Herover ses en side fra en af de ældste trykte bøger Gutenbergs 42-linjede bibel. Her vises, hvad der er idealet for en trykside: siden udgør en smuk rektangel, ved nærmere betragning kan det ses, at hvor en linje ender med en bindestreg, er denne anbragt uden for kolonnen, så man undgår at få en ujævn kant. Hvad der yderligere bidrager til at give siden et roligt udseendeer, at der er samme ordmellemrum overalt, det kunne kun gøres ved at Gutenberg havde tegnet og støbt nogle af typerne i forskellige bredder, senere tiders typografer havde ikke denne udvej.
En håndsætter måtte knibe eller spærre i mellemrummene for at opnå lige lange linjer. Men han kunne tage hensyn til udseendet, foran visse bogstaver som A, T og V var der ikke brug for så stort ordmellemrum som andre steder.
En maskinsætter havde ikke denne mulighed, hans maskine lavede automatisk samme mellemrum i hele linjen.
Var der flere linjer efter hinanden med for store ordmellemrum, kunne der opstå hvide floder ned gennem siden. Så måtte ombryderen ind til maskinsætteren for at få sat nogle linjer om, så siden fik et pænt udseende.
Det samme gjaldt, hvis der var mere end to bindestreger efter hinanden, det var ikke velset.
Hvad der slet ikke kunne tolereres var en horeunge, det vil for en typograf betyde, at en udgangslinje kom øverst på en side, for det ville spolere det rektangel, som kolonnen skulle udgøre.
Det var ikke så slemt, hvis en indrykket linje kom nederst på en side, så det blev kun kaldt for en fransk horeunge.
Gutenberg måtte sætte alt i hånden, men kunne lave de smukkeste bøger, så kom maskinsatsen til, og kvaliteten faldt.
Nutidens maskiner har snart overtaget alt, men kvaliteten er også blevet derefter. Betragt denne gengivelse af et bogopslag med ikke mindre end to horeunger, og det er ikke blot, fordi det er en biligbog, for den slags kan ses i dyre, illustrerede bøger på det fineste papir
Ingen kommentarer:
Send en kommentar