Erindringsforskydninger

Hvor småt kan det blive?

2011-10-20T08:57:00.000+02:00

Den mindste skrift, jeg har prøvet som sætter, var nonpareille (udtales nonprel), her er bogstavernes højde fra top til bund seks punkt, det svarer til ca to millimeter. Der fandtes mindre grader, perle var fem punkt, diamant fire punkt, men de små grader var ulæselige og brugtes sjældent. I dag sættes tv-programmerne med nonpareille og nogle af dem med perle.Jeg må have en lup med, hvis jeg i butikker vi llæse, hvad der er i maden, eller hvad der står i brugsanvisninger. Før i tiden var det kun forsikringsselskaber der brugte så små grader og kun på bagsiden af forsikringspapirer.

Om krøllede bogstaver

2011-10-04T10:28:00.000+02:00

Jeg har aldrig haft problemer med at læse gotiske bogstaver (trykte vel at mærke, med håndskrift er det noget andet), det skyldtes, at mellem de første bøger jeg læste, var der en lille bog med eventyr, den stammede fra min mors barndom; det var sider fra Familie-Journalen, der var blevet falset og indbundet. Det var en samling af formodentlig engelske eventyr; af en helt anden type end danske; de var spændende at læse, og det, at det var gotiske bogstaver gjorde intet, Senere i skolen var det stadig almindeligt, at en del af læsebogen var med gotiske bogstaver, men nu var jeg jo vant til dem.
Som sætterlærling lærte jeg reglerne for gotiske bogstaver, det var mest de to slags "s", der er et lille og et langt, det sidste bliver af den usikre læser ofte forvekslet med et "f". Og så er der flere ligaturer, dvs. sammenstøbninger af flere bogstaver.
Jeg fik imidlertid kun brug for denne viden en eneste gang. Det var under krigen, Hovedstadens Brugsforening fik trykt nogle kort på tysk. der stod: Denne butik tilhører en dansk forbrugerforening,og må efter dansk lov kun sælge til medlemmer.Og det stod med Schwabacher, en sort gotisk skrift.
Nok var de tyske soldater en besættelsesmagt, men den menige soldat rettede sig efter lovens bogstav, og gik hen og købte sine flødeskumskager et andet sted.

En valghistorie

2011-09-15T09:19:00.000+02:00

En gammel kollega fortalte denne lille erindringshistorie fra tiden før første verdenskrig. Arbejdstiden var meget lang, og det kunne knibe med, at alle kunne nå at komme hjem og ned til valgstedet inden lukketid. Men det var der råd for, et par mand ventede med at stemme, indtil valgformanden råbte, om der var nogen til stede, som endnu ikke havde afgivet sin stemme; så trådte en mand frem og meldte sig, han fik sin stemmesedddel og forsvandt bag forhænget,det tog lang tid, før han meddelte, at blyanten var knækket, og han fik en ny. Når han så havde smølet sig færdig, gentog komedien sig med en ny vælger. På den måde kunne det lykkes at få tid til de sidste.
Men han sagde også, at hans far var ude for, at hans partifæller kunne fortælle ham, at de havde ladet en anden stemme i hans sted, fordi de var i tvivl om, hvorvidt han kunne nå at komme frem til tiden.

Om demokrati

2011-09-08T19:00:00.001+02:00

Her i landet er vi meget interesseret i demokrati i andre lande, det skal der til, siges det. Men er vi så glade for demokrati?
Prøv f.eks. at blade i Højskolesangbogen, Der er stort set tre kategorier: Der er religiøse sange og salmer; der er nationale sange, og der er de nuttede sange. Men man vil ikke finde en eneste, der handler om demokrati. Det interesserer ikke digtere. Heller ikke i prosa findes der ret meget om demokrati. Det sidste jeg har set er en historie af Carl Winther Sørensen i samlingen " Vi vandrer sol i møde" fra 1934, den hedder "Da Pløk skulle stemme", den handler om en murersvend, der må rejse på tomlen gennem hele landet for at kune stemme ved et valg i 30'erne.
Vi kan se hyldest til frihed, men det er en helt anden sag. Grundloven handler om demokrati, men også om at begrænse den.
Men jeg efterlyser digtere, der synes, at demokrati er lige så vigtigt som blå himmel, grønne marker og andet
nuttet stof.

Om håndskrift

2011-07-04T11:10:00.000+02:00

I sin tid havde alle lært skråskrift, den har det desværre med at blive komplet ulæselig. De eneste, deer kunne skrive så man kunne læse det, var bibliotekarer. Alle kartotekskort var udfyldt i hånden, og alle med den samme letlæselige skrift; man kunne ikke se hvilken af bibliotekarerne, der havde skrevet kortet, de var alle ens. Selv troede jeg, at jeg havde en læselig håndskrift, indtil jeg som soldat skulle skrive krypterede telegrammer ned. Det var ikke ord men koder på fem bogstaver, og når de skulle dechiffreres, måtte der ikke være fej, så ville resten af telegrammet gå i skuddermudder. Der var forskel på piümn og püinm. Men som typograf så jeg eksempler på håndskrifter, der var så ulæselige, at man skulle tro, at det var løgn.
Men bedre tider var på vej; en dag så jeg en maskinsætter på vej gennem håndsætteriet, han standsede pludselig op og stod og studerede en dagseddel. "Hvem har skrevet det?" spurgte han. Jeg forklarede, at det var vor nye lærling, og at han måtte være på det første hold af elever, der forlod skolen efter at have lært den norske formskrift. Lidt efter stod alle fem maskinsættere og beundrede lærlingens håndskrift. "Tænk, hvis vore kunder skrev sådan!" lød deres dom.
Desværre synes det, som om det i dag ikke agtes så højt at skrive, så det kan læses. Og det er synd.
Formskriften er nemlig også køn. Er den skrevet med kuglepen, er den for tam; men brug en fyldepen, der gør forskel på op og nedstreger; det gør alverden til forskel

Tanker om Janteloven

2011-06-09T10:54:00.000+02:00

Der var engang en stor forfatter, ingen kan eller kunne sige andet, end at han var et geni. Det pinte ham derimod, at der var folk, som syntes, at han som person havde fejl; han var desværre temmelig fordrukken, og kunne være en plage for sine venner. Det, syntes han, var deres fejl, og så skrev han Janteloven.
Den giver stof til eftertanke og bør kendes af alle; men den er ikke en undskyldning for, at man kan te sig, som man vil, uden at man risikere kritik. Uanset hvor dyr en bil man har, så skal man overholde færdselsreglerne, det er ikke begrundet i misundelse, men i ønsket om lighed for loven. Husk, selv fattigrøve uden bil skal overholde hastighedsgrænserne.

Skriftstørrelser

2011-02-19T16:40:00.002+01:00

I bogtryk har man et mål,der hedder et punkt. De forskellige skriftstørrelser har hver deres navn.
Man måler fra det øverste af et versal (stort) bogstav til det nederste af et nedhængende bogstav. En 6 punkt skrift hedder Nonpareil (udtales nonprel), 8 punkt er Petit, 10 punkt er Korpus, 12 punkt Cicero, 14 punkt Mittel, 16 punkt Tertia, 20 punkt Text.
Hvis satsen er kompres, vil nedhængende bogstaver røre ved næste linjes versaler, det vil være uskønt, og derfor bliver satsen skudt, dvs. der indskydes to punkt ekstra mellem linjerne.
Nu er der små forskelle på de typografiske mål verden over, derfor svarer Words mål ikke til typografiske mål her i landet.
Når en skriftstørrelse i Word hedder 12 pkt, så svarer det nærmest til skudt korpus, for skydningen regnes med i de 12 pkt.

QWERTY og ETAOIN

2011-02-14T12:01:00.002+01:00

Jeg tror de fleste kan genkende det første af de to ord i overskriften. Det er de første seks bogstaver på tastaturet af en skrivemaskine, og det er overgået til komputoren, så alle kender den rækkefølge; men der findes jo andre tastaturer. På en sættemaskine var der en anden opstilling. Jeg har aldrig været maskinsætter, men som håndsætter skulle jeg ombryde satsen, f.eks. inddele satsen i enkelte sider. En linotype støbte en linje ad gangen; det kunne ske, at maskinsætteren havde brug for at gøre opmærksom på, at her skulle der ske noget, en tabel indsættes eller lignende, og derfor lod han fingeren glide ned ad den første række taster, og så stod der: ETAOIN ETAOIN ETAOIN, næste række gav så: SHRDLU. Det ville sætteren så straks opdage.
Det at det var hele linjer betød, at hvis en fejl skulle rettes, så måtte hele linjen skiftes ud. Hvis sætteren, der skiftede denne linje tog fejl og satte den nye linje ind et forkert sted, så var der først mulighed for trykfejl, og den slags kan så ses i en bog hundrede år senere.

