Da jeg i sidste halvdel af 1940'erne var i lære på Dansk Andelstrykkeri, var der en ting, jeg næsten gruede for, det var den sæson, der startede i oktober. På den tid var der ikke en fagforening med respekt for sig selv, som ikke afholdt en juletræsfest for medlemmernes børn efterfulgt af bal.
Dvs. de skulle have en løbeseddel med program for juletræet, somme tider med en lille efterskrift om at træet ikke måtte plyndres.
Så var der billetterne, børnebilletter med kuponer til godtepose eller kurv, kakao og gavepakke. Voksenbilletter til festen og til ballet.
Og så var der en lodseddel til fordel for juletræet.
Og der var et utal af fagforeninger, så hver gang jeg kom ind og afleverede mit arbejde, lukkede faktoren skuffen og og gav mig et bundt nye ordrer på juletræsbilletter.
De nye billetter skulle jo helst ikke være mage til sidste års, og hue- og kasketsyerskernes skulle helst ikke ligne gelændersnedkernes; så det var en belastning at skulle variere disse, stort set enslydende billetter. Men det gav trods alt en god øvelse.
mandag den 1. december 2008
onsdag den 19. november 2008
Om emballage af mælk
De første mælkeflasker, jeg husker, var af klart glas, og de var lukket med en rund papskive, der blev holdt fast med en kraftig rand af metal, som man skulle være forsigtig med, så man ikke rev sig på metallet. Jeg husker, at min morbror Villy demonstrerede, hvordan man gjorde på arbejdspladserne. Efter at have tømt flasken klemte han metalranden sammen, så den lige kunne skubbes ned i flasken. Det gav arbejde, sagde han, på mejerierne måtte man have folk ansat til at pille metallet ud af flaskerne.
Sødmælken var ikke homogeniseret, så den ville i løbet af en nat danne en prop af fløde, der lagde sig som et slimet lag over havregrynene om morgenen. Jeg syntes, det var ækelt, men der var dem, der kunne lide det.
Kærnemælk,ville i løbet af natten skilles i et klart lag øverst og et tykkere lag nederst; og flasken var efter brug stribet på indersiden.
Da jeg i 1944 kom ud af skolen, skulle jeg vente i nogle måneder på at få en læreplads, og i mellemtiden havde jeg et par små jobs, bl.a. som mælkemand. Jeg kørte for Rødovre mejeri i nogle kolonihaveforeninger. Jeg kørte på en longjohn (en lang cykel hvor der mellem styr og forhjul var et lad). Cyklen havde ikke hverken dæk eller slange, i stedet var hjulet udstyret med erstatning af træ, der med fjedre var monteret på fælgene. På ladet havde jeg 5-6 kasser med mælkeflasker, og fra hver side af styret hang to poser med mælkeflasker.
Jeg husker, at en af mine første kunder bad mig om en pot sød og en pægl fløde. Jeg skønnede, at mælken skulle være den største og gav hende en liter sødmælk og en kvart liter fløde, og det viste sig at være rigtigt.
Der var mangel på flasker, så jeg skulle svare for de flasker, jeg modtog og afleverede, desværre havde bagerne en anden måe at regne på end mejeriet. gang på gang så jeg, at folk havde tage deres en-liter flaske til bagere og fået en deciliter fløde. Når jeg så modtog den lille flaske i stedet for den store, var jeg nødt til at sige, at så måtte de betale de 25 øre, der var forskellen; det endte gerne med, at de fandt en stor flaske frem, som de ellers havde gemt til at sylte rabarbersaft i.
Da Kolonihavesæsonen var forbi, kunne jeg gå rundt om de forladte huse og finde husmødrenes lager af tomme flasker, der lå skubbet ind under husene. Det gav mig et ekstra overskud. Så var der ikke brug for mig, når kunderne var flyttet hjem, og jeg måtte finde noget andet.
Sødmælken var ikke homogeniseret, så den ville i løbet af en nat danne en prop af fløde, der lagde sig som et slimet lag over havregrynene om morgenen. Jeg syntes, det var ækelt, men der var dem, der kunne lide det.
Kærnemælk,ville i løbet af natten skilles i et klart lag øverst og et tykkere lag nederst; og flasken var efter brug stribet på indersiden.
