Arbejdsløshed - set udefra

Det må have været i 1934, jeg gik i første klasse i Sønderborg. Jeg legede med min bedste ven, der var et par år ældre end jeg, han hed Hejser, jeg er senere blevet klar over, at han nok har heddet Hans eller Heinz.
På den anden side af et plankeværk lå en have med et kirsebærtræ, og ejeren havde rakt en pose kirsebær over til os. Vi var i gang med at dele bærrene, da en tredje dreng kom ind til os, han så så trist ud, at vi spurgte om, hvad der var galt. Han fortalte os, at hans far var blevet arbejdsløs. Så vi blev enige om at dele bærrene med ham.
Jeg vidste godt, hvad en arbejdsløs var. Der kom tit en eller anden og tiggede, havde vi ingen penge, så kune han få en madpakke med. Men jeg anede ikke, at det var noget, der kunne ramme almindelige mennesker. Så jeg spurgte min mor, om min far også kunne blive arbejdsløs og fik at vide, at han havde fast arbejde, så det beroligede.
Ti år senere havde jeg fået lovning på en læreplads, og et par af min fars yngre brødre sagde, at typograf, det var et virkeligt godt fag, for de havde sådan en god arbejdsløshedskasse. Det vidste de, for medens de selv kun havde fået understøttelse efter en eller to uger, så havde typografer fået den fra første uge.