Om fotografering

2011-02-08T16:28:00.004+01:00

Da jeg var dreng stod der en kanonfotograf på Københavns Rådhusplads, han havde apparatet på et stativ,og det kunne godt ligne et skydevåben, deraf navnet. Først tog han billedet, så fremkaldte han i kassen negativet (på papir), og så slog han en holder ud, anbragte negativet der, fotograferede det, og så var det positivbilledet, der blev fremkaldt. Det var hans forretning, han stod der altid ligesom manden, der solgte duefoder.
Min mor havde et apparat, det var en sort kasse, der var ikke noget med at indstille, man pegede på emnet, trykkede på en knap, og så blev filmrullen sendt til fremkaldelse og kopiering.
Min onkel Erland fotograferede familien ved særlige lejligheder; han kunne også fotografere indendørs, han hældte et pulver (magnesium) op i en lille holder, trykkede på en knap, og så flammede det op som et lyn, det kaldtes blits.
Jeg havde så småt håbet på at få et apparat foræret til min konfirmation, i 1941, men sådan blev det ikke,men jeg havde fået næsten to hundrede kroner, og dagen efter købte jeg et klapkamera for 125 kr. Jeg gik hjem til Erland og spurgte ham til råds for her skulle man både indstille blænde og tid, men filmen skulle sendes til fremkaldelse. Senere købte jeg en lille, rund metalskive, den kunne man indstille på, hvilken måned det var, om der var klar sol eller overskyet, og så stod der, hvilken blænde, man skulle bruge.
Efter krigen var der mangel på sådan noget som film, så jeg solgte klapkameraet og købte et pladeapparat, for der var så få, der brugte plader, så det kunne man få. Det var herligt, først skulle man på en matskive se billedet,og da bælgen kunne trækkes ud, så der var 15 cm fra linse til matskive eller plade, kunne man få et knivskarpt billede; det var væsentlig bedre end de nyere apparater. Fremkaldelsen hjalp en af mine kammerater, der var kemigraflærling, mig med. Vi tilbragte mange timer i mørkekammer med fremkaldervæske og fixerbad. Han havde også forstørrelsesapparat, så vi kunne næsten alt.
Det krævede, at jeg havde et stativ med mig, det glemte jeg desværre under sengen på et vandrerhjem i Wales i 1949. Og apparatet lånte jeg ud engang i 60'erne, hvor det er nu ved jeg ikke.
Senere købte vi et mere moderne apparat til film, og nu kunne man fotografere i farver, resultatet var diapositiver, som man kunne betragte i et særligt apparat eller som lysbillede. Nogle år efter kunne man få papirbilleder. Men man skulle stadig sende filmen til fremkaldelse og kopiering.
I år 2000 fik vi et kamera, som vi kan slutte til komputeren, billederne kan ses på skærmen og printes ud, og det er slut med at købe film, for der er mulighed for et utal af billeder, og der er råd til at sortere i billederne. Overvejelser om blænde og tid er slut.
Nu er vi nået til at vore mobiltelefoner også kan tage billeder, så man altid har apparatet ved hånden.
Hvad bliver det næste?

Om kunstfærdig typografi

2010-10-28T11:39:00.006+02:00

Jeg har tidligere brokket mig over moderne typografi, der glemmer at undgå horeunger og franske ditto. Jeg vil her fortsætte mit brokkeri, men først lidt historie.
For ca. halvandet hundrede år siden havde Frankrig en konge, der hed Louis-Philippe; ikke alle var lige begejstret for ham, og et blad bragte endog tegninger, hvor han blev afbildet som en pære.

Den slags svineri kan man jo ikke have, så bladet blev bragt for retten og dømt. Dommen skulle bringes i bladet, og det blev den. Se blot her forsiden:

Den slags må jo aftvinge en respekt, jeg har den dybeste beundring for den typograf, der har satt denne forside.
I vore dage ville den slags kunne udføres med nogle få klik med musen, og det kan desværre let forlede til, at det bliver brugt for tit. Resultatet er desværre, at mange linjer bliver hakket i stykker, så teksten er vanskelig at læse. Og det vil jeg gerne brokke mig over.

Hvad var livet uden fremmedord?

2010-09-20T17:09:00.003+02:00

En kollega på trykkeriet viste mig et brev, han havde skrevet til sin husvært. Jeg viste ham, at han havde brugt tre fremmedord, alle tre forkert. Da jeg mente, at han hellere skulle have brugt de rigtige danske ord, svarede han, at han jo gerne ville vise, at han ikke var en ren analfabet. Og det var jo en rigtig betragtning.Så her er tre fremmedord, som enhver kan indflette i en samtale og vise, at man ikke er en analfabet.

Parallepipidum
Seks ens kvadrater er en terning. Seks rektangeler er en kasse (f.eks. en skotøjsæske). Seks paralellogrammer er siderne i et paralellepipidum (f.eks. en ligkiste).

Onomatopoietikon
er blot et lydefterlignende ord (f.eks. bang, risle).

Oxymoron
Er et ord,, der er sammensat af to modstridende begreber (f.eks. larmende tavshed, en rødglødende istap) for nogle år siden var der en humorist, der ville skabe en forening, der skulle hedde Henry, det skulle betyde hensynsfulde rygere,det er en oxymoron.

Fremprovokerede trykfejl

2010-07-20T15:25:00.000+02:00

tirsdag den 20. juli 2010

I november havde jeg et indlæg om sætternissen. Her er et par eksempler, hvor sætteren har hjulpet til:
En kollega, der havde stået i lære i Berlin, før og under 1. verdenskrig, fortalte, at han skulle sætte en sang til en forlovelsesfest, og heri stod sætningen "sie grûssten einander mit einem warmen hândedruck". Her ville han more korrekturlæseren ved at bytte om på ä og u i det sidste ord. Desværre gik fejlen igennem.
Et andet eksempel er fra et kort over Dyrehaven. I dag kan man her se, at stien, der går fra Peter Liep til friluftsteatret i Ulvedalene, hedder Teaterstien. Men på Politikens kort fra 1940'erne stod der, at den hed Hurtigknepperstien, og den slags ord så man dengang sjældent på tryk. Jeg er sikker på, at en eller anden har moret sig med at sætte den linje på.

0 kommentarer:

Et citat

2010-06-11T17:49:00.002+02:00

Det er snart blevet en hverdagsbegivenhed, at vi hører om danske soldater, der er blevet dræbt langt fra Danmark. Det får mig til at tænke på et digt af Harald Bergstedt, der sikkert er blevet til efter første verdeskrig, da USA indførte spiritusforbud:

DER ER DOG FORSKEL

Da Svendsens eget hjertebarn
blev slæbt i krig og skudt,
frembar han stolt sit tab på folkets alter.
Men da samme kære folk
fik hans frokostsnaps forbudt,
da græd han hjerrteblod i pressens spalter.

Gamle vittigheder

2010-04-20T11:32:00.003+02:00

Kunstneren Herman Stilling sagde engang, at der var enkelte gamle vittigheder, som man burde holde vedlige, selvom de måske er uforståelige for nutidens unge.
Han nævnte som eksempel den om drengen, der meddeler værkføreren, at hans far ikke kommer, fordi han er syg. Værkføreren spørger:"Er din far i sygekasse?" hvortil drengen svarer: "Nej, han ligger i en almindelig seng."
Nu vil jeg bidrage med et par gode gamle.

Dagen før fars dag går en husmoder fulgt af sin lille søn ind til en cigarhandler og køber tre cigarer, der bliver udleveret i en lille pose, som hun lægger ned i sin indkøbskurv. Da de kommer ud på gaden, siger den lille: "Mor, manden troede, at du ville ryge dem selv." Moderen: "Hvorfor tror du det?" Drengen: "Jo, han sagde 'Pas på, De ikke knækker Dem' ."

En hestevogn står uden for en kælderbeværtning, hesten gumler i sin mulepose, og kusken sidder i beværtningen og får en øl, så stikker en lille dreng hovedet ind og spørger"Mand, mand, må jeg klappe din hest? Kusken svarer: "Gu må du ej, skrup af med dig:" Lidt efter er drengen der igen: "Mand, mand din hest er væltet." Hvortil kusken svarer: "Så har du jo klappet den alligevel, din satans knægt!".

