Om emballage af mælk

De første mælkeflasker, jeg husker, var af klart glas, og de var lukket med en rund papskive, der blev holdt fast med en kraftig rand af metal, som man skulle være forsigtig med, så man ikke rev sig på metallet. Jeg husker, at min morbror Villy demonstrerede, hvordan man gjorde på arbejdspladserne. Efter at have tømt flasken klemte han metalranden sammen, så den lige kunne skubbes ned i flasken. Det gav arbejde, sagde han, på mejerierne måtte man have folk ansat til at pille metallet ud af flaskerne.
Sødmælken var ikke homogeniseret, så den ville i løbet af en nat danne en prop af fløde, der lagde sig som et slimet lag over havregrynene om morgenen. Jeg syntes, det var ækelt, men der var dem, der kunne lide det.
Kærnemælk,ville i løbet af natten skilles i et klart lag øverst og et tykkere lag nederst; og flasken var efter brug stribet på indersiden.

Da jeg i 1944 kom ud af skolen, skulle jeg vente i nogle måneder på at få en læreplads, og i mellemtiden havde jeg et par små jobs, bl.a. som mælkemand. Jeg kørte for Rødovre mejeri i nogle kolonihaveforeninger. Jeg kørte på en longjohn (en lang cykel hvor der mellem styr og forhjul var et lad). Cyklen havde ikke hverken dæk eller slange, i stedet var hjulet udstyret med erstatning af træ, der med fjedre var monteret på fælgene. På ladet havde jeg 5-6 kasser med mælkeflasker, og fra hver side af styret hang to poser med mælkeflasker.

Jeg husker, at en af mine første kunder bad mig om en pot sød og en pægl fløde. Jeg skønnede, at mælken skulle være den største og gav hende en liter sødmælk og en kvart liter fløde, og det viste sig at være rigtigt.

Der var mangel på flasker, så jeg skulle svare for de flasker, jeg modtog og afleverede, desværre havde bagerne en anden måe at regne på end mejeriet. gang på gang så jeg, at folk havde tage deres en-liter flaske til bagere og fået en deciliter fløde. Når jeg så modtog den lille flaske i stedet for den store, var jeg nødt til at sige, at så måtte de betale de 25 øre, der var forskellen; det endte gerne med, at de fandt en stor flaske frem, som de ellers havde gemt til at sylte rabarbersaft i.

Da Kolonihavesæsonen var forbi, kunne jeg gå rundt om de forladte huse og finde husmødrenes lager af tomme flasker, der lå skubbet ind under husene. Det gav mig et ekstra overskud. Så var der ikke brug for mig, når kunderne var flyttet hjem, og jeg måtte finde noget andet.