Derfor kom Danmark i krig i Irak

Der er dem, der tror, at danske soldater blev sendt til Irak på grund af frygten for masseødelæggelsesvåben; men selv vor statsminister mener, at man må find en anden begrundelse.
Men jeg mener nu, at årsagen skal søges længere tilbage. Da jeg var dreng i 1920'erne og 30'erne, var mine forældre og hele deres generation overbeviste om, at krig var noget skidt, og der var ingen vindere men kun tabere på begge sider.
Så kom krigen og besættelsen, og da krigen endelig sluttede i maj 1945 hed det sig, at det var en sejr (V-dag), og alle fik travlt med at komme på det vindende hold.
Det lykkedes i den grad, at historieundervisningen for kommende generationer gik ud på, at vi (med lidt hjælp) vandt krigen.
Og så er det nemt, at få folket til at godkende krigsdeltagelse.
Det er prøvet før: Ved lidt historieforfalskning blev Slaget på Rheden lavet om til en sejr, og så efter treårskrigen var danskerne parat til hvad som helst, og var til at lokke til krigen 1864.
Men for at gå tilbage til min barndom: Gode socialdemokrater følte, at hvis vi fik Europas Forenede Stater, så kunne vi slippe for verdenskrig nr. 2.
Da 2. verdenskrig sluttede hørte jeg ældre svende udtrykke håbet om, at grænserne igen blev åbnede, så unge håndværkere kunne arbejde overalt i Europa.
Men da afstemningen om EU kom, var de blevet så skræmte ved tanken om, at udlændinge kunne komme hertil, at de stemte imod.
Vi mangler det store nederlag, der kan vække til eftertanke.

Bogtryk - før og nu

Herover ses en side fra en af de ældste trykte bøger Gutenbergs 42-linjede bibel. Her vises, hvad der er idealet for en trykside: siden udgør en smuk rektangel, ved nærmere betragning kan det ses, at hvor en linje ender med en bindestreg, er denne anbragt uden for kolonnen, så man undgår at få en ujævn kant. Hvad der yderligere bidrager til at give siden et roligt udseendeer, at der er samme ordmellemrum overalt, det kunne kun gøres ved at Gutenberg havde tegnet og støbt nogle af typerne i forskellige bredder, senere tiders typografer havde ikke denne udvej.
En håndsætter måtte knibe eller spærre i mellemrummene for at opnå lige lange linjer. Men han kunne tage hensyn til udseendet, foran visse bogstaver som A, T og V var der ikke brug for så stort ordmellemrum som andre steder.
En maskinsætter havde ikke denne mulighed, hans maskine lavede automatisk samme mellemrum i hele linjen.
Var der flere linjer efter hinanden med for store ordmellemrum, kunne der opstå hvide floder ned gennem siden. Så måtte ombryderen ind til maskinsætteren for at få sat nogle linjer om, så siden fik et pænt udseende.
Det samme gjaldt, hvis der var mere end to bindestreger efter hinanden, det var ikke velset.
Hvad der slet ikke kunne tolereres var en horeunge, det vil for en typograf betyde, at en udgangslinje kom øverst på en side, for det ville spolere det rektangel, som kolonnen skulle udgøre.
Det var ikke så slemt, hvis en indrykket linje kom nederst på en side, så det blev kun kaldt for en fransk horeunge.
Gutenberg måtte sætte alt i hånden, men kunne lave de smukkeste bøger, så kom maskinsatsen til, og kvaliteten faldt.
Nutidens maskiner har snart overtaget alt, men kvaliteten er også blevet derefter. Betragt denne gengivelse af et bogopslag med ikke mindre end to horeunger, og det er ikke blot, fordi det er en biligbog, for den slags kan ses i dyre, illustrerede bøger på det fineste papir

Om utålmodighed

Her står jeg i Netto i en lang række og venter på at få lov til at betale de varer, jeg selv har udvalgt. Foran og bag mig står utålmodige mennesker, der kommer med tilråb som: "Nu er der otte her i køen!" tanken er, at den stakkels kassedame skal få tilkaldt hjælp, så vi kan blive ekspederet to minutter før.