Da jeg i 1944 kom ud af skolen, skulle jeg vente i nogle måneder på at få en læreplads, og i mellemtiden havde jeg et par små jobs, bl.a. som mælkemand. Jeg kørte for Rødovre mejeri i nogle kolonihaveforeninger. Jeg kørte på en longjohn (en lang cykel hvor der mellem styr og forhjul var et lad). Cyklen havde ikke hverken dæk eller slange, i stedet var hjulet udstyret med erstatning af træ, der med fjedre var monteret på fælgene. På ladet havde jeg 5-6 kasser med mælkeflasker, og fra hver side af styret hang to poser med mælkeflasker.
Jeg husker, at en af mine første kunder bad mig om en pot sød og en pægl fløde. Jeg skønnede, at mælken skulle være den største og gav hende en liter sødmælk og en kvart liter fløde, og det viste sig at være rigtigt.
Der var mangel på flasker, så jeg skulle svare for de flasker, jeg modtog og afleverede, desværre havde bagerne en anden måe at regne på end mejeriet. gang på gang så jeg, at folk havde tage deres en-liter flaske til bagere og fået en deciliter fløde. Når jeg så modtog den lille flaske i stedet for den store, var jeg nødt til at sige, at så måtte de betale de 25 øre, der var forskellen; det endte gerne med, at de fandt en stor flaske frem, som de ellers havde gemt til at sylte rabarbersaft i.
Da Kolonihavesæsonen var forbi, kunne jeg gå rundt om de forladte huse og finde husmødrenes lager af tomme flasker, der lå skubbet ind under husene. Det gav mig et ekstra overskud. Så var der ikke brug for mig, når kunderne var flyttet hjem, og jeg måtte finde noget andet.
søndag den 9. november 2008
Æg og mælk -- Før og nu
Jeg har tidligere skrevet om de tanker, som synet af et bagervindue sætter igang. Denne gang vil jeg skrive om et par andre dagligvarer:
Æg
I supermarkedet ligger æggene solidt indpakket i hylstre af pap eller plast. Der er forskellige størrelser, og desuden kan man vælge mellem buræg, æg fra skrabe-høns, fritgående høns eller økologiske høns.
I min barndom og ungdom var alle æg vist økologiske, de var opdelt i størrelse; men derudover var der klinke-æg, almindelige æg og nogle, hvorpå der var stemplet et stort P, det var præserverede æg. Præserverede æg var biligere end almindelige æg, de var æg,der var blevet syltet på den årstid, da høns lagde flest æg. Min far fortalte mig, at på Bispebjerg Hospital havde man nogle kolossale bassiner, hvor æggene blev nedlagt i vandglas, så de kunne holde sig, til de skulle benyttes.
Der var ikke noget med selv at tage varerne, damen bag disken lagde det ønskede antal æg i en papirspose, og så var det ens eget ansvar at bringe dem hjem i hel stand.
Mælk
I dag er mælk noget, man henter i supermarkedets køledisk, hvis man vel at mærke kan finde det, som man ønsker. Nu er der så mange slags mælk: Skummetmælk, letmælk, minimælk og hvad ved jeg. Tidligere havde vi skummet. kærne og sødmælk.
På et tidspunkt da kun ganske få havde køleskab, var det vanskeligt at undgå, at mælken blev sur i løbet af natten. Så skulle man have mælk om morgenen var der flere muligheder, man kunne begive sig til det nærmeste bageri eller ismejeri (læg mærke til forstavelsen is) for selv at hente sin mælk; eller man kunne få den bragt. Bagere såvel som ismejerier havde bude til at bringe det ønskede, eller man kunne få mælken fra et af de mange mejerier, der var dengang. Resultatet var, at der i samme opgang tidligt om morgenen kunne være et rend af 4-5 forskellige bude.
Da jeg i 30'erne boede i Sønderborg, kom der en mælkevogn kørende hver dag. Kusken betjente husmødrene, der kom ud med deres små mælkespande. Bagest i hestevognen var der to haner til mælk, fløde havde han inden i vognen.