9. april og 4. maj

2010-04-09T19:16:00.002+02:00

I dag ævles der på fuld kraft om 9. april, og hvad den dato skulle betyde.
Jeg var 12 år i 1940, og var skræmt, for jeg vidste, at mine forældre var socialdemokrater, og jeg havde hørt om, hvordan Nazityskland behandlede anderledes tænkende, og jeg havde mødt tyskere, der havde måtet flygte fra Tyskland. Det var også noget jeg havde læst om i Socialdemokraten og i DUIs blad Rødfalken.
Hvis mine forældre havde været pæne borgerlige mennesker og havde holdt en anden avis; ja så havde jeg intet anet.
Jeg ved det, for i 1943 var jeg på en feriekoloni, og der opdagede jeg, at mine kammerater aldrig havde hørt om, at der havde været koncentrationslejre i Tyskland før krigen. De troede, at det var noget nyt, og blev overrasket ved at høre min påstand, at der var tyskere, der var blevet spærret inde der. Jeg ved ikke, om de troede mig.
Så tro ikke på dem, der hævder, at hele nationen stod samlet imod besættelsen.
Da krigen sluttede var jeg glad for at have overlevet krigen, og især fordi, man jo havde grund til at frygte, at befrielsen blev med bomber og granater; sådan som det viste sig at gå på Bornholm.
Når folk, der er født efter krigen, udtaler, at man burde havde ydet størrre modstand, med de tab, det ville medføre; så fristes jeg til at spørge, hvilke onkler eller tanter kunne I ønske ofret? For hvis det blev jeres forældre, hvad var der så blevet af jer?
Traditionen med at fejre besættelsens ophør med stearinlys i vinduerne er en smuk skik, men det bliver ikke hos mig.
Efter at vi selv er begyndt at angribe andre lande og deltage i besættelse, synes jeg ikke, vi har noget at lade andre høre

Nuclear lyrik

2010-02-25T14:10:00.006+01:00

Under den kolde krig gjaldt det om at holde frygten for en atomkrig ved lige, det var ens i øst og i vest, for det var jo kun den anden part, man skulle frygte.

Her i landet udgav man denne pjece om hvordan, man skulle forholde sig, hvis krigen kom; man skulle gå ned i en af de beskyttelsesrum, der ikke fandtes, og leve af dåsemad til sirenens signal lød, der sagde,at det ikke mere var farligt at trække vejret.

Det fik mig til at skrive følgende digt med inspiration fra det amerikanske blad MAD:

Jeg sidder i min sikre kælder

og spiser Irma frikadeller,

men forårsluften frisk fra filter,

den gør mig kåd, den gør mig ilter.

Jeg tænker på de piger søde,

som jeg måske engang skal møde.

Det bliver i en anden kælder,

hvor lyden fra en geigertæller

med tusinder af raske klik,

gir os den sødeste musik.

Der skal hun sidde på mit skød,

selvom det værker i mit kød,

for under paddehattens sky

går man med undertøj af bly,

Det giver jo lidt ekstra vægt,

men tænk blot på vor efterslægt,

De børn vi får, vil være kære,

selv om de måske blir lidt sære.

for takket videnskabens flid,

behøves ikke thalidomid.

Det gir os tryghed ved at læse

statsministeriets nye pjece.

Julens sange

2009-12-26T14:06:00.003+01:00

Når en sanger når til det punkt i sin karriere, da der er fare for, at den faste indtægt fra radioen begynder at svinde ind, er der kun en ting at gøre: udgive en sang, hvori ordet jul forekommer.Så vil pladen blive spillet mange år fremover, med den faste indtægt til følge. Det har samtidig den indbyggede forsikring mod, at der vil blive stillet kvalitetskrav. Pladevenderen skal jo i tiden op mod jul (fra oktober) blande det normale bras med en vis mængde juleplad(d)er.
Ind imellem dukker der eksempler op på det, som jeg vil kalde forhærdet tidselgemytlighed.
Det kan virke forfriskende.
Her mangler jeg dog at høre Scherfigs: "Hej hop! Nu har vi jul igen". Den findes nok ikke på plade. Vi må håbe på at et kor indsynger den. Jeg citerer første vers. Resten kan I finde på nettet.
Hej hop! Nu har vi jul igen,
med vat og lort og nissemænd
og julesalg i Jesu navn
til Herrens pris og Illums gavn.

Om snevejr og julegaver

2009-12-24T12:18:00.003+01:00

Til indledning et par ord om snevejr før og nu: Når der er faldet sne kan vi idag høre traktorer med roterende børster, der fjerner den sne, der ligger, hvor fejemaskinen kan komme til; men i 30'erne og 40'erne kunne man høre en hær af forfrosne mænd, der med skovle og sneskrabere gav sig i kast med vejret. Hvor kom alle disse mænd fra? Det var arbejdsløse, der i god tid havde hentet et snetegn. Så kunne de afvente et tidspunkt, da deres nummer var med på tavlen. Der kunne f.eks. stå: Snetegn nr. 250 til 400.
Nu kommer min historie: Min fader havde en yngre broder, der hed Kaj, han elskede hele sit liv at give gaver, men et år, da han var arbejdsløs og ingen penge havde, var julen en sorgens dag for ham, han var trist hele aftnen.
Næste år var han stadig arbejdsløs, men det år faldt sneen i november, han tjente gode penge og købte det år de flotteste gaver til alle familiens børn. Og så var julen reddet for ham.

Om sætternissen

2009-11-27T07:51:00.002+01:00

Her imod årets slutning ses der nisser allevegne; men jeg vil hylde en enkelt, som jeg kender en del til: nemlig sætternissen.
Det er ham, man kan give skylden for alle de tyrkfejl, der findes.
Nogle fejl kalder smilet frem, mens andre føles som en katastofe. Til de sidste hører fejl i et årsregnskab, det kan kræve at oplaget kasseres, og et nyt må trykkes.
Min far var i mange år beskæftiget med annoncerne i Social-Demokraten og fortalte om en pinlig fejl: Ved ombrydningen var en dødsannonce blevet tilføjet en linje med teksten: "afgået med kul til Newcastle".
Enkelte fejl kan fremkaldes med vilje. På trykkeriets kontor var der en dame, jeg mener hun hed Hilda Andersen. Hun fik trykt nogle visitkort, og hun fortalte mig om det chock, hun fik, da hun åbnede den fine æske med de to hundrede visitkort og så, at det øverste kort lød på Hulda Andersen. Detr lettede dog, da det viste sig, at det kun var de tre øverste, der så sådan ud.

Poesi kontra melodi

2009-09-13T12:35:00.002+02:00

Mit forrige indlæg kunne efterlade det fejlagtige indtryk, at jeg ikke er glad for lyrik. Derfor vil jeg nu redegøre for min indstillling.
Jeg skulle engang læse korrektur på en sangbog, og jeg opdagede, at der var en vrimmel af gode vers; når jeg ikke havde lagt mærke til kvaliteten tidligere, var det fordi, det var noget, der blev sunget. Når først der er melodi på, svækkes ens kritiske sans, det er derfor gamle, rædselsfulde sange stadig er i brug.
Dertil kommer, at mange komponister må have opfattet teksten som noget inferiørt, som man ikke skulle tage hensyn til.
For at få teksten til at passe til melodien var der flere små fikse løsninger.
Man kunne gentage en linje, så teksten kom til at ligne en drikkevise, hvor de øvrige svirebrødre kunne gentage sidste linje; men det er ikke noget, der klæder lyriske strofer, som digteren har gjort sig umage med.
Eller man kunne forvrænge et ord, ved at lade en stavelse fylde som flere.
F.eks.: "Det har du tidt betalt med dit dyreste Blod", det blev til: "Det har du tit betalt med dit dyre hesteblod".
En anden lille fidus er at lægge trykket de forkerte steder, ligesom når buschauffører udtaler stoppestednavne forkert. Her må gamle Adam Ø lægge eksempel til igen.
Hør på når danske fuldrikker synger vor nationalsang. De synger: "Der ER et yndigt land, det STÅR med brede bøge", men jeg tror Adam ville have sagt: "Der er et YNDIGT land, det står med BREDE bøge"; men pyt, han har været død længe.
Jeg har tit ved møder tænkt, at hvis jeg skulle skrive referat, ville jeg skrive noget i retning af: "Ved hjælp fra nogle komponister -- som skal være unævnt -- lykkedes det forsamlingen at skamfere udvalgte dele af dansk lyrik".

Hjortens Flugt som hadegave

2009-09-04T19:21:00.002+02:00

I vore dage vil det være utænkeligt, men i begyndelsen af forrige århundrede var "Hjortens Flugt" meget benyttet som konfirmationsgave.
Jeg kan ikke forestille mig, at den har vakt større glæde hos modtagerne. Jeg har selv inden konfirmationsalderen læst bogen fra ende til anden, det var inden overflødig undervisning havde svækket min naturlige kritiske sans, så mit indtryk var, at det ikke var umagen værd, jeg syntes Blicher kunne gøre den slags bedre og kortere og mere forståeligt.
Jeg har senere arbejdet med en ældre sætter, der havde været i lære inden første verdenskrig, han fortalte, at han i løbet af sin læretid mindst fire gange havde sat "Hjortens Flugt"op i hånden; der var ikke sats nok til at sætte alle sider op på en gang, så han satte de sider, der skulle stå på den ene side af et ark og så måtte han lægge satsen tilbage i kassen og sætte det, der skulle sættes på den anden side. Til sidst kunne han alle versene udenad, men med den metode fik han ikke læst versene i den rigtige rækkefølge.
Han må have været åndeligt ret stærk, for man kunne overhovedet ikke mærke, at han havde taget varig skade af det.

Ændring af tronfølgerloven

2009-04-25T12:46:00.003+02:00

Her har vi det endelige bevis på, at Folketingets medlemmer ikke regner os for andet end stemmekvæg, der kan gennes i den ene eller anden retning efter forgodtbefindende. Sidste gang tronfølgerloven blev hevet frem var det for at få stemmekvæget til at deltage i grundlovsafstemningen. Det var ved den lejlighed Margrethe ved en lov med tilbagevirkende kraft blev til tronfølger. Hvem har ellers haft glæde af det?

Nu skal vi igen til rette en petitesse, kan det ikke være så uendeligt ligegyldigt, hvem i den familie, der ved et tilfælde skal kaldes regent.

I sin tid, da kongeværdigheden blev taget alvorligt, blev kongen den, der anførte de drabsmænd, der skilte landet af med den forrige, men senere skulle kongen vælges af stænderforsamlingen. Det blev senere erstattet af den nuværende ordning, hvor embedet går i arv. Når den slags findes f.eks. i Nordkorea, så kan enhver se, hvor utidssvarende det er.

Derfor: Stem ved de afstemninger. der har en smule betydning, men stem blank ved denne tåbelige afstemning. Lad de royale ugeblade om at beskæftige sig med det vås.

Jeg har tænkt at skrive tværs over sedlen: Forøvrigt synes jeg monarkiet skal afskaffes.

Politik og psykologi

2009-04-06T19:14:00.000+02:00

Sidst i 1940'erne var jeg medlem af en forening,der hed Vita. Det er måske lidt meget sagt, at kalde det en forening. Der var ingen bestyrelse og ingen medlemmer, men der var et stilehefte, hvori mødedeltagerne kunne skrive navn og adresse, og hvert møde sluttede med, at man aftalte, hvem der skulle arrangere næste måneds møde. Så blev der samlet ind til porto og lokaleleje, og så var det de udvalgte, der udsendte indbydelser etc.
De fleste af deltagerne var kunstnere, malere eller digtere, og for ikke at virke som en kunstner iførte jeg mig mit pæne blå jakkesæt i stedet for den islandske sweater jeg normalt benyttede.
Jeg var blevet indført i kredsen af en lidt ældre ven, Sigurd Wåle, han var en forfatter og filosof, der for at få sine skrifter udbredt, selv duplikerede dem, heftede dem og solgte dem. Så da han en aften holdt et foredrag med titlen "psykologi på selvbiografisk grundlag", fandt jeg mit pæne sæt tøj frem og troppede op.
Det, der gjorde det længstvarende indtryk, var hans beretning om hans to højskoleophold; når man var arbejdsløs kunne man tage på højskole, og det havde han benyttet sig af. Første år var han på Roskilde Arbejderhøjskole, der var flest DSU'ere, så der blev han ivrig kommunist.
Næste år kom han på Askov, der var det vensrefolk, og de syntes at kommunister var en slags uskadelige idealister, men at socialdemokrater havde fanden skabt, så der blev han socialdemokrat.
Det syntes jeg var en yderst belærende historie.

Arbejdsløshed - set udefra

2009-03-10T10:18:00.000+01:00

Det må have været i 1934, jeg gik i første klasse i Sønderborg. Jeg legede med min bedste ven, der var et par år ældre end jeg, han hed Hejser, jeg er senere blevet klar over, at han nok har heddet Hans eller Heinz.
På den anden side af et plankeværk lå en have med et kirsebærtræ, og ejeren havde rakt en pose kirsebær over til os. Vi var i gang med at dele bærrene, da en tredje dreng kom ind til os, han så så trist ud, at vi spurgte om, hvad der var galt. Han fortalte os, at hans far var blevet arbejdsløs. Så vi blev enige om at dele bærrene med ham.
Jeg vidste godt, hvad en arbejdsløs var. Der kom tit en eller anden og tiggede, havde vi ingen penge, så kune han få en madpakke med. Men jeg anede ikke, at det var noget, der kunne ramme almindelige mennesker. Så jeg spurgte min mor, om min far også kunne blive arbejdsløs og fik at vide, at han havde fast arbejde, så det beroligede.
Ti år senere havde jeg fået lovning på en læreplads, og et par af min fars yngre brødre sagde, at typograf, det var et virkeligt godt fag, for de havde sådan en god arbejdsløshedskasse. Det vidste de, for medens de selv kun havde fået understøttelse efter en eller to uger, så havde typografer fået den fra første uge.

Derfor kom Danmark i krig i Irak

2009-02-15T15:01:00.000+01:00

Der er dem, der tror, at danske soldater blev sendt til Irak på grund af frygten for masseødelæggelsesvåben; men selv vor statsminister mener, at man må find en anden begrundelse.
Men jeg mener nu, at årsagen skal søges længere tilbage. Da jeg var dreng i 1920'erne og 30'erne, var mine forældre og hele deres generation overbeviste om, at krig var noget skidt, og der var ingen vindere men kun tabere på begge sider.
Så kom krigen og besættelsen, og da krigen endelig sluttede i maj 1945 hed det sig, at det var en sejr (V-dag), og alle fik travlt med at komme på det vindende hold.
Det lykkedes i den grad, at historieundervisningen for kommende generationer gik ud på, at vi (med lidt hjælp) vandt krigen.
Og så er det nemt, at få folket til at godkende krigsdeltagelse.
Det er prøvet før: Ved lidt historieforfalskning blev Slaget på Rheden lavet om til en sejr, og så efter treårskrigen var danskerne parat til hvad som helst, og var til at lokke til krigen 1864.
Men for at gå tilbage til min barndom: Gode socialdemokrater følte, at hvis vi fik Europas Forenede Stater, så kunne vi slippe for verdenskrig nr. 2.
Da 2. verdenskrig sluttede hørte jeg ældre svende udtrykke håbet om, at grænserne igen blev åbnede, så unge håndværkere kunne arbejde overalt i Europa.
Men da afstemningen om EU kom, var de blevet så skræmte ved tanken om, at udlændinge kunne komme hertil, at de stemte imod.
Vi mangler det store nederlag, der kan vække til eftertanke.

