Derfor kom Danmark i krig i Irak

Der er dem, der tror, at danske soldater blev sendt til Irak på grund af frygten for masseødelæggelsesvåben; men selv vor statsminister mener, at man må find en anden begrundelse.
Men jeg mener nu, at årsagen skal søges længere tilbage. Da jeg var dreng i 1920'erne og 30'erne, var mine forældre og hele deres generation overbeviste om, at krig var noget skidt, og der var ingen vindere men kun tabere på begge sider.
Så kom krigen og besættelsen, og da krigen endelig sluttede i maj 1945 hed det sig, at det var en sejr (V-dag), og alle fik travlt med at komme på det vindende hold.
Det lykkedes i den grad, at historieundervisningen for kommende generationer gik ud på, at vi (med lidt hjælp) vandt krigen.
Og så er det nemt, at få folket til at godkende krigsdeltagelse.
Det er prøvet før: Ved lidt historieforfalskning blev Slaget på Rheden lavet om til en sejr, og så efter treårskrigen var danskerne parat til hvad som helst, og var til at lokke til krigen 1864.
Men for at gå tilbage til min barndom: Gode socialdemokrater følte, at hvis vi fik Europas Forenede Stater, så kunne vi slippe for verdenskrig nr. 2.
Da 2. verdenskrig sluttede hørte jeg ældre svende udtrykke håbet om, at grænserne igen blev åbnede, så unge håndværkere kunne arbejde overalt i Europa.
Men da afstemningen om EU kom, var de blevet så skræmte ved tanken om, at udlændinge kunne komme hertil, at de stemte imod.
Vi mangler det store nederlag, der kan vække til eftertanke.