Jeg var stolt, når han lod mig sidde på bukken og holde tømmerne. Jeg kunne så lege, at jeg var kusk. I virkeligheden vidste hesten selv, hvor den skulle standse.
Æg
I supermarkedet ligger æggene solidt indpakket i hylstre af pap eller plast. Der er forskellige størrelser, og desuden kan man vælge mellem buræg, æg fra skrabe-høns, fritgående høns eller økologiske høns.
I min barndom og ungdom var alle æg vist økologiske, de var opdelt i størrelse; men derudover var der klinke-æg, almindelige æg og nogle, hvorpå der var stemplet et stort P, det var præserverede æg. Præserverede æg var biligere end almindelige æg, de var æg,der var blevet syltet på den årstid, da høns lagde flest æg. Min far fortalte mig, at på Bispebjerg Hospital havde man nogle kolossale bassiner, hvor æggene blev nedlagt i vandglas, så de kunne holde sig, til de skulle benyttes.
Der var ikke noget med selv at tage varerne, damen bag disken lagde det ønskede antal æg i en papirspose, og så var det ens eget ansvar at bringe dem hjem i hel stand.
Mælk
I dag er mælk noget, man henter i supermarkedets køledisk, hvis man vel at mærke kan finde det, som man ønsker. Nu er der så mange slags mælk: Skummetmælk, letmælk, minimælk og hvad ved jeg. Tidligere havde vi skummet. kærne og sødmælk.
På et tidspunkt da kun ganske få havde køleskab, var det vanskeligt at undgå, at mælken blev sur i løbet af natten. Så skulle man have mælk om morgenen var der flere muligheder, man kunne begive sig til det nærmeste bageri eller ismejeri (læg mærke til forstavelsen is) for selv at hente sin mælk; eller man kunne få den bragt. Bagere såvel som ismejerier havde bude til at bringe det ønskede, eller man kunne få mælken fra et af de mange mejerier, der var dengang. Resultatet var, at der i samme opgang tidligt om morgenen kunne være et rend af 4-5 forskellige bude.
Da jeg i 30'erne boede i Sønderborg, kom der en mælkevogn kørende hver dag. Kusken betjente husmødrene, der kom ud med deres små mælkespande. Bagest i hestevognen var der to haner til mælk, fløde havde han inden i vognen.
Jeg var stolt, når han lod mig sidde på bukken og holde tømmerne. Jeg kunne så lege, at jeg var kusk. I virkeligheden vidste hesten selv, hvor den skulle standse.
tirsdag den 21. oktober 2008
Når hverdagen bryder igennem
Bøger er holdbare, man kan læse forfatterens ord mange år efter bogen er udkommet. Så kan man læse om de store problemer, og hvordan de blev opfattet. Men hverdagen viser sig kun i glimt, men de er værd at lægge mærke til.
I Vredens Druer kan man læse i alle enkeltheder, om hvordan man i trediverne måtte lappe en lastbils slange, selv om tuben med solution var næsten tørret ind. Et hverdagssyn som kunne genkendes af læseren i mange år efter, men som nu er historie.
Mere spændende er det når glimtene viser sig i attenhundredetallets romaner. Hos Dickens myldrer de frem. f.eks. når en husfader, der pludselig kommer til lidt penge, skynder sig i byen og kommer hjem med et stykke kød pakket ind i et kålblad. Det minder om H.C.Andersens student, der køber ost hos spækhøkeren og får det pakket ind i en side fra en bog. Begge eksempler siger lidt om størrelsen på indkøbene.
Eller i Victoriatidens dameromaner. I Stolthed og Fordomme har man fornemmelsen af, at det indkvarterede regiment kun viser sig ved, at officererne deltager i ballerne; men så er der et sted, hvor damerne udveksler nyt: nye stoffer hos manufakturhandleren og så er der en menig, der er blevet pisket offentlig, en biting, der ikke dvæles yderligere ved.
I Jane Eyre begrundes et regiments tilstedeværelse i en bisætning ved, at den skulle standse nogle uroligheder. Hovsa, nu har vi fået skildret et idyllisk, harmonisk liv, og så hører vi om opstande, men dem skal vi lede i helt andre bøger efter, hvis man vil høre om dem.