Bogtryk - før og nu

2009-02-01T15:31:00.000+01:00

Herover ses en side fra en af de ældste trykte bøger Gutenbergs 42-linjede bibel. Her vises, hvad der er idealet for en trykside: siden udgør en smuk rektangel, ved nærmere betragning kan det ses, at hvor en linje ender med en bindestreg, er denne anbragt uden for kolonnen, så man undgår at få en ujævn kant. Hvad der yderligere bidrager til at give siden et roligt udseendeer, at der er samme ordmellemrum overalt, det kunne kun gøres ved at Gutenberg havde tegnet og støbt nogle af typerne i forskellige bredder, senere tiders typografer havde ikke denne udvej.
En håndsætter måtte knibe eller spærre i mellemrummene for at opnå lige lange linjer. Men han kunne tage hensyn til udseendet, foran visse bogstaver som A, T og V var der ikke brug for så stort ordmellemrum som andre steder.
En maskinsætter havde ikke denne mulighed, hans maskine lavede automatisk samme mellemrum i hele linjen.
Var der flere linjer efter hinanden med for store ordmellemrum, kunne der opstå hvide floder ned gennem siden. Så måtte ombryderen ind til maskinsætteren for at få sat nogle linjer om, så siden fik et pænt udseende.
Det samme gjaldt, hvis der var mere end to bindestreger efter hinanden, det var ikke velset.
Hvad der slet ikke kunne tolereres var en horeunge, det vil for en typograf betyde, at en udgangslinje kom øverst på en side, for det ville spolere det rektangel, som kolonnen skulle udgøre.
Det var ikke så slemt, hvis en indrykket linje kom nederst på en side, så det blev kun kaldt for en fransk horeunge.
Gutenberg måtte sætte alt i hånden, men kunne lave de smukkeste bøger, så kom maskinsatsen til, og kvaliteten faldt.
Nutidens maskiner har snart overtaget alt, men kvaliteten er også blevet derefter. Betragt denne gengivelse af et bogopslag med ikke mindre end to horeunger, og det er ikke blot, fordi det er en biligbog, for den slags kan ses i dyre, illustrerede bøger på det fineste papir

Om utålmodighed

2009-01-18T10:54:00.000+01:00

Her står jeg i Netto i en lang række og venter på at få lov til at betale de varer, jeg selv har udvalgt. Foran og bag mig står utålmodige mennesker, der kommer med tilråb som: "Nu er der otte her i køen!" tanken er, at den stakkels kassedame skal få tilkaldt hjælp, så vi kan blive ekspederet to minutter før.

Så er det jeg tænker på de gode gamle dage, dengang i 1930'erne da jeg som en lille dreng blev sendt i byen med en lang seddel med alle de ting, der skal hentes i brugsen.

Brugsen var et aflangt lokale, der var delt på den lange led af en disk, bag disken stod ekspedienten, og væggen bag ham var dækket af reoler med varer, i den ene ende af hans side stod kaffemøllen og i den anden grøntafdelingen. På kundesiden var der plads til at stille sig op til det var ens tur. Det var skrækkeligt, hvis man stod bag en dame (i mine tanker en kælling), der startede med at bede om tre pund kartofler, ekspedienten gik ned i grøntafdelingen, afvejede i en pose kom tilbage og spurgte: "Var der ellers noget?" Så bad damen om tre løg, han gik tilbage og hentede tre løg, men damen syntes, de var så små, så han må hente et til. Og således måtte den stakkels mand gå frem og tilbage den ene gang efter den anden. Når det endelig blev min tur, gav jeg ham blot sedlen, så kunne han hente tingene i den rækkefølge, der passede ham.
Alle varerne blev anbragt på et ark brunt papir, ekspedienten tog blyanten ned fra øret, skrev alle priserne ned på papiret, lagde tallene sammen, pakkede varerne ind og modtog pengene. Blev der betalt med en seddel, blev der betalt tilbage ved at tælle opad. Hvis beløbet var 6,35, så blev der lagt småpenge til, så vi nåede 7 kr. og så lagt kronemønter til, indtil vi nåede de 10 kr.

Skulle jeg have slagtervarer, så gik turen til brugsens slagter ved siden af, og her stod man i kø igen, indtil damen fra før havde bestemt sig. Skulle jeg have hakket kød, tog det lidt ekstra tid, medens slagteren hakkede kødet. Her blev kødet pakket i hvidt fedttæt papi, og denne pakke blev så igen pakket i brunt papir.
Et besøg i udsalget ved siden af (med venten i kø) var nødvendig for at få et kvart kg smør, smørret befandt sig i en drittel (en lille tønde af træ), der lå på en hylde. Ekspeditricen tog en flad træspartel op af den krukke med vand , den stod i, tørrede vandet hen over et ark pergamentpapir, gravede smørklumpen ud af dritlen og klaskede smørret op på papiret, vejede det, justerede mængden, og så begyndte en gang klasken, venden og drejen og klasken, indtil smørret havde den ønskede kassefacon, så blev det pakket ind. Igen med ekstra papir til sidst.

I dag ville disse indkøb foregå på en gang i et supermarked, selv inkluderet ventetid i kassekøen tager det ikke en fjerdedel af tiden, men vi er blevet mere utålmodige.

Lad os sige det, som det er

2009-01-08T19:01:00.000+01:00

Jeg har forslag til et par slogans, som jeg vil tilegne de to regeringspartier og deres onde ånd:

Det første er:

BORGERNE HAR DET BEDST, NÅR DE ER I LOMMEN PÅ DEM, DER HAR PENGENE

Og nummer to er:

AT VÆRE EUROPÆER, ER AT VÆRE SIG SELV, AT VÆRE DANSK ER AT VÆRE SIG SELV NOK

Lad os være ærlige og sige det, som det er.

Mogens Lorentzen

2008-12-13T14:34:00.000+01:00

Engang i 1940'erne var der et uhyre populært program på radioen. Maleren og forfatteren Mogens Lorentzen havde hver måned et causeri, det hed f.eks. "Så gik oktober".
Her blev den forgangne måneds vejr etc. behandlet poetisk og humoristisk. Jeg mindes en varm sommeraften, da jeg måtte løbe hjem fra biblioteket for at høre ham; fra åbentstående vinduer lød hans stemme hele vejen. Alle lyttede på hans udsendelse.
I denne måned er der grund til at mindes ham, for det er ham, der har skrevet den eneste julesang, hvor det overtroiske (nisser, jesusbarn og julemand) er blevet skiftet ud med poesi.
Jeg vil citere det sidste vers af Juletræet med dets pynt, fordi det er den bedste beskrivelse af julens egentlige budskab, der findes på dansk.

Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd'lig jul.

Juleforberedelser

2008-12-01T08:56:00.000+01:00

Da jeg i sidste halvdel af 1940'erne var i lære på Dansk Andelstrykkeri, var der en ting, jeg næsten gruede for, det var den sæson, der startede i oktober. På den tid var der ikke en fagforening med respekt for sig selv, som ikke afholdt en juletræsfest for medlemmernes børn efterfulgt af bal.
Dvs. de skulle have en løbeseddel med program for juletræet, somme tider med en lille efterskrift om at træet ikke måtte plyndres.
Så var der billetterne, børnebilletter med kuponer til godtepose eller kurv, kakao og gavepakke. Voksenbilletter til festen og til ballet.
Og så var der en lodseddel til fordel for juletræet.
Og der var et utal af fagforeninger, så hver gang jeg kom ind og afleverede mit arbejde, lukkede faktoren skuffen og og gav mig et bundt nye ordrer på juletræsbilletter.
De nye billetter skulle jo helst ikke være mage til sidste års, og hue- og kasketsyerskernes skulle helst ikke ligne gelændersnedkernes; så det var en belastning at skulle variere disse, stort set enslydende billetter. Men det gav trods alt en god øvelse.

Om emballage af mælk

2008-11-19T11:08:00.000+01:00

De første mælkeflasker, jeg husker, var af klart glas, og de var lukket med en rund papskive, der blev holdt fast med en kraftig rand af metal, som man skulle være forsigtig med, så man ikke rev sig på metallet. Jeg husker, at min morbror Villy demonstrerede, hvordan man gjorde på arbejdspladserne. Efter at have tømt flasken klemte han metalranden sammen, så den lige kunne skubbes ned i flasken. Det gav arbejde, sagde han, på mejerierne måtte man have folk ansat til at pille metallet ud af flaskerne.
Sødmælken var ikke homogeniseret, så den ville i løbet af en nat danne en prop af fløde, der lagde sig som et slimet lag over havregrynene om morgenen. Jeg syntes, det var ækelt, men der var dem, der kunne lide det.
Kærnemælk,ville i løbet af natten skilles i et klart lag øverst og et tykkere lag nederst; og flasken var efter brug stribet på indersiden.

Da jeg i 1944 kom ud af skolen, skulle jeg vente i nogle måneder på at få en læreplads, og i mellemtiden havde jeg et par små jobs, bl.a. som mælkemand. Jeg kørte for Rødovre mejeri i nogle kolonihaveforeninger. Jeg kørte på en longjohn (en lang cykel hvor der mellem styr og forhjul var et lad). Cyklen havde ikke hverken dæk eller slange, i stedet var hjulet udstyret med erstatning af træ, der med fjedre var monteret på fælgene. På ladet havde jeg 5-6 kasser med mælkeflasker, og fra hver side af styret hang to poser med mælkeflasker.

