer ikke regner os for andet end stemmekvæg, der kan gennes i den ene eller anden retning efter forgodtbefindende. Sidste gang tronfølgerloven blev hevet frem var det for at få stemmekvæget til at deltage i grundlovsafstemningen. Det var ved den lejlighed Margrethe ved en lov med tilbagevirkende kraft blev til tronfølger. Hvem har ellers haft glæde af det?

Nu skal vi igen til rette en petitesse, kan det ikke være så uendeligt ligegyldigt, hvem i den familie, der ved et tilfælde skal kaldes regent.

I sin tid, da kongeværdigheden blev taget alvorligt, blev kongen den, der anførte de drabsmænd, der skilte landet af med den forrige, men senere skulle kongen vælges af stænderforsamlingen. Det blev senere erstattet af den nuværende ordning, hvor embedet går i arv. Når den slags findes f.eks. i Nordkorea, så kan enhver se, hvor utidssvarende det er.

Derfor: Stem ved de afstemninger. der har en smule betydning, men stem blank ved denne tåbelige afstemning. Lad de royale ugeblade om at beskæftige sig med det vås.

Jeg har tænkt at skrive tværs over sedlen: Forøvrigt synes jeg monarkiet skal afskaffes.

Politik og psykologi

Sidst i 1940'erne var jeg medlem af en forening,der hed Vita. Det er måske lidt meget sagt, at kalde det en forening. Der var ingen bestyrelse og ingen medlemmer, men der var et stilehefte, hvori mødedeltagerne kunne skrive navn og adresse, og hvert møde sluttede med, at man aftalte, hvem der skulle arrangere næste måneds møde. Så blev der samlet ind til porto og lokaleleje, og så var det de udvalgte, der udsendte indbydelser etc.
De fleste af deltagerne var kunstnere, malere eller digtere, og for ikke at virke som en kunstner iførte jeg mig mit pæne blå jakkesæt i stedet for den islandske sweater jeg normalt benyttede.
Jeg var blevet indført i kredsen af en lidt ældre ven, Sigurd Wåle, han var en forfatter og filosof, der for at få sine skrifter udbredt, selv duplikerede dem, heftede dem og solgte dem. Så da han en aften holdt et foredrag med titlen "psykologi på selvbiografisk grundlag", fandt jeg mit pæne sæt tøj frem og troppede op.
Det, der gjorde det længstvarende indtryk, var hans beretning om hans to højskoleophold; når man var arbejdsløs kunne man tage på højskole, og det havde han benyttet sig af. Første år var han på Roskilde Arbejderhøjskole, der var flest DSU'ere, så der blev han ivrig kommunist.
Næste år kom han på Askov, der var det vensrefolk, og de syntes at kommunister var en slags uskadelige idealister, men at socialdemokrater havde fanden skabt, så der blev han socialdemokrat.
Det syntes jeg var en yderst belærende historie.

Arbejdsløshed - set udefra

Det må have været i 1934, jeg gik i første klasse i Sønderborg. Jeg legede med min bedste ven, der var et par år ældre end jeg, han hed Hejser, jeg er senere blevet klar over, at han nok har heddet Hans eller Heinz.
På den anden side af et plankeværk lå en have med et kirsebærtræ, og ejeren havde rakt en pose kirsebær over til os. Vi var i gang med at dele bærrene, da en tredje dreng kom ind til os, han så så trist ud, at vi spurgte om, hvad der var galt. Han fortalte os, at hans far var blevet arbejdsløs. Så vi blev enige om at dele bærrene med ham.
Jeg vidste godt, hvad en arbejdsløs var. Der kom tit en eller anden og tiggede, havde vi ingen penge, så kune han få en madpakke med. Men jeg anede ikke, at det var noget, der kunne ramme almindelige mennesker. Så jeg spurgte min mor, om min far også kunne blive arbejdsløs og fik at vide, at han havde fast arbejde, så det beroligede.
Ti år senere havde jeg fået lovning på en læreplads, og et par af min fars yngre brødre sagde, at typograf, det var et virkeligt godt fag, for de havde sådan en god arbejdsløshedskasse. Det vidste de, for medens de selv kun havde fået understøttelse efter en eller to uger, så havde typografer fået den fra første uge.

Derfor kom Danmark i krig i Irak

Der er dem, der tror, at danske soldater blev sendt til Irak på grund af frygten for masseødelæggelsesvåben; men selv vor statsminister mener, at man må find en anden begrundelse.
Men jeg mener nu, at årsagen skal søges længere tilbage. Da jeg var dreng i 1920'erne og 30'erne, var mine forældre og hele deres generation overbeviste om, at krig var noget skidt, og der var ingen vindere men kun tabere på begge sider.
Så kom krigen og besættelsen, og da krigen endelig sluttede i maj 1945 hed det sig, at det var en sejr (V-dag), og alle fik travlt med at komme på det vindende hold.
Det lykkedes i den grad, at historieundervisningen for kommende generationer gik ud på, at vi (med lidt hjælp) vandt krigen.
Og så er det nemt, at få folket til at godkende krigsdeltagelse.
Det er prøvet før: Ved lidt historieforfalskning blev Slaget på Rheden lavet om til en sejr, og så efter treårskrigen var danskerne parat til hvad som helst, og var til at lokke til krigen 1864.
Men for at gå tilbage til min barndom: Gode socialdemokrater følte, at hvis vi fik Europas Forenede Stater, så kunne vi slippe for verdenskrig nr. 2.
Da 2. verdenskrig sluttede hørte jeg ældre svende udtrykke håbet om, at grænserne igen blev åbnede, så unge håndværkere kunne arbejde overalt i Europa.
Men da afstemningen om EU kom, var de blevet så skræmte ved tanken om, at udlændinge kunne komme hertil, at de stemte imod.
Vi mangler det store nederlag, der kan vække til eftertanke.