I Vredens Druer kan man læse i alle enkeltheder, om hvordan man i trediverne måtte lappe en lastbils slange, selv om tuben med solution var næsten tørret ind. Et hverdagssyn som kunne genkendes af læseren i mange år efter, men som nu er historie.
Mere spændende er det når glimtene viser sig i attenhundredetallets romaner. Hos Dickens myldrer de frem. f.eks. når en husfader, der pludselig kommer til lidt penge, skynder sig i byen og kommer hjem med et stykke kød pakket ind i et kålblad. Det minder om H.C.Andersens student, der køber ost hos spækhøkeren og får det pakket ind i en side fra en bog. Begge eksempler siger lidt om størrelsen på indkøbene.
Eller i Victoriatidens dameromaner. I Stolthed og Fordomme har man fornemmelsen af, at det indkvarterede regiment kun viser sig ved, at officererne deltager i ballerne; men så er der et sted, hvor damerne udveksler nyt: nye stoffer hos manufakturhandleren og så er der en menig, der er blevet pisket offentlig, en biting, der ikke dvæles yderligere ved.
I Jane Eyre begrundes et regiments tilstedeværelse i en bisætning ved, at den skulle standse nogle uroligheder. Hovsa, nu har vi fået skildret et idyllisk, harmonisk liv, og så hører vi om opstande, men dem skal vi lede i helt andre bøger efter, hvis man vil høre om dem.
lørdag den 11. oktober 2008
Har De noget, De skal have klinket?
I vores skab med tallerkener er der en, som er lidt anderledes. Hvis man vender bunden i vejret på den, vil man se, at den har været revnet og limet sammen og som ekstra forstærkning er der sat et par kraftige metalklinker i til at holde skåret på plads.
Vi er ellers ikke meget for at beholde skåret porcellæn, men den tallerken vil vi beholde som et minde om den tid, da man gemte stykkerne fra ituslåede dele til den dag, da en mand ringede på med spørgsmålet:"Har De noget, De skal have klinket?". Han kom en gang om året, og kunne kyndigt bese skårene og udtale sig om, hvorvidt reparationen var mulig, og hvor mange klinker der var nødvendig. For man betalte for hver klinke.
I skolen var det i fysikundervisningen muligt at benytte klinkerne som eksempel på. at metaller udvidede sig i varme og trak sig sammen, når de blev kolde. De lignede nogle meget kraftige hæfteklammer, og blev opvarmet inden de blev sat i huller, der var boret på forhånd, og så holdt de skårene sammen. Og tallerkenen kunne så bruges mange år endnu.
I dag kendes kun udtrykket: "Har du noget, du skal have klinket?", men det er at forstå som en trusel om øretæver.
Vi er ellers ikke meget for at beholde skåret porcellæn, men den tallerken vil vi beholde som et minde om den tid, da man gemte stykkerne fra ituslåede dele til den dag, da en mand ringede på med spørgsmålet:"Har De noget, De skal have klinket?". Han kom en gang om året, og kunne kyndigt bese skårene og udtale sig om, hvorvidt reparationen var mulig, og hvor mange klinker der var nødvendig. For man betalte for hver klinke.
I skolen var det i fysikundervisningen muligt at benytte klinkerne som eksempel på. at metaller udvidede sig i varme og trak sig sammen, når de blev kolde. De lignede nogle meget kraftige hæfteklammer, og blev opvarmet inden de blev sat i huller, der var boret på forhånd, og så holdt de skårene sammen. Og tallerkenen kunne så bruges mange år endnu.
I dag kendes kun udtrykket: "Har du noget, du skal have klinket?", men det er at forstå som en trusel om øretæver.
lørdag den 20. september 2008
H.C.Andersen kontra K. Marx
En af humoristen Robert Storm Petersens vagabonder erklærer, at overlægen havde den diagnose, at han led af sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke. Sådan har jeg det også.
Nu læste jeg historien om den lille pige med svovlstikkerne. I den er hendes fader nærmest en skurk, der jager den stakkels pige ud i sneen. Men jeg husker, at i "Kapitalen" fortæller Marx om en læge i Wien, der havde konstateret, at de yderst fattige mennesker, der som den sidste udvej lavede svovlstikker, led de frygteligste kvaler af fosforforgiftning.