Jeg husker, at en af mine første kunder bad mig om en pot sød og en pægl fløde. Jeg skønnede, at mælken skulle være den største og gav hende en liter sødmælk og en kvart liter fløde, og det viste sig at være rigtigt.

Der var mangel på flasker, så jeg skulle svare for de flasker, jeg modtog og afleverede, desværre havde bagerne en anden måe at regne på end mejeriet. gang på gang så jeg, at folk havde tage deres en-liter flaske til bagere og fået en deciliter fløde. Når jeg så modtog den lille flaske i stedet for den store, var jeg nødt til at sige, at så måtte de betale de 25 øre, der var forskellen; det endte gerne med, at de fandt en stor flaske frem, som de ellers havde gemt til at sylte rabarbersaft i.

Da Kolonihavesæsonen var forbi, kunne jeg gå rundt om de forladte huse og finde husmødrenes lager af tomme flasker, der lå skubbet ind under husene. Det gav mig et ekstra overskud. Så var der ikke brug for mig, når kunderne var flyttet hjem, og jeg måtte finde noget andet.

Æg og mælk -- Før og nu

2008-11-09T14:02:00.000+01:00

Jeg har tidligere skrevet om de tanker, som synet af et bagervindue sætter igang. Denne gang vil jeg skrive om et par andre dagligvarer:

Æg
I supermarkedet ligger æggene solidt indpakket i hylstre af pap eller plast. Der er forskellige størrelser, og desuden kan man vælge mellem buræg, æg fra skrabe-høns, fritgående høns eller økologiske høns.
I min barndom og ungdom var alle æg vist økologiske, de var opdelt i størrelse; men derudover var der klinke-æg, almindelige æg og nogle, hvorpå der var stemplet et stort P, det var præserverede æg. Præserverede æg var biligere end almindelige æg, de var æg,der var blevet syltet på den årstid, da høns lagde flest æg. Min far fortalte mig, at på Bispebjerg Hospital havde man nogle kolossale bassiner, hvor æggene blev nedlagt i vandglas, så de kunne holde sig, til de skulle benyttes.
Der var ikke noget med selv at tage varerne, damen bag disken lagde det ønskede antal æg i en papirspose, og så var det ens eget ansvar at bringe dem hjem i hel stand.

Mælk
I dag er mælk noget, man henter i supermarkedets køledisk, hvis man vel at mærke kan finde det, som man ønsker. Nu er der så mange slags mælk: Skummetmælk, letmælk, minimælk og hvad ved jeg. Tidligere havde vi skummet. kærne og sødmælk.
På et tidspunkt da kun ganske få havde køleskab, var det vanskeligt at undgå, at mælken blev sur i løbet af natten. Så skulle man have mælk om morgenen var der flere muligheder, man kunne begive sig til det nærmeste bageri eller ismejeri (læg mærke til forstavelsen is) for selv at hente sin mælk; eller man kunne få den bragt. Bagere såvel som ismejerier havde bude til at bringe det ønskede, eller man kunne få mælken fra et af de mange mejerier, der var dengang. Resultatet var, at der i samme opgang tidligt om morgenen kunne være et rend af 4-5 forskellige bude.
Da jeg i 30'erne boede i Sønderborg, kom der en mælkevogn kørende hver dag. Kusken betjente husmødrene, der kom ud med deres små mælkespande. Bagest i hestevognen var der to haner til mælk, fløde havde han inden i vognen.
Jeg var stolt, når han lod mig sidde på bukken og holde tømmerne. Jeg kunne så lege, at jeg var kusk. I virkeligheden vidste hesten selv, hvor den skulle standse.

Når hverdagen bryder igennem

2008-10-21T10:59:00.000+02:00

Bøger er holdbare, man kan læse forfatterens ord mange år efter bogen er udkommet. Så kan man læse om de store problemer, og hvordan de blev opfattet. Men hverdagen viser sig kun i glimt, men de er værd at lægge mærke til.
I Vredens Druer kan man læse i alle enkeltheder, om hvordan man i trediverne måtte lappe en lastbils slange, selv om tuben med solution var næsten tørret ind. Et hverdagssyn som kunne genkendes af læseren i mange år efter, men som nu er historie.
Mere spændende er det når glimtene viser sig i attenhundredetallets romaner. Hos Dickens myldrer de frem. f.eks. når en husfader, der pludselig kommer til lidt penge, skynder sig i byen og kommer hjem med et stykke kød pakket ind i et kålblad. Det minder om H.C.Andersens student, der køber ost hos spækhøkeren og får det pakket ind i en side fra en bog. Begge eksempler siger lidt om størrelsen på indkøbene.
Eller i Victoriatidens dameromaner. I Stolthed og Fordomme har man fornemmelsen af, at det indkvarterede regiment kun viser sig ved, at officererne deltager i ballerne; men så er der et sted, hvor damerne udveksler nyt: nye stoffer hos manufakturhandleren og så er der en menig, der er blevet pisket offentlig, en biting, der ikke dvæles yderligere ved.
I Jane Eyre begrundes et regiments tilstedeværelse i en bisætning ved, at den skulle standse nogle uroligheder. Hovsa, nu har vi fået skildret et idyllisk, harmonisk liv, og så hører vi om opstande, men dem skal vi lede i helt andre bøger efter, hvis man vil høre om dem.

Har De noget, De skal have klinket?

2008-10-11T12:19:00.000+02:00

I vores skab med tallerkener er der en, som er lidt anderledes. Hvis man vender bunden i vejret på den, vil man se, at den har været revnet og limet sammen og som ekstra forstærkning er der sat et par kraftige metalklinker i til at holde skåret på plads.
Vi er ellers ikke meget for at beholde skåret porcellæn, men den tallerken vil vi beholde som et minde om den tid, da man gemte stykkerne fra ituslåede dele til den dag, da en mand ringede på med spørgsmålet:"Har De noget, De skal have klinket?". Han kom en gang om året, og kunne kyndigt bese skårene og udtale sig om, hvorvidt reparationen var mulig, og hvor mange klinker der var nødvendig. For man betalte for hver klinke.
I skolen var det i fysikundervisningen muligt at benytte klinkerne som eksempel på. at metaller udvidede sig i varme og trak sig sammen, når de blev kolde. De lignede nogle meget kraftige hæfteklammer, og blev opvarmet inden de blev sat i huller, der var boret på forhånd, og så holdt de skårene sammen. Og tallerkenen kunne så bruges mange år endnu.
I dag kendes kun udtrykket: "Har du noget, du skal have klinket?", men det er at forstå som en trusel om øretæver.

H.C.Andersen kontra K. Marx

2008-09-20T09:00:00.000+02:00

En af humoristen Robert Storm Petersens vagabonder erklærer, at overlægen havde den diagnose, at han led af sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke. Sådan har jeg det også.
Nu læste jeg historien om den lille pige med svovlstikkerne. I den er hendes fader nærmest en skurk, der jager den stakkels pige ud i sneen. Men jeg husker, at i "Kapitalen" fortæller Marx om en læge i Wien, der havde konstateret, at de yderst fattige mennesker, der som den sidste udvej lavede svovlstikker, led de frygteligste kvaler af fosforforgiftning.
Så har historien en ganske anden vinkel. Men for en forfatter er døden af sult og kulde jo en pæn, ublodig og renlig måde at aflive sine personer. Hostrup lader i "Gjenboerne" en lystig vise handle om en soldat, der fryser ihjel, så det var ikke et ukendt fænomen. Andersen bruger også metoden andetsteds.
Jeg tror Andersen følte, at historien endte lykkeligt, den lille pige kommer i himlen.
Jeg vil sige om Andersen, som Poul Henningsen engang sagde om en daværende justitsminister: Manden er jo kristen, og det skal jo give et skævt syn på tilværelsen.

Hvem ønsker at blive mindet med en kompostbunke?

2008-09-11T14:38:00.000+02:00

I denne blog vil jeg tillade mig at fortælle om alt, hvad jeg påskønner, og alt hvad jeg afskyer.
I dag vil jeg skrive om kompostbunker. Desværre lever vi i en verden, hvor der sker ulykker og forbrydelser. Nogle gange med den følge, at uskyldige mennesker må lade livet. Det kan være en spritbilist, der har påkørt folk, eller det kan være utilsigtet drab af folk, der tilfældigt har været i nærheden af skudepisoder.
Hver gang vil man se det samme syn: Velmenende mennesker synes, at de skal mindes den afdøde ved at lægge blomster på stedet. Det kan se smukt ud, lige når det sker, men tænk på, hvordan en buket slatne tulipaner ser ud, når den har ligget i solen uden vand i et par timer.
Hvem tør fjerne sådan en kompostbunke, man vil jo blive beskyldt for at være følelseskold.
Jeg husker et tilfælde på Frederiksberg, hvor en ung spritbilist havde kørt sig selv ihjel; her blev kompostbunken liggende i flere uger.
Vil man gerne købe blomster, så giv dem til nabo eller genbo, og sig: Jeg synes, der sker så meget ondt i verden, så her er et forsøg på at gøre livet lidt lysere.

