Politik og psykologi

Sidst i 1940'erne var jeg medlem af en forening,der hed Vita. Det er måske lidt meget sagt, at kalde det en forening. Der var ingen bestyrelse og ingen medlemmer, men der var et stilehefte, hvori mødedeltagerne kunne skrive navn og adresse, og hvert møde sluttede med, at man aftalte, hvem der skulle arrangere næste måneds møde. Så blev der samlet ind til porto og lokaleleje, og så var det de udvalgte, der udsendte indbydelser etc.
De fleste af deltagerne var kunstnere, malere eller digtere, og for ikke at virke som en kunstner iførte jeg mig mit pæne blå jakkesæt i stedet for den islandske sweater jeg normalt benyttede.
Jeg var blevet indført i kredsen af en lidt ældre ven, Sigurd Wåle, han var en forfatter og filosof, der for at få sine skrifter udbredt, selv duplikerede dem, heftede dem og solgte dem. Så da han en aften holdt et foredrag med titlen "psykologi på selvbiografisk grundlag", fandt jeg mit pæne sæt tøj frem og troppede op.
Det, der gjorde det længstvarende indtryk, var hans beretning om hans to højskoleophold; når man var arbejdsløs kunne man tage på højskole, og det havde han benyttet sig af. Første år var han på Roskilde Arbejderhøjskole, der var flest DSU'ere, så der blev han ivrig kommunist.
Næste år kom han på Askov, der var det vensrefolk, og de syntes at kommunister var en slags uskadelige idealister, men at socialdemokrater havde fanden skabt, så der blev han socialdemokrat.
Det syntes jeg var en yderst belærende historie.