Så har historien en ganske anden vinkel. Men for en forfatter er døden af sult og kulde jo en pæn, ublodig og renlig måde at aflive sine personer. Hostrup lader i "Gjenboerne" en lystig vise handle om en soldat, der fryser ihjel, så det var ikke et ukendt fænomen. Andersen bruger også metoden andetsteds.
Jeg tror Andersen følte, at historien endte lykkeligt, den lille pige kommer i himlen.
Jeg vil sige om Andersen, som Poul Henningsen engang sagde om en daværende justitsminister: Manden er jo kristen, og det skal jo give et skævt syn på tilværelsen.
Nu læste jeg historien om den lille pige med svovlstikkerne. I den er hendes fader nærmest en skurk, der jager den stakkels pige ud i sneen. Men jeg husker, at i "Kapitalen" fortæller Marx om en læge i Wien, der havde konstateret, at de yderst fattige mennesker, der som den sidste udvej lavede svovlstikker, led de frygteligste kvaler af fosforforgiftning.
Så har historien en ganske anden vinkel. Men for en forfatter er døden af sult og kulde jo en pæn, ublodig og renlig måde at aflive sine personer. Hostrup lader i "Gjenboerne" en lystig vise handle om en soldat, der fryser ihjel, så det var ikke et ukendt fænomen. Andersen bruger også metoden andetsteds.
Jeg tror Andersen følte, at historien endte lykkeligt, den lille pige kommer i himlen.
Jeg vil sige om Andersen, som Poul Henningsen engang sagde om en daværende justitsminister: Manden er jo kristen, og det skal jo give et skævt syn på tilværelsen.
torsdag den 11. september 2008
Hvem ønsker at blive mindet med en kompostbunke?
I denne blog vil jeg tillade mig at fortælle om alt, hvad jeg påskønner, og alt hvad jeg afskyer.
I dag vil jeg skrive om kompostbunker. Desværre lever vi i en verden, hvor der sker ulykker og forbrydelser. Nogle gange med den følge, at uskyldige mennesker må lade livet. Det kan være en spritbilist, der har påkørt folk, eller det kan være utilsigtet drab af folk, der tilfældigt har været i nærheden af skudepisoder.
Hver gang vil man se det samme syn: Velmenende mennesker synes, at de skal mindes den afdøde ved at lægge blomster på stedet. Det kan se smukt ud, lige når det sker, men tænk på, hvordan en buket slatne tulipaner ser ud, når den har ligget i solen uden vand i et par timer.
Hvem tør fjerne sådan en kompostbunke, man vil jo blive beskyldt for at være følelseskold.
Jeg husker et tilfælde på Frederiksberg, hvor en ung spritbilist havde kørt sig selv ihjel; her blev kompostbunken liggende i flere uger.
Vil man gerne købe blomster, så giv dem til nabo eller genbo, og sig: Jeg synes, der sker så meget ondt i verden, så her er et forsøg på at gøre livet lidt lysere.
I dag vil jeg skrive om kompostbunker. Desværre lever vi i en verden, hvor der sker ulykker og forbrydelser. Nogle gange med den følge, at uskyldige mennesker må lade livet. Det kan være en spritbilist, der har påkørt folk, eller det kan være utilsigtet drab af folk, der tilfældigt har været i nærheden af skudepisoder.
Hver gang vil man se det samme syn: Velmenende mennesker synes, at de skal mindes den afdøde ved at lægge blomster på stedet. Det kan se smukt ud, lige når det sker, men tænk på, hvordan en buket slatne tulipaner ser ud, når den har ligget i solen uden vand i et par timer.
Hvem tør fjerne sådan en kompostbunke, man vil jo blive beskyldt for at være følelseskold.
Jeg husker et tilfælde på Frederiksberg, hvor en ung spritbilist havde kørt sig selv ihjel; her blev kompostbunken liggende i flere uger.
Vil man gerne købe blomster, så giv dem til nabo eller genbo, og sig: Jeg synes, der sker så meget ondt i verden, så her er et forsøg på at gøre livet lidt lysere.
Abonner på:
Opslag (Atom)