Solidaritet - et smukt ord

2008-08-27T16:30:00.000+02:00

Dagens erindring er af den triste slags, den stammer fra den første gang, jeg blev klar over, hvor smålige vi er, når det gælder.
Scenen er i Folkets Hus kort tid efter krigen.
Typografernes lærlingeforening havde generalforsamling, og formanden aflagde beretning. Det fremgik heraf, at typografernes fagforening havde opfordret mestrene til at hæve lærlingenes løn, da priser var steget, og det var dyrt at have de unge mennesker på kost. Mestrene havde ikke været uvillige, de ville øge lønnen med en krone om ugen; men det var på den betingelse, at hjemmene fik besked, da man jo ellers ville risikere, at de unge mennesker beholdt den krone selv, og den ikke kom husholdningsbudgettet til gode.
Dette udløste et brøl af harme. Så kunne det fandeme være lige meget!
Første års løn lå på ti kroner om ugen, og så steg lønnen med en krone hvert år.
Hvad kunne man få for en krone? Ja, man kunne f.eks. købe tre franskbrød, så lidt var den værd.
Men her havde vi en flok idealistiske unge mennesker. Der var ikke den kinesiske kuli, eller landarbejder i USAs sydstater, som de ikke var solidariske med, men deres egen familie kneb det med.
Men hvad, sådan er menneskene, man skal blot ikke forvente for meget, så blive man ikke skuffet

Om at være senil

2008-08-21T12:00:00.000+02:00

I de sidste tredive år har jeg set på mig selv som en tilpas tyk mand i sin bedste alder; men i de sidste par år er jeg af og til kommet i tvivl om , hvorvidt andre har det samme indtryk.
Det startede, da en ung pige (der så ud som var hun tegnet af Bjørn Wiinblad til 1001 nat) rejste sig og tilbød mig at sidde ned i en overfyldt Bus 5A. Det blev jeg lidt flov over, men senere gentog det sig, og jeg lagde mærke til, at de unge enten var sorthårede eller have tørklæde på, så det var ikke kun fordi, jeg så så affældig ud, men det var fordi, det var unge af anden etnisk herkomst, der endnu ikke var fuldt tilpasset den danske kultur.
Men da jeg på det sidste har svært ved at holde balancen i bussen, er deres altmodische opførsel ikke noget, der harmer mig, jeg nærmest påskønner det og er taknemmelig.

Om at bruge regler eller bruge sin sunde fornuft

2008-08-17T17:47:00.000+02:00

En lærling på fagskolen for bogtryk havde fået den opgave at sætte et stykke, hvor manuskriptet var på engelsk. Lidt efter tilkaldte han læreren: "Der mangler et komma her", sagde han. Det imponerede læreren, lærlingen var ikke overvældende kløgtig, men at kende til tegnsætning på engelsk, det er da noget. "Hvorfor tror du det?" spurgte han. "Jo" svarede knægten," Der skal da altid komma foran men." Det var håbløst af forklare ham, at men måske betød noget andet på engelsk. Han holdt på, at det havde han lært i skolen.
Tilsvarende havde jeg en yngre lærekammerat, der holdt på reglen om at st, sp, sk aldrig skilles må. Jeg måtte bede ham dele istap, ispind og iskage, før han indså, at der var undtagelser til reglen.
I vore dage er det komputerne, der er dumme, det forklarer mange af de mærkelige orddelinger, der optræder i aviser og andre tryksager.
Det program, der vil dele ordet koldskål rigtigt, vil lave fejl i ordet spidskål. Hvordan undgår man disse fejl. Først og fremmest ved at læse korrektur. Men man kan forudse problemet allerede mens man skriver teksten første gang. Hvis man benytter Word, er der et lille fif: Man indsætter en skjult bindestreg i ordet, der hvor det eventuelt skal deles. Det gøres ved at trykke på Ctrl og bindestreg samtidig. Når teksten printes ud, vil den kun ses, hvis ordet skal deles. Det kan også bruges, hvis der er blevet for store ordmellemrum i en linje. Så sætter man en skjult bindestreg ind i ordet først i næste linje, så deles det der, og problemet er løst.

Om hjernevask før og nu

2008-08-15T16:27:00.003+02:00

Jeg husker min barndomstid i børnehave og folkeskole, som en lang gang hjernevask, det startede i børnehaven med salmer og bøn og fortsatte i skolen, her blev det religiøse ævl suppleret med nationalt bavl.
Jeg gik nogenlunde uskadt igennem maskinen, for mit barndomshjem var fri for den slags. Det betyder ikke, at der ikke var andre påvirkninger af mit unge sind. Hertil hører propaganda, som jeg ser tilbage på med glæde. Et par bøger, der udkom, da jeg var 7-8 år hører hertil. Forfatteren Harald Bergstedt (ham med "Solen er så rød, mor" og "Jeg ved en lærkerede") redigerede 1. og 2. bind af en antologi af fortællinger for børn.

Herfra vil jeg citere en hel historie, jeg har brugt ny retskrivning, men bevaret ældre udtryk, f.eks. "muhamedaner".

MANDEN I TOGET

En lille historie om religionerne

Af Harald Bergstedt

I en kupe sad fem slubberter. Den ene var kristen, den anden var jøde, den tredie var muhamedaner, den fjerde var buddhist, og den femte var fritænker.

De kom fra hver sin del af verden, havde gået i hver sin skole, lært hver sin religion, og hver af dem sad nu og pralede af, at hans religion var den eneste rigtige, og at de andre var nogle hedningehunde, idioter og "djævelens børn". De hvæsede og spyttede på hinanden, de truede og skreg op, så der ikke var ørenlyd i kupeen; mens de mundhuggedes om, hvis religion, der var den rigtige.

Da kom der en fredelig rejsende ind med sin kuffert og sit rejsetæppe. Han satte sig i et hjørne af kupeen for at spise sin rejsemad i fred og ro uden at blande sig i kævleriet.

Men nu for de andre over ham og ville ha ham med ind i deres skænderads. Den kristne ville absolut gøre ham til kristen. Jøden ville gøre ham til jøde. Muhamedaneren ville omvende ham til muhamedaner og fritænkeren til fritænker.

Den rejsende bad, om han ikke måtte få lov til at passe sig selv. Han var ude på en vigtig rejse og havde meget alvorlige ting at tænke på.

Men nu blev de alle fem fornærmede og faldt i fællesskab over ham og plyndrede ham. Den ene tog hans kuffert, den anden hans tæppe, den tredie hans mad, den fjerde hans penge, og den femte gav ham et spark ud af døren; hvorefter de alle fem satte sig til at dele byttet og mundhugges videre.

- - -

Plyndret og blodig gik den arme rejsende ned gennem toget og fandt endelig ind i en lun og fredelig kupe.

Her sad der fem flinke og rare mennesker. Den ene var kristen, den anden var jøde, den tredje muhamedaner, den fjerde buddhist og den femte fritænker.

Også de kom fra hver si del af verden, havde gået i hver sin skole og lær hver sin religion. Men da de var kloge og gode mennesker alle fem, så var de netop ivrige efter at høre hinandens meninger, for om de muligvis kunne lære noget nyt eller godt hos hinanden, eller finde ud af, hvis religion, der var den rigtigste.

Men da den fremmede kom ind i kupeen, så hørte de straks op med at tale om religioner og gav sig i stedet for til at udspøre ham om, hvordan han var kommet så galt afsted.

Og alle fem havde ondt af ham og ville gerne hjælpe ham. Den ene gav ham et tæppe, den anden gav ham mad, den tredje gav ham penge, den fjerde forbandt hans sår, og den femte påtog sig

at hente politiet, når toget standsede for at skaffe ham hans ret.

