En af humoristen Robert Storm Petersens vagabonder erklærer, at overlægen havde den diagnose, at han led af sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke. Sådan har jeg det også.
Nu læste jeg historien om den lille pige med svovlstikkerne. I den er hendes fader nærmest en skurk, der jager den stakkels pige ud i sneen. Men jeg husker, at i "Kapitalen" fortæller Marx om en læge i Wien, der havde konstateret, at de yderst fattige mennesker, der som den sidste udvej lavede svovlstikker, led de frygteligste kvaler af fosforforgiftning.
Så har historien en ganske anden vinkel. Men for en forfatter er døden af sult og kulde jo en pæn, ublodig og renlig måde at aflive sine personer. Hostrup lader i "Gjenboerne" en lystig vise handle om en soldat, der fryser ihjel, så det var ikke et ukendt fænomen. Andersen bruger også metoden andetsteds.
Jeg tror Andersen følte, at historien endte lykkeligt, den lille pige kommer i himlen.
Jeg vil sige om Andersen, som Poul Henningsen engang sagde om en daværende justitsminister: Manden er jo kristen, og det skal jo give et skævt syn på tilværelsen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar