Om utålmodighed

Her står jeg i Netto i en lang række og venter på at få lov til at betale de varer, jeg selv har udvalgt. Foran og bag mig står utålmodige mennesker, der kommer med tilråb som: "Nu er der otte her i køen!" tanken er, at den stakkels kassedame skal få tilkaldt hjælp, så vi kan blive ekspederet to minutter før.

Så er det jeg tænker på de gode gamle dage, dengang i 1930'erne da jeg som en lille dreng blev sendt i byen med en lang seddel med alle de ting, der skal hentes i brugsen.

Brugsen var et aflangt lokale, der var delt på den lange led af en disk, bag disken stod ekspedienten, og væggen bag ham var dækket af reoler med varer, i den ene ende af hans side stod kaffemøllen og i den anden grøntafdelingen. På kundesiden var der plads til at stille sig op til det var ens tur. Det var skrækkeligt, hvis man stod bag en dame (i mine tanker en kælling), der startede med at bede om tre pund kartofler, ekspedienten gik ned i grøntafdelingen, afvejede i en pose kom tilbage og spurgte: "Var der ellers noget?" Så bad damen om tre løg, han gik tilbage og hentede tre løg, men damen syntes, de var så små, så han må hente et til. Og således måtte den stakkels mand gå frem og tilbage den ene gang efter den anden. Når det endelig blev min tur, gav jeg ham blot sedlen, så kunne han hente tingene i den rækkefølge, der passede ham.
Alle varerne blev anbragt på et ark brunt papir, ekspedienten tog blyanten ned fra øret, skrev alle priserne ned på papiret, lagde tallene sammen, pakkede varerne ind og modtog pengene. Blev der betalt med en seddel, blev der betalt tilbage ved at tælle opad. Hvis beløbet var 6,35, så blev der lagt småpenge til, så vi nåede 7 kr. og så lagt kronemønter til, indtil vi nåede de 10 kr.

Skulle jeg have slagtervarer, så gik turen til brugsens slagter ved siden af, og her stod man i kø igen, indtil damen fra før havde bestemt sig. Skulle jeg have hakket kød, tog det lidt ekstra tid, medens slagteren hakkede kødet. Her blev kødet pakket i hvidt fedttæt papi, og denne pakke blev så igen pakket i brunt papir.
Et besøg i udsalget ved siden af (med venten i kø) var nødvendig for at få et kvart kg smør, smørret befandt sig i en drittel (en lille tønde af træ), der lå på en hylde. Ekspeditricen tog en flad træspartel op af den krukke med vand , den stod i, tørrede vandet hen over et ark pergamentpapir, gravede smørklumpen ud af dritlen og klaskede smørret op på papiret, vejede det, justerede mængden, og så begyndte en gang klasken, venden og drejen og klasken, indtil smørret havde den ønskede kassefacon, så blev det pakket ind. Igen med ekstra papir til sidst.

I dag ville disse indkøb foregå på en gang i et supermarked, selv inkluderet ventetid i kassekøen tager det ikke en fjerdedel af tiden, men vi er blevet mere utålmodige.