Den fremmede havde siddet dødbleg af harme og fortvivlelse. Nu fyldtes han påny af glæde ved at møde så megen godhed og kammeratlig hjælpsomhed. Og da toget standsede, så rystede han deres hænder til tak og sagde:

- - - Farvel allesammen, hver og en. Jeg kender jer jo ikke, og I kender heller ikke mig. Jeg ved ikke, hvad religion I har hver for sig, jeg ved heller ikke, hvis religion, der er den rigtige. Jeg tror sandheden er international lige som solen og luften og ligeligt fordelt ud over alle nationer og religioner. Jeg ved kun, at I er mine medmennesker og gode kammerater -- alle fem -- og at jeg vil huske jer og takke jer alle, så længe jeg lever..

Tanker om demokrati

2008-08-14T16:20:00.000+02:00

Som led i bestræbelserne for at ensrette den danske befolkning har regeringen nedsat en gruppe af smagsdommere, der har udgivet en demokratikanon.
Kvaliteten af dette udvalgs arbejde kan ses af, at såvel Paulus som Luther bliver nævnt, som personer, der har fremmet den demokratiske tanke.
Jeg tror, at det ville have forbløffet begge de herrer. Nutidens danske udgave af kristendom-light er ganske vist ikke til hinder for demokrati, men tidligere tiders udlægning var næppe så demokratisk, at det kunne mærkes.
Jeg vil gerne yde mit bidrag til samlingen af eksempler på demokratisk tankegang:
I min læretid på et københavnsk trykkeri oplevede jeg følgende: Lige efter krigen blev en meget dygtig typograf ansat; men det vakte harme hos en del af de ansatte, for den pågældende var tysk statsborger, selv om han havde levet årtier i Danmark, og man sagde, at han havde været med i en væbnet tysk afdeling under krigen.
På det tidspunkt var der overalt i den danske befolkning en hysterisk stemning, der nærmede sig lynchmentalitet.
Da var det, jeg så den demokratiske tankegang for fuld udblæsning. En del af de ældste kolleger sagde, at uanset hvad manden blev beskyldt for, så skulle han have lov til at forsvare sig.
Det skete så på et klubmøde, der var jeg ikke med, for jeg var kun lærling, og så demokratiske var man dog heller ikke.
På mødet kunne han fortælle, at han havde været indkaldt, men det var jo ikke med hans gode vilje. Derefter faldt modviljen mod hans ansættelse væk.
Jeg glemmer ikke de ældre svende, der gik imod hysteriet og forsvarede demokratiet.

Dansk og matematik

2008-08-12T18:24:00.000+02:00

Det hænder, at almindelige danske udtryk ikke er så nøjagtige, som man kunne ønske det. Det gælder især når man går ind på områder, der kan behandles matematisk.

Større og mindre
Hvis en pris er steget fra 100 kroner til 400 kroner, så er den firedoblet, eller som man ofte siger, den er fire gange så høj. Ingen kan indvende noget imod det, men hvis prisen falder fra 400 kroner til 100 kroner, så er det problematisk at sige, at den er fire gange lavere, for hvis den blot er en gang lavere, så er varen jo gratis. Så her må man hellere sige, at den er en fjerdedel eller er 300 kroner lavere.

Prisskilte
Gå en tur ned ad en gågade, der vil du se et skilt på udstilling af dametøj. Der står: ”Fra 100 kroner”, prøv at lede, der er intet til 100 kroner, alting er dyrere. Derfor, når du ser sådan et skilt, så oversæt det til det, der menes: ”Mindst 100 kroner”. Så slipper du for at ærgre dig.

Det modsatte kontra det omvendte
Det modsatte af tallet 5 er minus fem, men det omvendte af 5 er en femtedel.

Varme og kulde
Når temperaturen stiger fra ti grader til tyve, er der mange, der vil sige, at det er blevet dobbelt så varmt. Og omvendt, når om vinteren temperaturen falder fra minus 10 grader til minus 20 grader, så siger man, at der er dobbelt så koldt. Det er alt sammen noget der kommer af, at vi ser på Celsius-skalaens tal, men hvad nu, hvis vi så på Fahrenheit-skalaen, så vil det første eksempel være en stigning fra 50 til 68, og i det andet tilfælde vil det være et fald fra 14 til minus 4.

Chance
I almindeligt sprogbrug er ordet chance noget positivt; man tager chancen for at vinde i lotteriet, og selv når man i trafikken tager en chance, så er det i forhåbning om, at det går godt. Men ingen ønsker at tale om chancen for at få lungekræft; her vil man tænke på risikoen.
I matematik har man et neutralt ord, der kan anvendes overalt, her taler man om sandsynligheden. Det bevirker imidlertid, at man ikke ser så lyst på muligheden for at vinde i lotto, når man først tænker på den kolde og beregnelige sandsynlighed frem for den mere håbefulde chance.

Lydstyrke
Styrken af en lyd, støj eller musik, måles i decibel. Man kan let tro, at hvis trafikstøjen måles til at være 40 decibel den ene dag og til 80 decibel næste dag, at så er støjen blevet dobbelt så stærk. Det er imidlertid en fejl, for decibel er en logaritmisk skala, så for hver 10 decibel er støjen 10-doblet; så de 40 decibel betyder en stigning på 10.000 gange.

Jordskælv
Styrken af et jordskælv udtrykkes ved et tal på Richterskalaen. Det er en logaritmisk skala, så Richtertallet 6 betyder at udslaget på måleren er ti gange større end ved Richtertallet 5.

Om wienerbrød og drikkepenge

2008-08-09T17:47:00.000+02:00

Det tidspunkt, da jeg stærkest føler, at jeg ikke længere kan følge med udviklingen, er hvis jeg ser priserne i en bagerbutik.

Jeg nævnte det for min far, der på det tidpunkt var over 90, og fortalte, hvordan jeg huskede en pige, der engang i 1940-erne fik besked af sin mor, hun skulle køre til bageren og hente 11 stk. 11-øres wienerbrød og 7 stk. 7-øres. Jeg husker det, fordi hun syntes det lød så fjollet.

Min far sagde, at da han var dreng, hed det en 2-øres kage.

Han fortalte, at han boede nær ved Østerbro gasværk, og når kuskene kom fra værket med et læs koks, kunne hestene have svært ved at komme op over bakken. Så kom de små drenge løbende og hjalp med at skubbe, og til gengæld kastede kusken så e par 2-ører til dem.

Jeg tror ikke, at de kuske var sæligt velhavende, men i wienerbrødspriser vil det svare til, at en chauffør, der blev skubbet i gang, ville kaste et par 10-kroner.

Det tror jeg ikke på ville ske.

Om paratviden

2008-08-07T11:20:00.000+02:00

For et par år siden blev hele landet rystet ved at erfare at skoleelever ikke mere spildte tiden i geografitimerne med at indøve bynavne på remse. Det fik vor undervisningsminister til at gå i aktion for det bereb, der hedder paratviden. I den anledning skrev jeg følgende indlæg i lærernes fagblad:

Paratviden er godt!
Jeg ik ud af skolen med realeksamen i 1944, og jeg husker det meste af, hvad jeg har lært for eksempel i geografi.
Jeg ved at Kina har 400 millioner indbyggere, og at det er præcis 100 gange mere end i Danmark, hvad der viser, at vi er en lille udsøgt skare. Jeg ved, at Prag er hovedstaden i Tjekkoslovakiet og hvor den polske korridor ligger.
Jeg er glad for min paratviden, der har sparet mig for senere at skulle søge oplysninger.

Opslag

2008-08-06T20:33:00.000+02:00

Følgende tekst har jeg printet ud på A5 papir og ophængt i busstoppestders læskure. Følg mit eksempel, så vil livet være blevet bedre allerede om en halv snes år:

Hvis du ikke har din mor med til at rydde op efter dig,
er der kun en udvej:

DU MÅ SELV
LÆGGE DINE CIGARETSKOD
I BØTTEN

Så behøver dine modmennesker
ikke føle, at de lever
på bunden af
et askebæger

Fremmedord som krydderi

2008-08-06T20:19:00.000+02:00

I sin tid var der et stormagasin, der hed Magasin du Nord, det er fransk og skulle efter min ordbogbetyde Nordens butik.
Så skiftede det navn til Magasin, men alle vi, der er glade for det fremmedartede, blev ved med at udtale det på en affekteret måde, så man kan høre, at vi er med på den værste.
Nu står der med kæmpebogstaver Magasin Sale, så jeg fandt min fransk-danske ordbog frem og så at sale betyder snavset, - det var da sært.
Så prøvede jeg med engelsk-dansk ordbog, her står der, at sale betyder salg.
Jeg tror betydningen ligger midt imellem, det er sikkert udsalg af varer, der er blevet lidt nusset.
Eller hvad mener I.