Så er det jeg tænker på de gode gamle dage, dengang i 1930'erne da jeg som en lille dreng blev sendt i byen med en lang seddel med alle de ting, der skal hentes i brugsen.

Brugsen var et aflangt lokale, der var delt på den lange led af en disk, bag disken stod ekspedienten, og væggen bag ham var dækket af reoler med varer, i den ene ende af hans side stod kaffemøllen og i den anden grøntafdelingen. På kundesiden var der plads til at stille sig op til det var ens tur. Det var skrækkeligt, hvis man stod bag en dame (i mine tanker en kælling), der startede med at bede om tre pund kartofler, ekspedienten gik ned i grøntafdelingen, afvejede i en pose kom tilbage og spurgte: "Var der ellers noget?" Så bad damen om tre løg, han gik tilbage og hentede tre løg, men damen syntes, de var så små, så han må hente et til. Og således måtte den stakkels mand gå frem og tilbage den ene gang efter den anden. Når det endelig blev min tur, gav jeg ham blot sedlen, så kunne han hente tingene i den rækkefølge, der passede ham.
Alle varerne blev anbragt på et ark brunt papir, ekspedienten tog blyanten ned fra øret, skrev alle priserne ned på papiret, lagde tallene sammen, pakkede varerne ind og modtog pengene. Blev der betalt med en seddel, blev der betalt tilbage ved at tælle opad. Hvis beløbet var 6,35, så blev der lagt småpenge til, så vi nåede 7 kr. og så lagt kronemønter til, indtil vi nåede de 10 kr.

Skulle jeg have slagtervarer, så gik turen til brugsens slagter ved siden af, og her stod man i kø igen, indtil damen fra før havde bestemt sig. Skulle jeg have hakket kød, tog det lidt ekstra tid, medens slagteren hakkede kødet. Her blev kødet pakket i hvidt fedttæt papi, og denne pakke blev så igen pakket i brunt papir.
Et besøg i udsalget ved siden af (med venten i kø) var nødvendig for at få et kvart kg smør, smørret befandt sig i en drittel (en lille tønde af træ), der lå på en hylde. Ekspeditricen tog en flad træspartel op af den krukke med vand , den stod i, tørrede vandet hen over et ark pergamentpapir, gravede smørklumpen ud af dritlen og klaskede smørret op på papiret, vejede det, justerede mængden, og så begyndte en gang klasken, venden og drejen og klasken, indtil smørret havde den ønskede kassefacon, så blev det pakket ind. Igen med ekstra papir til sidst.

I dag ville disse indkøb foregå på en gang i et supermarked, selv inkluderet ventetid i kassekøen tager det ikke en fjerdedel af tiden, men vi er blevet mere utålmodige.

Lad os sige det, som det er

Jeg har forslag til et par slogans, som jeg vil tilegne de to regeringspartier og deres onde ånd:

Det første er:

BORGERNE HAR DET BEDST, NÅR DE ER I LOMMEN PÅ DEM, DER HAR PENGENE

Og nummer to er:

AT VÆRE EUROPÆER, ER AT VÆRE SIG SELV, AT VÆRE DANSK ER AT VÆRE SIG SELV NOK

Lad os være ærlige og sige det, som det er.

Mogens Lorentzen

Engang i 1940'erne var der et uhyre populært program på radioen. Maleren og forfatteren Mogens Lorentzen havde hver måned et causeri, det hed f.eks. "Så gik oktober".
Her blev den forgangne måneds vejr etc. behandlet poetisk og humoristisk. Jeg mindes en varm sommeraften, da jeg måtte løbe hjem fra biblioteket for at høre ham; fra åbentstående vinduer lød hans stemme hele vejen. Alle lyttede på hans udsendelse.
I denne måned er der grund til at mindes ham, for det er ham, der har skrevet den eneste julesang, hvor det overtroiske (nisser, jesusbarn og julemand) er blevet skiftet ud med poesi.
Jeg vil citere det sidste vers af Juletræet med dets pynt, fordi det er den bedste beskrivelse af julens egentlige budskab, der findes på dansk.

Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd'lig jul.

Juleforberedelser

Da jeg i sidste halvdel af 1940'erne var i lære på Dansk Andelstrykkeri, var der en ting, jeg næsten gruede for, det var den sæson, der startede i oktober. På den tid var der ikke en fagforening med respekt for sig selv, som ikke afholdt en juletræsfest for medlemmernes børn efterfulgt af bal.
Dvs. de skulle have en løbeseddel med program for juletræet, somme tider med en lille efterskrift om at træet ikke måtte plyndres.
Så var der billetterne, børnebilletter med kuponer til godtepose eller kurv, kakao og gavepakke. Voksenbilletter til festen og til ballet.
Og så var der en lodseddel til fordel for juletræet.
Og der var et utal af fagforeninger, så hver gang jeg kom ind og afleverede mit arbejde, lukkede faktoren skuffen og og gav mig et bundt nye ordrer på juletræsbilletter.
De nye billetter skulle jo helst ikke være mage til sidste års, og hue- og kasketsyerskernes skulle helst ikke ligne gelændersnedkernes; så det var en belastning at skulle variere disse, stort set enslydende billetter. Men det gav trods alt en god øvelse.

Om emballage af mælk

De første mælkeflasker, jeg husker, var af klart glas, og de var lukket med en rund papskive, der blev holdt fast med en kraftig rand af metal, som man skulle være forsigtig med, så man ikke rev sig på metallet. Jeg husker, at min morbror Villy demonstrerede, hvordan man gjorde på arbejdspladserne. Efter at have tømt flasken klemte han metalranden sammen, så den lige kunne skubbes ned i flasken. Det gav arbejde, sagde han, på mejerierne måtte man have folk ansat til at pille metallet ud af flaskerne.
Sødmælken var ikke homogeniseret, så den ville i løbet af en nat danne en prop af fløde, der lagde sig som et slimet lag over havregrynene om morgenen. Jeg syntes, det var ækelt, men der var dem, der kunne lide det.
Kærnemælk,ville i løbet af natten skilles i et klart lag øverst og et tykkere lag nederst; og flasken var efter brug stribet på indersiden.

Da jeg i 1944 kom ud af skolen, skulle jeg vente i nogle måneder på at få en læreplads, og i mellemtiden havde jeg et par små jobs, bl.a. som mælkemand. Jeg kørte for Rødovre mejeri i nogle kolonihaveforeninger. Jeg kørte på en longjohn (en lang cykel hvor der mellem styr og forhjul var et lad). Cyklen havde ikke hverken dæk eller slange, i stedet var hjulet udstyret med erstatning af træ, der med fjedre var monteret på fælgene. På ladet havde jeg 5-6 kasser med mælkeflasker, og fra hver side af styret hang to poser med mælkeflasker.

Jeg husker, at en af mine første kunder bad mig om en pot sød og en pægl fløde. Jeg skønnede, at mælken skulle være den største og gav hende en liter sødmælk og en kvart liter fløde, og det viste sig at være rigtigt.

Der var mangel på flasker, så jeg skulle svare for de flasker, jeg modtog og afleverede, desværre havde bagerne en anden måe at regne på end mejeriet. gang på gang så jeg, at folk havde tage deres en-liter flaske til bagere og fået en deciliter fløde. Når jeg så modtog den lille flaske i stedet for den store, var jeg nødt til at sige, at så måtte de betale de 25 øre, der var forskellen; det endte gerne med, at de fandt en stor flaske frem, som de ellers havde gemt til at sylte rabarbersaft i.

Da Kolonihavesæsonen var forbi, kunne jeg gå rundt om de forladte huse og finde husmødrenes lager af tomme flasker, der lå skubbet ind under husene. Det gav mig et ekstra overskud. Så var der ikke brug for mig, når kunderne var flyttet hjem, og jeg måtte finde noget andet.