torsdag den 25. februar 2010

Nuclear lyrik




Under den kolde krig gjaldt det om at holde frygten for en atomkrig ved lige, det var ens i øst og i vest, for det var jo kun den anden part, man skulle frygte.
Her i landet udgav man denne pjece om hvordan, man skulle forholde sig, hvis krigen kom; man skulle gå ned i en af de beskyttelsesrum, der ikke fandtes, og leve af dåsemad til sirenens signal lød, der sagde,at det ikke mere var farligt at trække vejret.
Det fik mig til at skrive følgende digt med inspiration fra det amerikanske blad MAD:
Jeg sidder i min sikre kælder
og spiser Irma frikadeller,
men forårsluften frisk fra filter,
den gør mig kåd, den gør mig ilter.
Jeg tænker på de piger søde,
som jeg måske engang skal møde.
Det bliver i en anden kælder,
hvor lyden fra en geigertæller
med tusinder af raske klik,
gir os den sødeste musik.
Der skal hun sidde på mit skød,
selvom det værker i mit kød,
for under paddehattens sky
går man med undertøj af bly,
Det giver jo lidt ekstra vægt,
men tænk blot på vor efterslægt,
De børn vi får, vil være kære,
selv om de måske blir lidt sære.
for takket videnskabens flid,
behøves ikke thalidomid.
Det gir os tryghed ved at læse
statsministeriets nye pjece.