Bogtryk - før og nu

Herover ses en side fra en af de ældste trykte bøger Gutenbergs 42-linjede bibel. Her vises, hvad der er idealet for en trykside: siden udgør en smuk rektangel, ved nærmere betragning kan det ses, at hvor en linje ender med en bindestreg, er denne anbragt uden for kolonnen, så man undgår at få en ujævn kant. Hvad der yderligere bidrager til at give siden et roligt udseendeer, at der er samme ordmellemrum overalt, det kunne kun gøres ved at Gutenberg havde tegnet og støbt nogle af typerne i forskellige bredder, senere tiders typografer havde ikke denne udvej.
En håndsætter måtte knibe eller spærre i mellemrummene for at opnå lige lange linjer. Men han kunne tage hensyn til udseendet, foran visse bogstaver som A, T og V var der ikke brug for så stort ordmellemrum som andre steder.
En maskinsætter havde ikke denne mulighed, hans maskine lavede automatisk samme mellemrum i hele linjen.
Var der flere linjer efter hinanden med for store ordmellemrum, kunne der opstå hvide floder ned gennem siden. Så måtte ombryderen ind til maskinsætteren for at få sat nogle linjer om, så siden fik et pænt udseende.
Det samme gjaldt, hvis der var mere end to bindestreger efter hinanden, det var ikke velset.
Hvad der slet ikke kunne tolereres var en horeunge, det vil for en typograf betyde, at en udgangslinje kom øverst på en side, for det ville spolere det rektangel, som kolonnen skulle udgøre.
Det var ikke så slemt, hvis en indrykket linje kom nederst på en side, så det blev kun kaldt for en fransk horeunge.
Gutenberg måtte sætte alt i hånden, men kunne lave de smukkeste bøger, så kom maskinsatsen til, og kvaliteten faldt.
Nutidens maskiner har snart overtaget alt, men kvaliteten er også blevet derefter. Betragt denne gengivelse af et bogopslag med ikke mindre end to horeunger, og det er ikke blot, fordi det er en biligbog, for den slags kan ses i dyre, illustrerede bøger på det fineste papir

Om utålmodighed

Her står jeg i Netto i en lang række og venter på at få lov til at betale de varer, jeg selv har udvalgt. Foran og bag mig står utålmodige mennesker, der kommer med tilråb som: "Nu er der otte her i køen!" tanken er, at den stakkels kassedame skal få tilkaldt hjælp, så vi kan blive ekspederet to minutter før.

Så er det jeg tænker på de gode gamle dage, dengang i 1930'erne da jeg som en lille dreng blev sendt i byen med en lang seddel med alle de ting, der skal hentes i brugsen.

Brugsen var et aflangt lokale, der var delt på den lange led af en disk, bag disken stod ekspedienten, og væggen bag ham var dækket af reoler med varer, i den ene ende af hans side stod kaffemøllen og i den anden grøntafdelingen. På kundesiden var der plads til at stille sig op til det var ens tur. Det var skrækkeligt, hvis man stod bag en dame (i mine tanker en kælling), der startede med at bede om tre pund kartofler, ekspedienten gik ned i grøntafdelingen, afvejede i en pose kom tilbage og spurgte: "Var der ellers noget?" Så bad damen om tre løg, han gik tilbage og hentede tre løg, men damen syntes, de var så små, så han må hente et til. Og således måtte den stakkels mand gå frem og tilbage den ene gang efter den anden. Når det endelig blev min tur, gav jeg ham blot sedlen, så kunne han hente tingene i den rækkefølge, der passede ham.
Alle varerne blev anbragt på et ark brunt papir, ekspedienten tog blyanten ned fra øret, skrev alle priserne ned på papiret, lagde tallene sammen, pakkede varerne ind og modtog pengene. Blev der betalt med en seddel, blev der betalt tilbage ved at tælle opad. Hvis beløbet var 6,35, så blev der lagt småpenge til, så vi nåede 7 kr. og så lagt kronemønter til, indtil vi nåede de 10 kr.

Skulle jeg have slagtervarer, så gik turen til brugsens slagter ved siden af, og her stod man i kø igen, indtil damen fra før havde bestemt sig. Skulle jeg have hakket kød, tog det lidt ekstra tid, medens slagteren hakkede kødet. Her blev kødet pakket i hvidt fedttæt papi, og denne pakke blev så igen pakket i brunt papir.
Et besøg i udsalget ved siden af (med venten i kø) var nødvendig for at få et kvart kg smør, smørret befandt sig i en drittel (en lille tønde af træ), der lå på en hylde. Ekspeditricen tog en flad træspartel op af den krukke med vand , den stod i, tørrede vandet hen over et ark pergamentpapir, gravede smørklumpen ud af dritlen og klaskede smørret op på papiret, vejede det, justerede mængden, og så begyndte en gang klasken, venden og drejen og klasken, indtil smørret havde den ønskede kassefacon, så blev det pakket ind. Igen med ekstra papir til sidst.

I dag ville disse indkøb foregå på en gang i et supermarked, selv inkluderet ventetid i kassekøen tager det ikke en fjerdedel af tiden, men vi er blevet mere utålmodige.

Lad os sige det, som det er

Jeg har forslag til et par slogans, som jeg vil tilegne de to regeringspartier og deres onde ånd:

Det første er:

BORGERNE HAR DET BEDST, NÅR DE ER I LOMMEN PÅ DEM, DER HAR PENGENE

Og nummer to er:

AT VÆRE EUROPÆER, ER AT VÆRE SIG SELV, AT VÆRE DANSK ER AT VÆRE SIG SELV NOK

Lad os være ærlige og sige det, som det er.